Jeg elsker salater. Men lige så meget elsker jeg en rigtig god dressing, som kan sætte det sidste pift på salaten. Denne her hjemmelavede hvidløgsdressing er en af vores favoritter herhjemme. Den passer perfekt til både salater og som kold sauce til diverse kødretter. Og så er den faktisk også ret eminent som “dyppelse” til ovnbagte rodfrugter, pommes frites eller som dip til chips. Gerne kombineret med en god, hjemmelavet holiday dip. Så det er ofte den, som valget falder på, når der skal laves dressing.

Se også – Kold bearnaisedressing I Cocktailsauce til skaldyr I Krydderurtedressing I Hjemmelavet holiday dip

Hvidløgsdressing – nem opskrift.

Det er virkelig nemt at lave hvidløgsdressing og der skal kun bruges ganske få ingredienser. Og dem har mange af os ofte i køkkenet i forvejen. Jeg laver hvidløgsdressing sådan lidt på “gefühl” og smager til et par gange undervejs. Nedenstående opskrift skal derfor kun ses som en vejledning, for smag og behag er jo forskellig. Fx synes jeg ofte, at de hvidløg, som vi har herhjemme, smager meget kraftigt. Derfor bruger jeg kun et enkelt fed, så dressingen ikke bliver alt for skarp. Har man nu fået fat i nogle meget milde hvidløg. Eller er man bare vild med hvidløg. Så skal man måske bruge mere.

Jeg tilføjer desuden syre og sødme i form af citron og et nip sukker. Begge dele kan udelades, men jeg synes, at de er med til at skabe en perfekt balance i dressingen. Endelig bruger jeg finthakket purløg, som både smager godt og ser fint ud. Desuden har vi purløg i haven en stor del af året, og det er jo tosset ikke at bruge det. Men igen er det et spørgsmål om smag og behag. Og man kan selvfølgelig sagtens udelade purløg, eller bruger de krydderurter, som man kan lide.

Til salat og som dip.

Jeg laver som regel hvidløgsdressing på creme fraiche med en fedtprocent på ca 9 %. Men man kan sagtens bruge et mere fedtfattigt alternativ, hvis man synes. Faktisk kan man også snildt bruge forskellige former for syrnede mælkeprodukter som fx tykmælk, yoghurt naturel eller ymer. Dog skal man så være OBS på, at konsistensen på dressingen kan blive lidt mere flydende, end hvis man bruger creme fraiche. Ikke det store problem på en salat. Men vil man eksempelvis bruge dressingen som dip til chips eller til at dyppe pommes frites i, så må den jo gerne hænge ved.

 

Hvirløgsdressing med purløg
Print opskrift Pin opskrift
4 fra 1 stemme

Hvidløgsdressing

Samlet tid10 min
Antal: 2 dl

Ingredienser

  • 2 dl creme fraiche
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • 2 spsk friskhakket purløg
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 tsk sukker
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Kom cremefraiche i en skål og rør det sammen med hvidløg og purløg.
  • Smag til med citronsaft, sukker, salt og peber.
  • Opbevar dressingen på køl. Holdbarheden er 3-5 dage.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)