På denne her tid af året er kartoflerne – efter min mening – ikke særligt spændende at spise som tilbehør i form af kogte kartofler. Til gengæld egner de sig fortrinligt til både kartoffelmos og ovnbagning, får vi engang imellem flødebagte kartofler som tilbehør til aftensmaden. Jeg kan især anbefale denne her opskrift på flødebagte kartofler med timian og cheddarost, som er skønne og møre kartoffelskiver i en cremet sauce med et strejf af timian og ost.
Engang imellem bliver de traditionelle flødekartofler dog udskiftet med denne her “italienske” variant, som i stedet smager af tomat og basilikum. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor de kaldes for italienske flødekartofler, men måske har det noget at gøre med kombinationen af tomater og hvidløg, løg, basilikum, der som bekendt er nogle af de ingrediensker, som går igen i en klassisk lasagne eller spaghetti bolognaise.
Opskriften indeholder væde i form af hakkede tomater, fløde og mælk. Jeg bruger piskefløde, som jeg blander med mælk, for at det ikke skal blive for voldsomt, men man kan også bare bruge ½ L madlavningsfløde og droppe mælken, eller man kan gå all in og bruge ren piskefløde. Ønskes ekstra sauce, kan man tilsætte mere væde i form af lidt vand eller mælk – så skal bagetiden måske lige forlænges med 15 minutter eller deromkring, så saucen ikke bliver alt for tynd, men begynder kartoflerne at blive for mørke på toppen, kan man jo dække fadet til med et stykke stanniol.
De italienske flødekartofler minder måske en smule om denne her kartoffellasagne og jeg skifter lidt imellem at servere kartoflerne som selvstændig hovedret med lidt grønt tilbehør til og som tilbehør til en eller anden form for kød – også med grønt tilbehør til, og så plejer alle at blive mætte og tilfredse. Har man lyst, kan man jo tilsætte lidt ekstra bacon, men jeg synes at 1 pk. bacon i tern er nok og dermed kan kartoflerne jo også fungere som en – næsten – kødfri ret, hvis man eksempelvis har indført en ugentlig, kødfri dag.
Italienske flødekartofler
Ingredienser
- 1 kg kartofler
- 1 pk bacon i tern
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 1 løg (hakket)
- 1 rød peberfrugt (skåret i tern)
- 2 tsk tørret oregano eller basilikum
- 2 tsk paprika
- 1 ds hakkede tomater
- 2½ dl madlavnings- eller piskefløde
- 2½ dl mælk
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skær kartoflerne i tynde skiver og giv dem evt. et hurtigt opkog i 2-3 min i en gryde med letsaltet vand. Hæld vandet fra kartoflerne og fordel dem i et ildfast fad.
- Svits bacontern gyldne og sprøde på en pande. Tilsæt hvidløg, løg og peberfrugt og sauter et par minutter, inden basilikum og paprika tilsættes. Hæld bacon-løg blandingen i en skål sammen med hakkede tomater, fløde og mælk. Smag til med salt og peber – husk at bacon også bidrager med lidt salt.
- Fordel blandingen ovenpå kartoflerne i fadet og sæt fadet i ovnen ved 190 °C (varmluft) i ca. 1 time til kartoflerne er møre og saucen er tyknet let. Server som selvstændig ret med grønt tilbehør eller som tilbehør til kødretter.
Super god opskrift, selvom jeg havde svært ved at få “sovsen” tyk. Vi brugte retten som tilbehør til kogt hamburgerryg. Uhmm…og resten skal i aften gå til alm. danske frikadeller 🙂
Christina – Det glæder mig, at I kunne bruge opskriften. Det er klart, at mængden af fyld og fløde/væde er med til at afgøre konsistensen på den færdige sauce. Når man har lavet kartoflerne et par gange, synes jeg, det bliver lidt nemmere at vurdere, om der skal tilsættes ekstra væde eller ej, når fadet sættes i ovnen 😀
Jeg har for første gang lavet italienske flødekartofler, og det var en fantastisk oplevelse, nem at lave og det smagte rigtig godt . Vi skal have det porchetta der til.
Anette – Tusind tak for din tilbagemelding – så dejligt at høre, at kartoflerne blev en succes 😀
Rigtig god og lækker ret , lavede mørbrad bøffer til samt en frisk salat, det var et hit 🙂🙃
Malene – Nej hvor er det bare dejligt at høre – tusind tak for tilbagemelding 🙂
Hvad med cheddar osten, den fremgår ikke i opskriften, men er nævnt i beskrivelsen?
Helle – Det er fordi, at cheddarosten er nævnt i forbindelse med omtale af en anden slags flødekartofler med cheddarost og timian. Hvis du klikker på den markerede tekst, så kommer du til den opskrift. Jeg bruger dog ikke cheddarost til italienske flødekartofler, hvilket er grunden til, at cheddar hverken er nævnt i ingredienslisten eller i selve opskriftsbeskrivelsen 😀
Smager virkelig dejligt 😍
Tilføjede en røget medister skåeret í tynde skiver med bacon blandingen og midskede noget af kartoffel mængden 👌🏻
Malan – Tusind tak for din hilsen – hvor er det bare dejligt at høre, at opskriften kunne bruges 😀