Kylling i karry hører til blandt danskernes ubestridte livretter. De møre kyllingestykker i cremet karrysauce med kogte ris er et vaskeægte børnefamiliehit, som kan laves på relativ kort tid. Og så er retten jo bare et skønt alternativ til en anden af danskernes livretter, nemlig boller i karry. Nem og lækker hverdagsmad når det er allerbedst.
Se også – Boller i karry I Klassiske frikadeller I Spaghetti carbonara I Spinatlasagne
Nem kylling i karry opskrift.
En klassisk kylling i karry er supernem at lave. I hvert fald i denne her udgave, hvor jeg er gået helt simpelt til værks. Kylling i karry er derfor også en af de retter, som ofte ryger på bordet hjemme hos os, hvis vi har lidt småtravlt, eller ikke har fået planlagt aftensmad. Kort sagt – de dage på vi helst skal finde på noget nemt i løbet af relativt kort tid.
Afhængig af hvad man vælger at komme i saucen, skal der selvfølgelig beregnes lidt tid til at hakke og snitte grøntsager. Men hvis man holder sig til nedenstående udgave, som er nogenlunde plain, så behøver det ikke tage meget mere end 25-30 minutter at lave kylling i karry. Og det kan altså være temmelig rart engang imellem. Jeg kan for øvrigt anbefale at lave en stor portion, når man alligevel er i gang. Det tager omtrent lige så lang tid og så kan man gemme den anden halvdel i fryseren.
Køb ingredienserne hos Nemlig.
Måske har du bemærket den “købsknap” til Nemlig, som er dukket op i nogle af mine opskrifter? Jeg har indgået et virkelig smart samarbejde med Nemlig, hvor du med ét klik på knappen får alle ingredienserne til opskriften lagt i indkøbskurven hos Nemlig. Efterfølgende kan du selvfølgelig rette i kurven, og fjerne de varer du har i forvejen, eller tilføje varer du mangler. Det er både nemt og hurtigt.
Kylling i karry
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 stk løg (finthakket)
- 400 gr kyllingebryst (ca 2-3 stk)
- 100 gr gulerod (revet)
- 1 stk æble (skåret i små tern)
- 3 tsk karry
- 2 spsk hvedemel
- 3 dl hønsebouillon (evt. vand + bouillonterning)
- 2 dl mælk (eller kokosmælk)
- 200 gr ananas (skåret i tern)
- salt og peber
Desuden
- 4 dl ris (jeg bruger jasmin eller basmati)
Fremgangsmåde
- Varm olien op i en gryde og sauter løget heri.
- Skær kyllingen i tern, tilsæt den til gryden og brun kødet godt.
- Tilsæt karry og lad karryen svitse af i et par minutter.
- Kom gulerødder og æbler i gryden og sauter i ca 1 minut. Tilsæt hvedemel og rør rundt, så melet fordeles.
- Hæld bouillon og mælk i gryden, bring blandingen i kog og lad den simre under låg i ca. 20 minutter.
- Tilsæt ananas i tern og smag til med salt, peber og evt. lidt ekstra karry, hvis der ønskes en kraftigere karrysmag.
- Kog risene efter anvisning på pakken og servér kylling i karry med ris og evt. dampet grønt.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Retten kan desuden fryses.
Lækre variationer.
Jeg tilføjer gerne revet gulerod og æble i små tern, når jeg laver kylling i karry. Derudover synes jeg også, at det er noget så lækkert at komme en masse ananas i retten. Men hvis man har et lidt anstrengt forhold til varm ananas, eller frugt i maden i det hele taget, så kan man jo bare udelade det.
Desuden kan der tilsættes alle mulige andre former for grønt til gryden. Fx kan jeg anbefale babymajs, peberfrugt, sugarsnaps, squash i små tern, små bitte broccolibuketter, bambusskud og bønnespirer. Men der findes jo massevis af lækre ting. Det smager for øvrigt også skønt, hvis man erstatter mælken i saucen med kokosmælk.
Kylling i karry som ristaffel.
Sammen med denne her kylling i karry-mango sauce er kylling i karry en rigtig livret hjemme hos os. Gerne serveret a la ristaffel, hvor jeg sætter små skåle med forskellige slags lækker “topping” på bordet, som vi hver især kan drysse ovenpå maden efter smag og behag.
En rigtig hygge-ret, som faktisk også er super god at servere for gæster eller til en børnefødselsdag. Det ser jo bare noget så fint ud med de mange små skåle med lækre toppings. Skal kyllingen serveres som gæstemad/fødselsdagsmad, kan man jo altid vælge at supplere med en ret mere. Fx en gryderet med svinekød eller oksekød, så der er lidt forskelligt.
Vi spiser den lækre, møre kylling og den cremede karrysauce med kogte ris til. Og jeg sværger personligt til jasminris, men man bruger selvfølgelig bare den slags ris, som man foretrækker.
