Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Sandkage med kokos og glasur.

10 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Nem kage, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Jeg følger AMO på Instagram. Og med jævne mellemrum lægger de billeder og opskrifter op på nogle af deres ældre klassikere. Sådan nogle rigtig fine retrobilleder fra mine bedstemødres tid. I går lagde de en opskrift op på en lækker sandkage med kokos og glasur og den kage havde jeg altså mere end almindeligt svært ved at glemme igen. Ved middagstid tændte jeg derfor ovnen og gik igang. Som om der ikke var varmt nok i huset uden en tændt ovn, men det var der ikke noget at gøre ved. Kagen skulle bages.

Se også – Saftig chokoladekage I Banankage I Appelsinkage I Krydderkage

Lækker og saftig sandkage med kokos.

Jeg fulgte stort set opskriften fra AMO, som i bund og grund er en helt klassisk sandkage med kokosmel i. Jeg valgte dog at skære smør- og sukkermængden ned fra 200 gr til 175 gr. Derudover brugte jeg groftrevet kokos i stedet for almindeligt kokosmel. En variant som jeg har haft med hjem fra USA. Jeg har set noget lignende en enkelt gang herhjemme for snart et par år siden.

Jeg er dog ikke helt sikker på, at den kan fås længere, men det gør nu heller ikke den store forskel for smagen. Den væsentligste forskel ligger nok i, at groftrevet kokos giver lidt mere “bid” til kagen. Og så ligner de ristede kokosflager til forveksling ristede løg, når de drysses på den færdige kage 🙂

Sød og syrlig citronglasur.

Den afkølede kage skal pyntes med glasur og jeg bestemte mig for at det skulle være med citronsmag. For det første synes jeg, at almindelig glasur er meget meget sødt. Men derudover var jeg også sikker på, at citronsmagen ville passe fint sammen med kokossmagen og det holdt heldigvis stik. Resultatet blev en meget lækker og ikke mindst dekorativ skærekage, som så noget så fin ud, da den var pyntet med hvid glasur og ristet kokos.

Bryder man sig nu ikke om citronglasur, så laver man selvfølgelig bare en almindelig hvid glasur. Og jeg kunne også forestille mig, at en chokolade- eller kakaoglasur ville passe perfekt til kokossmagen. Eller bare et tykt lag smeltet chokolade. Bliver en citronglasur for syrlig, så er der jo også mulighed for at bruge en smule appelsinsaft i stedet for. Og endelig kan man selvfølgelig helt udelade at komme noget som helst på toppen af kagen.

5 fra 2 stemmer

Sandkage med kokos

Bagetid1 time
Samlet tid1 time 30 minutter
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 175 gr blødt smør
  • 175 gr sukker
  • 4 æg
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • 125 gr hvedemel
  • 125 gr kokosmel

Glasur

  • 75 gr flormelis
  • 2 tsk citronsaft
  • 25 gr kokosmel

Fremgangsmåde

  • Pisk smør og sukker lyst og luftigt.
  • Tilsæt æggene et ad gangen og pisk grundigt imellem hvert æg.
  • Bland bagepulver, salt, hvedemel og kokosmel sammen og vend det i dejen.
  • Fordel dejen i en franskbrødsform (ca 1½ liter) foret med bagepapir.
  • Bag kagen ved 175 °C (almindelig ovnfunktion) i 50-60 minutter, til den er gennembagt.
  • Lad kagen afkøle helt på bageristen, inden den pyntes.
  • Rør flormelis og citronsaft sammen og tilsæt en smule vand til det bliver til en tyk glasur.
  • Rist 25 gr kokosmel på en tør, varm pande til det bliver gyldent.
  • Fordel citronglasuren på toppen af den afkølede kage og drys med ristet kokos.
  • Kagen holder sig frisk og svampet i 3-4 dage. Den kan også fryses. Det er dog bedst at fryse kagen uden glasur.

Efter aftensmaden kørte vi en lille tur i bilen med Villy. Han kæmper virkelig med varmen og sover det meste af dagen, så han stornød en køretur i en dejlig, kølig bil. Vi gik en lille tur ved Fårupsø ved Jelling, hvor der var lang kø ved ishuset. Men vi havde jo en kage, der ventede på os.

Vel hjemme igen fik vi kage og en god kop te, som blev nydt på terrassen – stadig med parasollen slået op. Vi bor jo lige ned til en sø og solen går ned over søen, så vi har sol på terrassen lige indtil den går ned. Til gengæld kan vi så også nyde synet af de mange fugle – ænder, svaner, lappedykkere osv, som kommer frem og sejler forbi i store flokke, når solen begynder at gå ned og temperaturen falder.

Subscribe
Notify of
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Jenny
6 år siden

Tak for amo tip, min mor bagte i 80`erne en kokos mayonæse kage som jeg nu vil finde frem – altså opskriften;-)

Ellen
4 år siden

Ok kage, men kokos dominerer meget og jeg synes også den smager meget af smør. Næste gang vil jeg prøve at bage en ganske almindelig sandkage.

Anette
4 år siden

5 stars
Hej Anne Kathrine. Det er en super god opskrift, jeg laver den tit efter jeg faldt over den på din blog. Citron og kokos sammen gør den så lækker, frisk og let. Den holder sig også godt i forhold til en almindelig sandkage der kan blive tør.
Dejligt du lige hiver Amo opskrifterne fra min barndom i 80’erne frem i lyset igen.

Din stollen og american apple pie er også en fast del af kage repertoiret herhjemme.

Lotte
8 måneder siden

Tak for en spændende opskrift. Skal den køle i eller uden for formen ?

Anna
7 måneder siden

Kan man bruge den som bund i en moussekage hvis man bager den i en bradepande?