Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pizzakartofler med ost og tomat…

6 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Svinekød, Tilbehør
Gå direkte til opskriften

I dag skal det handle om kartofler. Vi spiser nemlig kartofler som tilbehør til aftensmaden et par gange om ugen herhjemme, men da jeg ikke synes, at kogte kartofler hører til blandt verdens mest spændende tilbehør – undtagen når der er tale om nye, danske kartofler med lidt smør – så bliver det til en del kartofler tilberedt i ovnen.

Det bliver derfor til en del hjemmelavede ovnfritter og så de her ristede kartofler, som er super nemme at lave, fordi de bare skal skylles og vendes med lidt olie og krydderier. Derudover varieres der fx med sprøde, knuste kartofler med rosmarin, hasselback kartofler, bagte kartofler fx de her dobbeltbagte kartofler med cheddar, klassiske flødekartofler med timian, italienske flødekartofler, krydrede flødekartofler med tomat og paprika, en lækker kartoffelgratin med bacon og mange mange flere. Når jeg læser tilbage på bloggen, kan jeg godt se, at det er blevet til en hel del kartoffelretter i årenes løb – prøv evt. at kigge her i min kategori med tilbehør.

Alligevel er jeg altid på jagt efter nye måder at tilberede kartofler på og det sidste nye hit herhjemme er disse her skønne pizzakartofler med ost, tomat, sprødstegt chorizo og basilikum. En helt simpel omgang tilbehør, som er nem at tilberede og smager ret meget hen i retning af en pizza med pepperoni.

Vi spiser pizzakartoflerne som tilbehør til hakkebøffer eller stegt kylling, gerne med en god, krydret sauce ved siden af, fx hjemmelavet favoritsauce og synes man, at det bliver for meget med chorizo eller pepperoni, når der også serveres kød ved siden af, så kan man jo bare udelade det. Man kan også bruge kartoflerne som hovedret og blot servere en lækker salat ved siden af – ret perfekt til de dage, hvor appetitten ikke er så stor, fx på grund af en sen frokost eller hvad det nu kunne være.

4,75 fra 4 stemmer

Pizzakartofler med ost og tomat

Samlet tid35 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 800 gr små kartofler
  • 2 spsk olie
  • 2 tsk tørret basilikum
  • 3 spsk friskrevet parmesanost
  • 250 gr små tomater (halverede)
  • 50 gr chorizo eller pepperoni (hakket)
  • sorte eller grønne oliven
  • frisk basilikum

Fremgangsmåde

  • Skrub kartoflerne, men lad skrællen blive på. 
  • Halver kartoflerne og kom dem i en frysepose sammen med olie, tørret basilikum og parmesanost. Vend posen godt rundt, så olie, krydderier og ost fordeles jævnt. 
  • Bred kartoflerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen ved 200 °C (varmluft eller alm. ovn) i ca. 15 minutter.
  • Tag kartoflerne ud af ovnen og placer halve tomater og hakket chorizo eller pepperoni på pladen sammen med kartoflerne. 
  • Sæt bagepladen tilbage i ovnen og bag yderligere 10-15 minutter ved 200 °C indtil kartoflerne er møre og tomaterne bagte. 
  • Anret pizzakartoflerne på et fad og pynt evt. med sorte eller grønne oliven og frisk basilikum.
I stedet for chorizo eller pepperoni i tern, kan man bruge kogt eller lufttørret skinke til kartoflerne. Man kan også droppe kødet og lave en vegetarisk udgave. 
Subscribe
Notify of
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Sonja Diamant Gry
6 år siden

Kære Anne – Kathrine jeg er alene og gør ikke så meget ud af min daglige madlavning…grøntsager, fisk og engang imellem kød. Men efter jeg er begyndt at få din madplan ser mine måltider anderledes ud, da det er tilgængelige opskrifter uden den lange tilberedningstid…mange tak
Hilsen Sonja

Maden i mit liv.
6 år siden

Sonja – Tusind tak for din søde hilsen – det glæder mig, at jeg kan være med til at inspirere med mine opskrifter 😀

Ane Mette
6 år siden

Hej Anne-Katrine.

Vi er en lille familie på 2 voksne og en lille fyr på 2 år. Vi har tidligere fået madkasser leverettil døren, men synes det blev en dyr løsning. Så opdagede jeg ved et tilfælde din blog, tilmeldte mig mail og nu får vi stadig sund og varierende mad samt en lækker godbid til i alt omkring 700-1.000 om ugen…..og vi kan invitere farfar ned og spise med hver dag. Opskrifterne er dejlig nemme og indkøbslisterne er nemme og dele op i 2 ugentlige indkøb.
Mit problem er nemlig at jeg manglede inspiration når jeg også har hektisk fuldtidsjob, barn, mand og hus. Så er din ugentlige mail bare så dejlig nem at arbejde med.

Tak for god inspiration.

Maden i mit liv.
6 år siden

Ane Mette – Tusind tak for din søde hilsen – hvor er det dejligt at høre, at I kan bruge madplanerne og at jeg kan være med til at inspirere med mine opskrifter 😀

Sonja
2 år siden

Det ser lækkert ud.