Derudover får vi gerne lidt dampet grønt, fx broccoli, ærter eller lignende ved siden af. Det kommer lidt an på, hvor mange slags toppings jeg serverer og hvad skålene indeholder. Hvis de er fyldt med finthakket løg, peberfrugt, bønnespirer, sugar snaps, bananer, mango og ristet kokos, så synes jeg ikke, at det er nødvendigt at supplere med grønt. Men hvis vi bare får 2-3 skåle med rosiner, kokos og peanuts, så må der gerne tilføjes lidt ekstra grøntsager.
Mega lækkert og ungerne elsker det.
Kristina – Det glæder mig at høre 😀
Nemt og lækkert. Ganske enkelt😀👍
Anni – Dejligt at høre 🙂
Hej jeg har lavet dette her til aften, nøj hvor var det godt. Tak for en rigtig god opskrift.
Dorthe – Velbekomme – hvor er det bare dejligt at høre 😀
Hvad mener du med 3 dl hønsebouillon
Vil det sige 3 dl vand og 1hønsebouillon ?
Eller hvordan 🙂
Isabella – Altså 3 dl hønsebouillon er jo 3 dl hønsebouillon. Om man så vælger at bruge en hjemmekogt bouillon, eller opløse en hønsebouillonterning i 3 dl vand eller bruge koncentreret flydende bouillon + vand, det bestemmer man jo selv. På de fleste af de slags færdiglavede bouilloner, som man køber i supermarkederne, står der, hvordan de skal blandes op med vand 😀
Jeg vil tro målet er når vand og bouillon terning er blandet
Super lækkert! Jeg brugte tre gulerødder, to æbler og en hel dåse kokosmælk, for at få portionen lidt større. Desuden puttede jeg gurkemeje og ingefær i. Kan varmt anbefales 🙂
Julie – Det lyder superlækker det hele – tak for tippet 😀
Dejlig ret varm anbefales.
Hanne – Tusind tak hvor er det bare dejligt at høre 😀
Vi har lavet denne ret i snart 4 år, een gang om ugen. Ros og stjerner til dig 🙂
Anders . Hvor er det bare dejligt at høre 😀
Tak for gode opskrifter, som jævnligt benyttes.
Jeg skal lave mad til en spiseklub for enlige mænd, og kunne tænke mig at lave denne ret.
Da mænd jo ikke er så glade for grøntsager, vil jeg høre, om jeg evt. kan putte lidt flere grøntsager i selve retten? i stedet for at servere dem ved siden af.
Helle – Du kan sagtens komme løg, æbler, ananas, peberfrugt, sukkerærter, forårsløg, gulerødder og lignende rodfrugter i småbitte tern i en portion kylling i karry. Vær dog OBS på, at det ikke er alle, der bryder sig om frugt i maden. Min bedre halvdel tror i hvert fald, at han skal dø 🙂 Alternativt kan du servere kyllingen a la ristaffel, og så stille små skåle med diverse former for topping frem – nogle med finthakket grønt, andre med frugt (bananskiver, æbletern, ananas og lign) og andre igen med peanuts, ristet kokos, chutney osv. Min grøntsagsforskrækkede far er i hvert fald vild med ristaffel, og der ryger en pæn portion grønt ned, når man selv kan få lov til at vælge 🙂
Jeg elsker karrysovs men kan ikke lave opbagt sovs ( eller ret meget andet mad ), så havde håbet at denne ret var redningen, da man bare skal putte melet i. Det bliver noget tyndt sjask også hvis jeg putter maizena i ( jeg øger målene lidt så der er til en 3-4 dage ). Det kunne være fedt at se en video med hvordan man laver det og hvordan konsistensen er.
🙁
Mig – Altså nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor tyk eller tynd du ønsker din sauce 🙂 Men hvis saucen i denne her opskrifter bliver for tynd, så skal du komme lidt mere mel i næste gang du laver den. Problemet er måske også, hvis du laver større portioner til 3-4 dage, for en opskrift opfører sig ikke altid på samme måde, når målene øges. Så prøv evt. kun at lave en med enkelt portion, og kom så mere mel i, indtil du er helt sikker på mængden. Du kan selvfølgelig også komme til at bruge for meget mel, så saucen bliver for tyk, men den kan lidt nemmere reddes, fordi du så bare kommer lidt mere væde (vand, bouillon, fløde eller mælk) i saucen, hvis den er blevet for tyk 😀
Dejlig ret som jeg har lavet mange gange. Er løbet tør for hønseboullion. Har du erfaring med at bruge grøntsagsboullion i stedet:-)?
Lars – Hønsebouillon er jo det naturlige valg til retter med kylling, men du kan sagtens bruges grøntsagsbouillon i stedet for 😀