Jeg synes, at pandekager med fyld er utrolig lækker og velsmagende mad – det være sig både som frokost og aftensmad. Og så er der så utroligt mange muligheder for at variere fyldet. Derfor passer det gerne med, at jeg rigtigt kan få tømt ud i grønsagsskuffen og brugt diverse små rester, når menuen står på fyldte pandekager.
Om vinteren laver jeg ofte madpandekager a la disse her, som smager lidt ligesom forårsruller med fyld af hvidkål, hakket oksekød, løg, gulerødder og masser af krydderier, men om sommeren må fyldet i pandekagerne gerne være lidt lettere, fx ligesom de her spinatpandekager med skinke og ost.
Forleden dag kom jeg dog i stedet spinaten i fyldet sammen med løg og gulerødder og så blev det hele blandet med en pakke friskost, hvilket gjorde fyldet lækkert cremet. En rest hamburgerryg havde jeg også i køleskabet, så den blev skåret i små tern og tilsat fyldet. Hamburgerryggen kunne dog ligeså godt have været udskiftet med lidt skinke, stegt bacon i tern eller helt have været udeladt, så pandekager med ost og spinatfyld kan altså også meget fint serveres for vegetarer, uden at de på nogen måde behøver at sidde tilbage med følelsen af, at være spist af med tilbehør.
Og apropos tilbehør, så lavede jeg en lækker blandet salat med en god creme fraiche dressing, som vi fik til pandekagerne. De mætter i øvrigt godt, pandekagerne altså. Jeg tror, det skyldes spinaten, men jeg kunne i hvert fald ikke spise mere end 3 og Morten 4, så de sidste havde jeg med på madpakke sammen med resterne af salaten. Ikke den dårligste madpakke og jeg elsker, når der er rester fra aftensmaden til frokost dagen efter.
Pandekager med oste-spinatfyld
Ingredienser
- 125 gr hvedemel
- 1 tsk groft salt
- 2 æg
- 2½ dl mælk
- 1 spsk olie
Oste-spinat fyld
- 1 spsk olie
- 1 løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (finthakkede)
- 500 gr frossen, hakket spinat (optøet og presset fri for væde)
- 2 gulerødder (revne)
- 1 pk hamburgerryg eller skinke i skiver (kan udelades)
- 200 gr flødeost naturel (fedtfattig eller almindelig)
- revet muskatnød
- 75 gr revet ost
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Kom hvedemel og salt i en skål. Tilsæt æg, mælk og olie og pisk til en glat pandekagedej.
- Bag tynde pandekager på en varm slip-let pande. Bruges der ikke en pande med slip-let overflade, så brug lidt fedtstof til bagningen.
- Læg pandekagerne på en tallerken og stil dem til side, imens spinatfyldet forberedes.
- Varm olien op i en gryde og sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt hakket spinat, gulerødder og hamburgerryg eller skinke skåret i små tern. Der kan også bruges en rest kød fra aftensmaden.
- Kom flødeost i spinatblandingen, lad den smelte og smag til med revet muskat, salt og peber.
- Fordel 1-2 spsk spinatfyld på hver pandekage og rul dem sammen. Læg pandekagerne i et ildfast fad og drys med revet ost. Gratiner pandekagerne i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 5-10 minutter til osten er smeltet.
- Server de varme pandekager med blandet salat.
Hvor har du bare mange skønne opskrifter som vi lapper i os med største fornøjelse.
Niels – Tusind tak for din søde kommentar – jeg er glad for, at jeg kan være med til at inspirere 😀
hej anne. kan man varme disse pandekager dagen efter når der er spinat i?
Maibritt – Ja, det kan man godt. Jeg ved godt, at der tidligere var tvivl om, hvorvidt man kan genopvarme spinat, men nu har jeg læst så mange forskellige artikler, som forklarer det som en skrøne, så herhjemme er vi nu helt rolige ved at genopvarme madvarer, selvom de indeholder spinat 😀
Sikke en fantastisk side, du har! Tak for skøn inspiration. Jeg er ny her på siden, men fandt dig, da budgettet er lidt stramt her i januar – og derfor søgte efter en billig madplan. Her dukkede din “31 x billig aftensmad” op (jeg klapper stadig af begejstring!). Den er genial! Gennemtænkt, nem og billig! Så tusind tak for hjælpen:-)
En lille konstruktiv feedback er, at den ikke er super nem at finde, hvis man går direkte ind på din hjemmeside.. måske er det mere intuitivt, hvis den ligger under menuen “Madplaner” – og hedder dens navn?? Blot en tanke..
Men igen tusind tak! Igen tvivl om, at du gør en forskel ude i de små hjem:-)
Cita – Tusind tak for din besked – så dejligt at jeg kan være med til at inspirere med nem, lækker og billig mad, når budgettet er lidt stramt. Budgetmadplanen ligger skam allerede under “madplaner” sammen med de øvrige 4 madplaner på budget, som jeg har lavet i tidens løb. Der er nemlig 5 stk i alt, så der er masser af inspiration at komme efter, hvis du på et tidspunkt kører “sur” i den første budgetplan. Jeg har samlet alle planerne lige her 😀
https://madenimitliv.dk/alle-mine-budgetmadplaner-samlet/