Varme og solskinsfyldte dage betyder som regel stjerneklare og kølige aftener og nætter. Og når det så også blæser, som det har gjort i de sidste par dage, så kan det altså være dejligt med en skål suppe at varme sig på til aftensmad. Forleden blev det til en sød kartoffelsuppe med kokos og chili, som egentlig bare skulle have ageret forret, så jeg lavede ikke verdens største portion. Men da jeg også havde bagt en portion pølsehorn endte vi med at spise grønsagssuppe, grønsagsstave med dip og lune pølsehorn med sennep og ketchup til aftensmad. Den slags skal der også være plads til engang imellem.
>> Se evt. min bedste opskrift på lækre og luftige pølsehorn lige her.
Suppen er ret meget lige ud ad landevejen og består egentlig bare af hvidløg, chili, søde kartofler og gulerødder, der koges møre i bouillon og blendes til suppe. Jeg havde en lille dåse kokosmælk stående i skabet, som jeg så mit snit til at få brugt, men man kan også bruge mælk eller fløde i stedet for. Vil man gerne have suppen ekstra cremet, kan man evt. kombinere kokosmælk og en sjat fløde, men man kan også bruge en stor dåse kokosmælk i stedet for en lille.
Både kartofler og gulerødder er som bekendt ret søde i det, så de kræver lidt modspild, hvilket jeg klarede med frisk chili og citronsaft. Man kan dog sagtens bruge tørrede chiliflager eller chilipulver i stedet for – mængden afgøres jo helt af smag og behag og hvorvidt der er børn, der skal spise med. Og skal det ikke være chili, så kan man i stedet “knække” det søde med paprika eller spidskommen. Man kan også bruge lidt friskrevet ingefær. Ingefær passer fantastisk til kokosmælk og harmonerer fint med sødmen fra grønsagerne. Og så giver det en dejlig varme i munden på samme måde som chili. Men nu er det jo ikke alle, der bryder sig om ingefær.
Som sagt var det meningen, at suppen skulle have været en forret, men nu endte vi jo med at spise suppe og pølsehorn til hovedret i stedet for og nedenstående opskrift var ret passende til os to herhjemme. Jeg vil dog vove den påstand, at der skal laves 1½ eller måske dobbelt portion, hvis suppen skal udgøre en hovedret for 4 voksne, men man kan sagtens få 4 pæne portioner ud af opskriften, hvis det bare skal være forret eller en let aftensmad. Og så kan man jo altid supplere med tilbehør, som mætter godt, fx toast eller panini med skinke og ost eller godt madbrød.
Sød kartoffelsuppe med chili og kokos
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 300 gr søde kartofler
- 150 gr gulerødder (2-3 stk)
- 1 frisk rød chili (kan erstattes af tørrede chiliflager eller pulver)
- 6-7 dl hønse- eller grønsagsbouillon (evt. bouillonterning + vand)
- 1 lille dåse kokosmælk (ca 165 ml)
- citronsaft
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm olien i en gryde og sauter hvidløgene heri i et par minutter.
- Skræl søde kartofler og gulerødder og skær dem i grove stykker. Kom dem i gryden og sauter i yderligere i par minutter.
- Rens chilien og fjern stok og frø - jo flere frø man lader sidde tilbage, jo stærkere resultat. Skær chilien i mindre stykker og kom den i gryden.
- Hæld bouillon i gryden, læg låg på og bring gryden i kog. Lad gryden koge i ca 20 minutter, til grønsagerne er helt møre.
- Tag gryden af varmen og blend til en glat og cremet suppe med en stavblender. Sæt gryden tilbage på varmen og tilsæt kokosmælk.
- Varm suppen igennem og smag til med citronsaft, salt og peber.
- Server suppen rygende varm, evt med godt brød til.
Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.