En portion lysebrune og sprøde, brasede kartofler eller brasekartofler (kært barn har mange navne) er supernemme at lave, og så er de bare altid populære. I hvert fald hjemme hos os, hvor brasede kartofler hører til blandt de ultimative former for restemad og tilbehør. Ikke mindst til en rigtig god wienerschnitzel med det hele. Faktisk er de sprøde kartofler så populære, at jeg ofte koger lidt for mange kartofler med vilje, så vi har til brasede kartofler.

Se også – Biksemad med spejlæg I Kartofler i folie I Flødekartofler I Små ristede kartofler

Nem opskrift på brasede kartofler.

Det er supernemt at lave brasede kartofler og det kræver reelt kun 2 ingredienser. Nemlig kogte kartofler og fedtstof. Jeg har så med tiden fundet ud af, at kartoflerne bliver endnu bedre, hvis jeg bruger en blanding af smør og olie til stegningen. Men det er selvfølgelig ikke et must.

Til gengæld tager rigtig gode, brasede kartofler tid. Jeg synes i hvert fald, at resultatet bliver så meget bedre, hvis man giver sig god tid. Både med at stege og ikke mindst vende kartoflerne på panden, så de bliver jævnt lysebrune og sprøde.

Er man for hurtig, så bliver kartoflerne kun lige opvarmet i fedtstoffet. Det smager sådan set udmærket, men det er jo de gode, sprøde kartofler, som vi er ude efter. Og det kræver lidt tålmodighed og ikke mindst en god, varm stegepande, der er stor nok til, at kartoflerne kan være der. Og de må meget gerne ligge i et enkelt lag.

Brasede kartofler
Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Brasede kartofler

Samlet tid20 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 600-800 gr kogte kartofler (afkølede)
  • 25 gr smør
  • 2 spsk olie
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skær kartoflerne i mundrette bidder.
  • Varm smør og olie op ved god varme på en stegepande. Panden skal være stor nok til, at kartoflerne nemt kan vendes.
  • Hæld kartoflerne ud på panden og rist dem godt på alle sider, indtil kartoffelstykkerne er brune og sprøde. Pas på med at vende for meget rundt i kartoflerne, så de går i stykker, men ryst gerne panden.
  • Krydr de brasede kartofler med salt og peber og server straks.

Krydring af kartoflerne.

Herhjemme er vi mest til de helt simple, brasede kartofler, der kun lige får et kværn salt og peber inden servering. Og evt. en håndfuld hakkede, friske krydderurter fra krukkerne i haven, når det er sæson. Jeg kan også godt finde på at drysse kartoflerne med en ganske lille bitte smule sukker, imens de steger. Det kan ikke smages, men sukkeret karamelliserer på panden og giver ekstra fine og lysebrune kartofler.

Vil man gerne have krydrede kartofler, så kan man bruge forskellige former for krydderier. Man kan eksempelvis drysse med tørret timian, rosmarin eller oregano. Og paprika eller chilipulver er også lækkert. Forskellige former for pommes frites krydderier er også en mulighed. Og endelig kan man jo krydre med diverse former for saucer, når kartoflerne først er anrettet på tallerkenerne. Ketchup er nok den mest almindelige, men engelsk sauce, HP sauce og sød chilisauce er også ret lækkert. Præcis som vi kender det fra en god omgang biksemad.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)