Her i huset er vi ret glade for diverse kartoffeltilbehør – der bliver gerne eksperimenteret og jeg er næsten altid på jagt efter nye, spændende og ikke mindst lækre måder at servere de små knolde på. Hidtil er det blevet til flere forskellige varianter og særligt de her fully loaded hasselback kartofler har været et hit og de samme med disse her pizzakartofler.
Men en decideret hasselback pizzakartoffel havde jeg ikke tænkt på, før jeg for nylig faldt over en video på facebook. Jeg husker desværre ikke længere afsenderen af videoen. Det har formentlig været en eller anden amerikansk madkanal. Men ideen står ret så tydeligt i min erindring og forleden dag var det så blevet tid til at afprøve konceptet.
Hasselback pizzakartofler.
Jeg brugte nogle store, flotte bagekartofler, som blev skrubbet godt, inden jeg skar dem ud som til klassiske hasselback kartofler. Jeg skræller sjældent kartoflerne, for jeg synes, det ser så fint ud, når skindet bliver brunt og sprødt i ovnen. Men det kan man jo gøre, som man lyster.
Man skal passe på med at skære aaalt for tynde skiver i kartoflerne. Så kan det godt blive lidt svært efterfølgende at få manøvreret pepperoniskiver ned i de møre kartofler, uden at de går lidt i stykker. Men ellers er der faktisk ikke noget, som man behøver være opmærksom på. Det er super nemt at lave kartoflerne og de smager forrygende. Og så ser de faktisk også ret fine ud, hvis jeg selv skal sige det.
Vi spiste pizzakartoflerne som hovedret, så jeg beregnede 2 stk til hver. Desuden lavede jeg en blandet salat, som vi fik ved siden af. Nemt og lækkert og ret så mættende men på den gode måde. Kartoflerne kan selvfølgelig også bruges som lidt anderledes tilbehør til eksempelvis kødretter. Og så er jeg sikker på, at de vil være et hit i de fleste børnefamilier. Både at lave og at spise.
Hasselback pizzakartofler
Ingredienser
- 4 store bagekartofler
- 1 spsk olie
- 1 pk pepperoni
- 1 dl tomatsauce
- 100 gr revet ost (fx mozzarella)
- 1 tsk tørret basilikum
Fremgangsmåde
- Skrub kartoflerne og skær dem i tynde skiver uden at skære hele vejene igennem – præcis som til klassiske hasselback kartofler.
- Pensl med lidt olie og bag kartoflerne ved 200 °C (varmluft) i ca 45 minutter. Kartoflerne skal være næsten møre, så bagetiden afhænger lidt af størrelsen.
- Tag kartoflerne ud og stik pepperinoskiver ned imellem rillerne i kartoflerne hist og her. Fordel 1 spsk tomatsauce og revet ost på toppen af hver kartoffel og drys med tørret oregano eller basilikum.
- Sæt kartoflerne tilbage i ovnen og bag dem i yderligere 10-15 min. ved 200 °C til osten er gylden og smeltet.
- Server kartoflerne som hovedret med salat eller som tilbehør til kødretter.
Kan jeg bruge skinke eller bacon i stedet for peperoni? Det er jeg ikke så vild med..
Er kæmpe fan af din inspirerende side 👍
Heidi – Tusind tak for din søde kommentar 🙂 Du kan bruge lige præcis det, som du allerbedst kan lide – det gælder bare om at bruge sin fantasi 😀