Laks på grill med citron og krydderurter. Det er da en rigtig sommermenu. Og så er grillet laks altså noget af det lækreste. Det synes jeg i hvert fald. Gerne serveret med nye kartofler, dampede grøntsager eller salat og en hjemmelavet hollandaisesauce. Rigtig weekendmad eller bare lidt ekstra forkælelse på en hverdag.

Se også – Kartofler i folie på grill I Grillede grøntsager I Lakseroulade med flødeost

Nem opskrift på laks på grill.

Præcis som med så mange andre fiskeopskrifter, så er det relativt simpelt at lave grillet laks. Der er nemlig tale om helt enkle opskrifter, der ikke indeholder alt for mange ingredienser, fordi den fine smag af fisken ikke skal overdøves.

Det sværeste ligger i, at man ikke må give fisken for meget, så den bliver tør og “hård” og fiskekødet gråt. Fisken skal kun lige grilles, til man kan dele den i flager med en gaffel, og den er fint lyserød i midten. Begynder der at danne sig hvidt skum på fisken, så skal man tage den af varmen. Ellers er der risiko for, at den får for meget. Men hvis blot man er OBS på ovenstående, så er det ret nemt at tilberede en lækker laks på grill.

Tip! Se også “Ofte stillede spørgsmål” og tips til variationer under opskriften.

Laks på grill med citronskiver og friske krydderurter
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Laks på grill

Samlet tid15 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 4 stk laksefileter med skind (eller 1 stk lakseside med skind)
  • 3 spsk olie
  • 1 usprøjtet citron (skåret i skiver)
  • 1 bdt friske krydderurter, fx dild og persille
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Dup laksestykkerne tørre med lidt køkkenrulle og pensl dem grundigt med olie.
  • Krydr laksestykkerne med salt og peber på begge sider.
  • Varm grillen (eller en grillpande) op og læg laksestykkerne med skindsiden nedad på grillen (direkte varme). Grill laksestykkerne i 2-3 minutter – stegetiden afhænger af varmen og tykkelsen på laksestykkerne.
  • Vend laksestykkerne og grill dem i yderligere 2-3 minutter på den anden side.
  • Laksen er færdig, når den kan deles i flager med en gaffel og er fint lyserød. Laksen må ikke blive grå og begynder der at dannes hvidt skum, skal den fjernes fra varmen. Ellers bliver fisken overtilberedt.
  • Grill citronskiverne ca ½ minut på hver side og server laksen med grillet citron, friske krydderurter og nye kartofler.

Ofte stillede spørgsmål.

Hvordan griller man laks?

Der er mange måder at grille laks på, men ovenstående er en af de mere simple og den kan både bruges med en kulgrill, en gasgrill og en elektrisk grill. Og faktisk også en grillpande, hvis man har sådan en. Det er nemmest at tilberede laksefileter på grill, da de er lidt mindre og mere håndterbare. Skal man grille en hel lakseside, kan man med fordel grille den med skindsiden nedad i en kuglegrill (indirekte varme) med kuglen på. Dermed slipper man for at vende fisken undervejs. Stegetiden er ca 15-20 minutter afhængig af størrelsen og varme på grillen.

Hvad spiser man til grillet laks?

Når det kommer til grillet laks tilbehør, så er der ingen tvivl om, at dampet grønt, salat og nye kartofler er et hit. I sæsonen er det især lækkert med danske, grønne asparges. Derudover er grillet spidskål, ristede gulerødder eller bare grillede grøntsager helt generelt altid godt. Skal der sauce til, så anbefaler jeg en creme fraiche dressing med citron og friskhakkede krydderurter eller en god hollandaise sauce.

Lækre variationer af grillet laks.

Ovenstående opskrift på laks på grill er rimelig simpel, og derfor er der selvfølgelig også masser af muligheder for lækre variationer. I stedet for citron, kan man bruge lime, men man kan også pensle fisken med en hurtig marinade af soja, lime- eller citronsaft, honning og lidt olie for at få et asiatisk “twist”. Eller blot bruge honning, citronsaft og olie, hvis det skal være lidt mere enkelt.

Ift. krydderurterne så kan man stort set bruge den slags, som man kan lide. Dild og persille kan således sagtens erstattes eller suppleres med timian, purløg, kørvel og citron-verbena, eller hvad man nu synes. Jeg bruger gerne massevis af friske krydderurter, da de vokser vildt i havens krukker, men mindre kan sagtens gøre det. Og man behøver selvfølgelig ikke bruge en masse forskellige krydderurter i store håndfulde, hvis man skal ud og købe sig til dem.

Endelig kan laksefileterne erstattes af lignende fisk med skind, fx et par lækre ørredfileter eller en hel ørredside. Prøv også at tilberede en hel ørred med masser af krydderurter og hvidvin på grillen. Det smager fantastisk.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)