Spidskål er en af de grøntsager, jeg altid vender tilbage til. Den er mild i smagen, let sød og har en dejlig sprødhed. Og så synes jeg bare, at den kan noget helt særligt. Både i rå og i tilberedt tilstand. Derfor er spidskål også fast inventar i køleskabet herhjemme hos os. Og uanset hvordan jeg tilbereder den, ender det som regel med at blive en succes. Det gælder også bagt spidskål med flødeost og bacon.
Nem opskrift på spidskål med flødeost og bacon.
Der er noget helt særligt over at tage en simpel grøntsag og forvandle den til noget helt vildt lækkert. Endda med ganske få ingredienser og på få minutter.
I den her opskrift har jeg skåret spidskål i skiver og smurt dem med en cremet flødeost med hvidløg. Osten smelter let ned mellem lagene under bagningen. Det giver både fedme og masser af smag uden at overdøve kålen. Til sidst fordeler jeg bacon på toppen, og så ryger hele herligheden i ovnen. Bagt spidskål er jo bare genialt, når kanterne bliver let brune og karamelliserede, og smagen virkelig får lov til at træde frem.
Og det er faktisk det hele. Så har jeg det lækreste tilbehør. Men jeg ville nu heller ikke tøve med at servere bagt spidskål med flødeost og bacon som let hovedret med salat og brød.
Tip! Se også mine bedste tips til bagt spidskål med flødeost og bacon under opskriften.
Bagt spidskål med flødeost og bacon
Ingredienser
- 1 stk spidskål
- 100 gr flødeost med hvidløg (andre varianter kan også bruges)
- 100 gr bacon i tern
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Fjern de yderste, grove dækblade på spidskålen. Skær herefter kålen i skiver á ca 1½-2 cm og placér skiverne på en bageplade eller bradepande med bagepapir
- Smør flødeost på kålskiverne og krydr med salt og peber. Fordel bacontern på toppen.
- Bag spidskålsskiverne midt i ovnen ved 180 °C (varmluft) i ca 20-25 minutter, indtil kålen er mør og baconstykkerne lysebrune og sprøde.
- Servér spidskålen varm eller lun, evt med hakket persille på toppen, som tilbehør eller let hovedret med salat og brød.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Retten er ikke fryseegnet.
Noter til opskriften.
I stedet for flødeost med hvidløg kan du bruge en hvilken som helst anden flødeost med smag. Fx gul eller grøn pikantost, flødeost med sød chili, trøffel eller hvad du nu har lyst til.Tips til variationer.
I stedet for flødeost med hvidløg, kan du bruge en hvilken som helst anden slags flødeost. Fx gul eller grøn pikantost. Vil du ikke have ost, kan du også pensle kålskiverne med smeltet hvidløgssmør, inden du fordeler bacontern på toppen og bager det hele i ovnen.
Se også – Spidskålssalat | Bagt spidskål med burrata | Stegt spidskål
Du kan kan lave en vegetarisk udgave ved at drysse med revet parmesan, grana padano eller lignende hård ost i stedet for. Du kan endda bruge lidt revet Vesterhavsost, hvis det skal være ekstra godt. Alternativt kan du bage spidskålsskiverne, og fordele smuldret feta eller salatost på toppen, når de kommer ud af ovnen. Skal der lidt ekstra knas til, så top med ristede pinjekerner, hakkede pistacienødder, valnødder eller ristede græskarkerner.
Vil du ikke bruge bacon, så fungerer det også rigtig fint med sprød, lufttørret skinke. Du kan plukke skinken i mindre stykker, og fordele den ovenpå spidskål og flødeost inden bagning, eller du kan bage/stege skinken alene, og blot knuse den over kålstykkerne lige inden servering. Sidstnævnte giver absolut det sprødeste resultat.
