Den du ved nok – kagen, også kaldet mørk drømmekage, er en af de rigtig populære skærekager. Og det forstår man jo godt. Saftig og smovset chokoladekage med et tykt lag kokos-kakaoglasur på toppen. Mums. Et hit til uddeling i klassen, til fødselsdagen og til kollegaerne. Og selvfølgelig også til alle mulige andre anledninger, eller bare en hyggestund derhjemme.

Se også – Chokoladekage med glasur I Drømmekage fra Brovst I Grøn giftkage

Den du ved nok – nem opskrift.

Jeg indrømmer gerne, at navnet er lidt pudsigt. Altså “den du ved nok”. Ikke det nemmeste navn på en kage, at få flettet ind i en sætning. Og bestemt heller ikke nemt at skrive som en del af en tekst. Jeg aner ikke, hvorfor kagen hedder, som den gør. Men faktum er i hvert fald, at langt de fleste er klar over, hvad der hentydes til, når man siger den du ved nok – kage. Nemlig en lækker og svampet chokoladekage med kokostop.

I virkeligheden er der ikke nogen regler for, hvilken opskrift på chokoladekage, der skal bruges, når man laver en den du ved nok. Så har man verdens bedste opskrift på chokoladekage, så bruger man bare den. Men kokos toppingen er vigtig, for det er kombinationen af chokoladekage og kokostop, der er kendetegnende for en den du ved nok.

Tip! Se også tips til lækre variationer under opskriften.

Den du ved nok kage
Print opskrift Pin opskrift
4.67 fra 6 stemmer

Den du ved nok kage

Bagetid30 min
Samlet tid45 min

Ingredienser

  • 200 gr sukker
  • 2 æg
  • 225 gr hvedemel
  • 3 spsk kakaopulver (drikke- og bagekakao)
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • 150 gr smør (smeltet)
  • dl tykmælk eller kærnemælk (der kan også bruges mælk)
  • 100 gr grofthakket, mørk chokolade (kan udelades)

Kokos topping.

  • 100 gr smør
  • 150 gr flormelis
  • 100 gr kokosmel
  • 2 spsk kakaopulver (drikke- og bagekakao)
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 4 spsk kold, stærk kaffe (der kan også bruges vand)

Fremgangsmåde

  • Kom sukker og æg i en skål og pisk til en luftig æggesnaps.
  • Sigt hvedemel, kakaopulver, vanilje, bagepulver og salt sammen og vend det forsigtigt i dejen.
  • Til sidst røres smeltet smør, tykmælk og evt. grofthakket chokolade i dejen.
  • For et ildfast fast (ca 20 x 25 cm) med bagepapir og fordel dejen heri. Lav en lille fordybning i midten af dejen – dette forhindrer den i at hæve op i en top under bagningen.
  • Bag kagen ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 30 minutter. Mærk efter med en tandstikker eller lign, om kagen er gennembagt i midten. Tag kagen ud og stil den til side.

Kokos topping

  • Kom smør, flormelis, kokosmel, kakao, vanilje og kold kaffe i en gryde.
  • Lad det hele smelte sammen ved jævn varme og rør til en glat og klumpfri konsistens.
  • Fordel kokosglasuren på toppen af den stadig lune kage og glat overfladen pænt.
  • Lad kagen hvile et par timer, indtil den er helt kold og kokostoppingen har sat sig.
  • Kagen kan sagtens holde sig svampet og lækker i et par dage. Den kan desuden fryses.

Skønne variationer.

Jeg bruger næsten altid tykmælk, kærnemælk eller lign. syrnet mælkeprodukt, når jeg bager chokoladekager. Det er lige med til at gøre kagen ekstra svampet og lækker, og det vil vi jo gerne have. Man kan dog sagtens bruge mælk i stedet for. Eller en slat creme fraiche rørt op med lidt mælk eller vand, hvis man synes.

Hvorvidt man vil komme grofthakket chokolade i kagedejen, bestemmer man selvfølgelig også selv. Jeg synes dog, at det klæder kagen med lidt ekstra chokoladesmag, og på den måde bliver den jo også en “rigtig” chokoladekage i stedet for “bare” en kakaokage. Men chokolade kan sagtens udelades, og det kan måske være en idé, hvis kagen skal bruges til mindre børn. Små børn bryder sig ikke altid om madvarer, der smager for kraftigt.

Med eller uden kaffe.

Det samme gør sig i øvrigt gældende med kaffen, som bruges til glasuren. Jeg drikker faktisk ikke rigtigt kaffe – kun cafe latte med rigtig meget mælk. Og jeg bryder mig generelt ikke så meget om smagen af kaffe i kager og madvarer. Men lige i denne her kokos topping, synes jeg, at kaffesmagen passer vældig godt ind, og den tager ligesom lige toppen af det søde i kagen.

Men er man nu ikke til kaffe, så kan det sagtens erstattes af vand. Og er man omvendt vild med kaffe, så kan man også komme kaffe i selve kagedejen. Erstat evt.½ dl tykmælk med stærk kaffe eller tilsæt 1-2 spsk frysetørret kaffe til dejen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)