Denne her opskrift er jeg simpelthen nødt til at dele med Jer, for det er ganske enkelt en af de bedste salater, jeg længe har smagt. Siden jeg lavede pulled chicken, for snart et par uger siden, har jeg overvejet, om ikke jeg skulle forsøge at lave en af mine yndlingssalater, nemlig en Cobb Salad, med pulled chicken i stedet for grillet kyllingebryst som ellers.
I går satte jeg så kyllingebryst med dry rub til at marinere i køleskabet og da jeg kom hjem fra skole i dag, satte jeg kyllingestykkerne i ovnen. Tre timer senere var kyllingen forvandlet til den lækreste pulled chicken – lige til at blande med salat, tomat, agurk, peberfrugt, løg, majs, feta, avocado og sprødstegte baconstykker. Og det smagte ganske enkelt fantastisk – denne her salat kommer helt klart på menuen en hel del gange hen over sommeren. Let, lækkert og lynhurtigt at tilberede – og resterne af den fantastiske kylling er kommet med på madpakken til i morgen. Min som en salat og kærestens som en sandwich med salat, tomat, agurk, karrydressing, sprødstegt bacon og selvfølgelig pulled chicken.
Cobb Salad med pulled chicken
Ingredienser
- 100 gr bacon i skiver
- 400 gr pulled chicken (se opskrift her)
- 1 iceberg salat (skåret i fine strimler)
- 100 gr cherry tomater (halverede)
- 1 agurk (skåret i skiver)
- 1 løg (skåret i tynde ringe)
- 1 peberfrugt (skåret i strimler)
- 1 ds majs
- 100 gr feta/salatost
- 2 avocadoer (skrællede og skåret i både)
Fremgangsmåde
- Steg baconskiverne sprøde på en varm pande. Lad dem afdryppe på køkkenrulle.
- Anret pulled chicken, grøntsager, feta/salatost og sprød bacon på 4 tallerkener.
- Server gerne med creme fraiche dressing og brød til.
Og dér blev jeg lige sulten! Var det bare almindelige kyllingefiletter som du satte i ovnen?
Simpel lækker salat 🙂
// Rikke //
CUPCAKE-STYLISTEN
Rikke – Ja, helt almindelige kyllingefiletter, der var marinerede og derefter havde fået 3 timer i ovnen – opskriften på pulled chicken ligger i indlægget, hvis du følger linket 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Åh gud, hvor ser det lækkert ud. Sikke skønne farver. Det må også prøves.
Har allerede lavet madrouladen samt pulled pork burgere -SÅ godt:-)
Keep ’em coming!
Mari – Hehe, okay jeg skal prøve 🙂 Glad for, at du kan lide opskrifterne 🙂
Nøjs det ser godt ud 🙂 skal altså også prøve det der pulled chicken en dag 🙂
Bianca – Det er du nødt til, det smager suverænt godt og det er for nemt at lave 🙂