Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Risalamande cheesecake i glas.

8 kommentarer
Desserter, Julemad og juleopskrifter, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift risalamande cheesecake i glas med kirsebærgele og hakket hvid chokolade på toppen

Risalamande. Julens absolut mest populære dessert i en cheesecake udgave. Nemlig risalamande cheesecake med sprød kiksebund og en lækker top af kirsebærsauce. Perfekt til adventshygge, julebrunch og dessert til Mortens aften. Eller hvad med en lækker julefrokost, hvor maden ikke behøver at være 100 % traditionel, selvom det stadig gerne må være lidt derned af.

Risalamande cheesecake opskrift.

Jeg har skrevet, at denne her risalamande cheesecake kan laves helt uden brug af husblas, og det kan den faktisk også. Modsat min risalamande kage, som helst skal kunne stå af sig selv, så anrettes denne her dessert nemlig i portionsglas. Og de hjælper altså med til at holde det hele på plads. Derfor kan man sagtens nøjes med at fordele kiks, risalamande og kirsebærsauce i glassene og droppe kirsebærgelé.

Alligevel vil jeg godt opfordre til, at man på et tidspunkt giver husblassen en chance, og prøver at lave kagen som beskrevet i opskriften. Der er nemlig tale om den nemmest måde at arbejde med husblas på, og det kan stort set ikke gå galt. Jeg har beskrevet det nærmere nedenunder opskriften.

Tip! Se mine bedste tips til risalamande cheesecake under opskriften.

3,98 fra 48 stemmer

Risalamande cheesecake

Hviletid1 time
Samlet tid1 time 45 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

Kiksebund

  • 100 gr digestive kiks (eller julesmåkager)
  • 40 gr smør (smeltet)

Risalamande

  • 200 gr kold risengrød (brug evt denne her opskrift)
  • 75 gr flødeost naturel
  • 40 gr flormelis
  • 50 gr mandler (smuttede og hakkede)
  • 1 vaniljestang (eller 2 tsk vaniljesukker)
  • 1 dl piskefløde

Kirsebærtop

  • 2 dl kirsebærsauce
  • 2 ark husblas (kan udelades)

Fremgangsmåde

  • Kom kiksene i en frysepose og knus dem med en kagerulle eller lign.
  • Hæld smeltet smør i posen og ryst den grundigt, så smørret fordeles.
  • Fordel kikse-smulderet i 4 portionsglas.

Risalamande

  • Rør risengrøden blød og tilsæt flødeost, flormelis, hakkede mandler og kornene af vaniljestangen. Rør igen til en blød og cremet konsistens.
  • Pisk fløden til skum og vend den i risengrøden. Smag evt. til med ekstra flormelis.
  • Fordel risalamanden ovenpå kiksebunden i portionsglassene.

Kirsebærtop.

  • Udblød husblassen i koldt vand i ca 10 minutter.
  • Kom kirsebærsaucen i en gryde og varm den på komfuret. Den skal ikke koge.
  • Tag gryden af varmen, knug vandet af husblassen og kom den direkte ned i den varme kirsebærsauce. Rør rundt så husblassen opløses.
  • Afkøl kirsebærsaucen til den er lillefingervarm og fordel den ovenpå risalamanden. Lad herefter kirsebærgeléen sætte sig i ca 1 time på køl.
  • Vil man ikke bruge husblas, så skal kirsebærsaucen ikke varmes, men bare fordeles ovenpå risalamanden i portionsglassene.
  • Pynt evt glassene med hakket hvid chokolade og guldkugler inden servering.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Desserten er ikke fryseegnet.

 

Se også – 

 

Appelsinris 

 

Risalamande kage 

 

Tips til opskriften.

  • Jeg har pyntet de færdige portionsglas med grofthakket, hvid chokolade og de smukkeste guldkugler af chokolade købt i Salling Super i Aarhus.
  • Alternativ pynt kunne være hakkede nødder, mandler eller fine, grønne pistacienødder. Eller hvad med brændte mandler? Hakket mørk chokolade eller mælkechokolade ser også fint ud i stedet for hvid chokolade. I sidste ende er der jo ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Man pynter bare desserterne, som man synes.
  • Man kan sagtens servere risalamande cheesecake til dessert juleaften. Man skal bare huske at komme en hel mandel i en af portionerne, inden kirsebærsaucen og pynten fordeles på toppen.
  • Risalamande cheesecake kan uden problemer laves dagen i forvejen og blot opbevares på køl. Vælger man at toppe med kirsebærsauce i stedet for kirsebærgelé, er det dog bedst at vente med at hælde saucen på indtil lige inden servering.

Se også – Risengrød I Risalamande I Cheesecake i glas uden husblas

Få succes med husblas.

Er man nervøs for at arbejde med husblas, så er en dessert som denne her et perfekt sted at starte og få samlet lidt erfaring. Husblassen skal nemlig hverken smeltes, tempereres eller vendes sammen med cremer eller fromager.

Den skal bare udblødes i koldt vand og dumpes direkte ned i gryden med varm kirsebærsauce. Efterfølgende er der kun tilbage at røre i gryden, indtil husblassen er opløst, afkøle saucen let, fordele den på desserterne og stille dem på køl. Job done.

Subscribe
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Diana
2 år siden

Kan man bruge noget andet end flødeost eller undlade det, hvis nu man ikke er til det?

Camilla
2 år siden

Hej,

Kan man ikke risikere at risalamanden smelter, når man hælder kirsebær-gelé ud over?

Anette
2 år siden

Hvis jeg gerne vil lave den i en lidt stor springform er 1 1/2 portion så nok? Vi er 6 mennesker der skal nyde desserten

Anette
2 år siden

Hej igen😊
Kan du fortælle hvor meget risengrød du koger…hvor meget mælk/ris for at have 200 g risengrød? Og min springform er 27 i diameter så jeg er ude i en dobbelt portion👍