Disse her kartofler i folie (eller kartofler i stanniol) har min mor lavet som tilbehør til vores grillmad lige så langt tilbage, som jeg kan huske. Og nu er det mig, der laver kartoflerne, når Morten og jeg griller, for kartoffelpakkerne er både nemme at lave og superlækre. Og så kan de fyldes med alt imellem himmel og jord og de kan således altid tilpasses den enkelte hovedret.
Vi får ALTID kartofler og friske krydderurter i kartoffelpakkerne, men derudover er det også lækkert at tilsætte forskellige former for grøntsager, som kan give lidt ekstra smag og fylde. Løg (rødløg, gule løg eller forårsløg) er et must i pakkerne herhjemme, men derudover er jeg også ret vild med bagte tomater, så der kommer også gerne en håndfuld solmodne tomater med.
Men nu er det jo ikke alle, der bryder sig om bagte tomater, og så udelader man selvfølgelig bare tomaterne i den enkelte pakke og finder evt. på noget andet. For nemheds skyld og til inspiration har jeg lavet en liste med nogle af de grøntsager, som vi ofte får i pakkerne – den ligger i opskriften herunder. Der er jo den kæmpe fordel, at man kan specieldesigne pakkerne, så de passer til hver enkelt og på den måde er der ingen, der får noget, som de ikke vil have.
>> Se også min opskrift på lækre, smørristede, nye kartofler med persille lige her.
Jeg synes, at det er superhyggeligt at man får sin egen lille foliepakke på tallerkenen, så man selv kan åbne den og lade sig overraske. Men skal man nu lave foliekartofler til et større selskab, så bliver det jo ret meget stanniol. Derfor kan man i stedet vælge at bruge en stor foliebakke (eller et ildfast fad) og fylde kartofler og grøntsager heri. Så kan man nøjes med at lægge et låg af stanniol på toppen, inden fadet ryger på grillen eller i ovnen.
Disse her kartofler i folie tilberedte jeg på grillen og så serverede jeg dem til en lækker, marineret ørredside som ligeledes var stegt på grillen. Vi har en ret stor grill, så det hele kunne sagtens være der, men ellers holder foliekartoflerne sig fint varme i de ca 15 minutter, som sådan en ørred skal have. Man skal bare lade være med at åbne for pakkerne. Derudover lavede jeg en kold dressing af creme fraiche med masser af krydderurter og lidt citron, et nip sukker, salt og peber og endelig var der dampede, grønne asparges. En helt perfekt sommermiddag, som vi nød i fulde drag med et glas kølig hvidvin til.
Kartofler i folie (på grill eller ovn)
Ingredienser
- 800 gr små kartofler
- 1 bdt persille (eller blandede krydderurter)
- 40 gr smør
- salt og peber
Forslag til fyld
- 1 helt hvidløg (delt i skrællede fed)
- 200 gr cherrytomater
- 1 bdt forårsløg (skåret i tynde skiver)
- 2 stk rødløg (skrællede og skåret i både)
- 1 stk peberfrugt (renset og skåret i strimler)
Fremgangsmåde
- Skrub kartoflerne og giv dem et kort opkog i en gryde letsaltet vand, indtil de er næsten møre, men stadig har bid.
- Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem afdryppe. Skær dem herefter i mundrette stykker.
- Bred 4 stykker folie ud på køkkenbordet.
- Fordel kartofler og persille eller blandede krydderurter på foliestykkerne. Tilsæt herefter valgfrit "fyld".
- Læg et par smørklatter på toppen, krydr med salt og peber og pak folien sammen om kartofler og grøntsager.
- Læg kartoffelpakkerne på grillen (indirekte varme) i ca 15 minutter, indtil kartoflerne er helt møre og grøntsagerne er tilberedte, men stadig har bid.
- Kartoflerne kan også tilberedes i ovn ved 200 °C (varmluft) i ca 15 minutter.
- Ved servering åbner hver enkelt sin egen kartoffelpakke ved bordet.
Noter til opskriften.
Skal man lave foliekartofler til mange, kan man med fordel fylde kartofler, krydderurter og grøntsager i en foliebakke og dække den til med folie. Bakken kan efterfølgende tilberedes på grillen eller i ovn i 15-20 minutter (stegetiden afhænger selvfølgelig af mængden).Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.
Hej
Jeg har lige printet Kartofler i Folie og Asparges med tomater og feta ud . Så vil jeg havde en hovedret til. Jeg tænkte evt. hel svinemørbrad . Har du evt. en opskrift ?
Venlig hilsen Helle
dukas@email.dk
Helle – Det lyder lækkert 😀 Jeg har denne her svinemørbrad med parmaskinke og timian, som er superlækker. Måske den kan bruges 😀
https://madenimitliv.dk/svinemoerbrad-parmaskinke/
Super dejlig og skøn opskrift; flere af mine venner bruger den når de griller efter jeg havde dem med til en grill aften
Belinda – Hvor er det bare dejligt at høre 😀
Hej 🤗
Jeg kan ikke se dine forslag til andet grønt i pakkerne😳? Hvis grøn asparges bruges skal de så koges/svitses først? Hilsen Helle
Helle – Hvis du kigger i selve opskriften, så har jeg skrevet et punkt i ingredienslisten, der hedder “Forslag til fyld”, hvor jeg kommer med nogle forskellige muligheder. Altså jeg kommer ikke det hele i på én gang, men plukker 1-2 ting ud 😀 Jeg ville ikke tilberede grønne asparges først – de skal nok blive lyntilberedte på grillen 😀