De her dobbeltbagte kartofler med cheddarost og bacon hører til blandt mine mange favoritter i efterårs- og vintermånederne. Egentlig kunne jeg nok godt spise dem hele året rundt, men om vinteren er bagekartoflerne bare allerbedst. Store, lækre og nemme at bage møre. Så det er der, at de bagte kartofler virkelig skal nydes.
Se også – Dobbeltbagte kartofler med skinke og ost I Bagte kartofler I Hasselback kartofler
Nem opskrift på dobbeltbagte kartofler.
Dobbeltbagte kartofler er skønne som snack og forret eller som tilbehør til hovedretter. Faktisk spiser vi dem også engang imellem som selvstændig hovedret med en lækker salat til. Kartoflerne er jo fyldte med ost og bacon og udgør derfor en fin hovedret i sig selv. Skal de dobbeltbagte kartofler serveres som snack, så brug evt. nogle kartofler, som er lidt mindre, sådan at de kan spises i 1-2 bidder. Så er de perfekte som velkomstsnack eller et rigtig fint indslag i en tapasmenu.
Kartoflerne kan sagtens bages i god tid i forvejen, så man kan uden problemer snige et par kartofler ind i ovnen, når man alligevel er i gang med at bage andre ting, fx lasagne, rugbrød eller lignende. Man skal bare lige være sikker på, at kartoflerne er bagt helt møre, inden der slukkes for ovnen. De dobbeltbagte kartofler kan for øvrigt også sagtens laves af en rest bagte kartofler. Så har man lavet for mange, så er der ingen grund til at smide dem ud.
Tip! Se også mine bedste tips til variationer under opskriften.
Dobbeltbagte kartofler med cheddar
Ingredienser
- 4 bagekartofler
- 1 pk bacon i skiver (ca 100 gr)
- 1 dl creme fraiche
- 100 gr revet cheddarost
- 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
- 1 æg
- salt og peber
- evt friskhakket tomat og persille til pynt
Fremgangsmåde
- Skrub kartoflerne, prik dem med en gaffel og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Kartoflerne skal prikkes, så de ikke "eksploderer" i ovnen.
- Bag kartoflerne ved 200 °C (varmluft) i 45-60, indtil de er møre og gyldenbrune i skallen.
- Alternativt kan kartoflerne bages i mikrobølgeovnen i 8-10 min ved fuld watt. Bag først kartoflerne i 4-5 min på den ene side og så 4-5 min på den anden side. Er kartoflerne stadig ikke møre, så giv dem et par minutter ekstra.
- Imens lægges baconskiverne på en bageplade beklædt med bagepapir og steges sprøde i ovnen i ca. 15 minutter sammen med kartoflerne.
- Lad herefter baconstykkerne afdryppe på et stykke køkkenrulle, inden de brækkes i grove stykker og stilles til side.
- Afkøl de bagte kartofler let, halver dem og skrab indmaden ud af skallen med en ske. Det gør ikke noget, at der sidder lidt kartoffel tilbage i skallen.
- Mos kartoffel-indmaden sammen med creme fraiche, halvdelen af cheddarosten, forårsløg, æg, salt og peber. Hold evt. lidt forårsløg tilbage til pynt.
- Fyld kartoffelmosen tilbage i de tomme kartoffelskaller og drys det sidste cheddarost på toppen.
- Bag kartoflerne ved 200 °C (varmluft) i 10-15 minutter, indtil osten er smeltet.
- Anret de varme kartofler på et fad og pynt med bacondrys og forårsløg samt evt. friskhakket tomat og persille.
Nemme variationer.
Jeg har rørt kartoffelfyldet sammen med forårsløg, creme fraiche, revet ost og æg i denne her opskrift, men mulighederne er virkelig mange. I stedet for creme fraiche kan man bruge en friskost eller flødeost med smag. Det kunne fx være hvidløg eller pikantost. Man kan også tilsætte friskhakket chili, friske krydderurter eller lignende til mosen. Og man kan vende baconstykkerne i mosen, i stedet for at drysse dem på toppen. Bacon kan også fint erstattes af skinke, kylling, chorizo og lignende.
Der er også nogle, der sprøjter kartoffelmosen ned i de tomme kartoffelskaller med en stjernetyl, så mosen danner små stjernetoppe. Det ser rigtig fint ud, men jeg må indrømme, at der slipper min tålmodighed op. Jeg kan desuden godt lide det let rustikke udtryk, og man ser jo næsten ikke kartoffelmosen, når først den er dækket af ost, bacon, forårsløg, tomater og krydderurter.
Jeg funderer lidt over om de kan laves, og så på frost og så bare bages den sidste gang når man vil have dem? (tænker på det energispilde og tid man bruger på første gang). Er det noget du har en ide om :\
Annika – Altså jeg tror ikke, det er en god idé at fryse kartoflerne – tilberedte kartofler får en meget mærkelig konsistens efter at have været frosset. Det er derfor, jeg bager kartoflerne samtidig med, at jeg alligevel har andre ting i ovnen – jeg tror, jeg nævnte det i blogindlægget, men kartoflerne kan jo sagtens ligge og hygge sig ved siden af en lasagne, en langtidstilberedt steg, et rugbrød eller lignende og kartoflerne kan sagtens holde sig i flere dage i køleskabet. Så kan man bare flække dem og lave mosen, samme dag som de skal serveres 😀
Hvilken slags kød vil du servere til disse lækre kartofler
Marianne – Uhhh, de kan bruges til mange forskellige ting. De er fine til en god bøf eller en lækker steg, fx culotte eller roastbeef. Man kan også komme lidt hvidløg i mosen og servere kartoflerne til lam og endelig så er de gode til helstegt kalkunbryst – jeg har en opskrift på kalkunbryst med pikantost og bacon liggende på bloggen og der har jeg engang serveret kartoflerne til. Og så er det altså også gode at spise helt uden kød, med en lækker salat og dressing til 😀
I min søgning på alle former for kartofler på bål, møder jeg jer med dobbelbagte kartofler. Det har jeg lavet for 25 år siden.
Jeg brunede løg og stegte bacontern, som jeg blandede i helt ordinær kartoffelmos, inden jeg kom den tilbage i kartoffelskralden. Så satte jeg kartoflerne tæt på en bageplade og så i fryseren. Efter 1 døgn kommes kartoflerne i en frysepose, hvor man kan hente det antal der er brug for.
De tages direkte fra fryseren og i ovnen på 200 gr i ca 15-20min selvfølgelig afhængig af kartoflens størrelse.
En god ret til uventede gæster eller til en hurtig frokost.
Anne Grethe – Tusind tak for dit gode fif 😀
Nemme og lækre løsninger til travle dage – og oven i købet på den hjemmelavede måde – kan vi jo altid bruge flere af 😀
Kan man lave dem dagen før de skal bruges? Tænkte at bage dem i dag og lave mosen komme det i kartoflerne også i kæleskabet til i morgen, så bage dem de 15-20 min med osten.
Kan man det?
Pia – Ja, du kan sagtens lave kartoflerne dagen i forvejen og bare varme dem inden servering 😀