Lækre og rygende varme, knuste kartofler – direkte fra ovnen og med sprød top og en skøn smag af salt og krydderurter er et hit herhjemme hos os lige for tiden. Vi spiser dem som tilbehør til forskellige kødretter og også gerne til grillmaden – uhhhmm de er skønne til en lækker, grillet bøf eller en grillet culotte og så med en kold bearnaisedressing eller en hjemmelavet whiskeysauce og masser af blandet salat ved siden af. Skulle der blive et par stykker til overs – men det sker nu sjældent hos os, for det er virkelig de lækreste kartofler – så er de altså heller ikke ligefrem dårlige ovenpå en skive rugbrød som en variation over den klassiske kartoffelmad.

De knuste kartofler er super nemme at lave, for de skal i bund og grund bare koges og så masses let med bagsiden af en gaffel eller et kartoffelmos-jern. Faktisk kan man også bruge en rest kogte kartofler fra aftensmaden – eller man kan koge en stor portion kartofler og opbevare dem på køl, så der er til knuste kartofler flere dage i træk – men det er nemmest, hvis kartoflerne ikke er skrællede, da skrællen ligesom hjælper med at holde lidt sammen på det hele. Skrællen bliver desuden lækker og sprød i ovnen, men dermed ikke være sagt, at det slet ikke kan lade sig gøre at lave knuste kartofler med kartofler ,der er skrællede – man skal bare være lidt mere forsigtig, når de masses ud.

Hvilke krydderurter der skal bruges, bestemmer man jo selv og i stedet for krydderurter kan man også bruge krydderier, fx paprika, BBQ krydderi eller chiliflager. Jeg har tidligere lavet denne her udgave af knuste kartofler med rosmarin og det smager også virkelig godt blot at drysse med olie og salt og så dryppe lidt eddike over kartoflerne, når de er færdigbagte – sådan lidt a la salt and vinegar chips. Og endelig skal man absolut ikke undervurdere en helt plain udgave bare med olie og havsalt.

Knuste kartofler med parmesan og timian

Total: 1 time
Antal: 4 personer
Print

Ingredienser

  • 12 store kartofler
  • 3 spsk olivenolie
  • 6 spsk revet parmesanost
  • frisk timian (tørret timian kan også bruges)
  • salt

Tilberedning

  1. Skrub kartoflerne - de skal ikke skrælles. Kog kartoflerne helt møre, hæld vandet fra og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pres kartoflerne flade med bagsiden af en gaffel, et kartoffelmosjern eller lignende - det gør ikke noget, at de falder lidt fra hinanden. 

    Pensl eller spray kartoflerne med olie og drys med friskrevet parmesan, timian og lidt salt. Bag kartoflerne i ovnen ved 200 grader varmluft i ca 30 minutter, eller til de er gyldne og sprøde på toppen.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)