For nogle uger siden lavede jeg for første gang kartoffelskiver med ost og tomat som tilbehør til vores aftensmad og jeg kan roligt sige, at det blev lidt af et hit. Forleden aften var det så endelig blevet tid til at prøve et lille twist af den oprindelige udgave, nemlig søde kartofler med ost og tomat. Og jeg må være ærlig og indrømme, at det var lige før de smagte endnu bedre end de originale kartofler.
For en god ordens skyld skal jeg måske lige nævne, at jeg er mere end almindeligt begejstret for søde kartofler. Jeg bruger dem derfor i løbet af hele året, når jeg kan komme til det, fx til sød kartoffelsuppe og sammen med ovnbagte rodfrugter. Heldigvis er de søde kartofler jo efterhånden blevet så populære herhjemme, at man kan købe dem i alle supermarkeder. For bare 10 år siden var de nærmest umulige at opdrive og jeg fik dem primært, når vi var i USA.
>> Se også min opskrift på pommes frites af søde kartofler her.
Der er en smule mere arbejde i at bruge søde kartofler til kartoffelskiverne i stedet for almindelige bagekartofler, men det er primært fordi, at de søde kartofler skal skrælles. Derefter er arbejdsgangen helt den samme og jeg vil stadig vove den påstand, at der er tale om både lynhurtigt og lækkert tilbehør, som kan klargøres på bare 10 minutter, inden det sættes i ovnen.
Egentlig havde jeg tænkt, at de søde kartofler med ost og tomat skulle udgøre tilbehøret til vores aftensmad. Men på en eller anden måde endte vi med helt at droppe kødet. I stedet stod menuen på blandet salat, brød og hummus og så de lækre kartoffelskiver. Desuden lavede jeg en lynhurtig og simpel guacamole af 1 avocado, 1 spsk creme fraiche, lidt hvidløg, limesaft og salt, som blev blendet med stavblenderen til konsistensen var silkeblød og cremet.
Guacamolen spiste vi ovenpå kartoffelskiverne og det var ganske enkelt en forrygende kombination. Jeg er dog overbevist om, at en moden avocado skåret i grove tern og toppet op på kartoflerne, evt. sammen med en smule creme fraiche, limesaft og lidt finthakket chili, også vil være et hit. Faktisk er jeg helt sikker på, at det er en variant, som vi skal prøve, næste gang der står søde kartofler med ost og tomat på menuen. Og mon ikke vi kan nå at få det et par gange i sommerens løb. Det håber jeg.
Søde kartofler med ost og tomat
Ingredienser
- 2 store søde kartofler (eller 4-6 små søde kartofler)
- olivenolie
- 100 gr revet cheddarost
- 100 gr små tomater (skåret i tern)
- friskhakket basilikum
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skræl kartoflerne og skær dem i skiver á ca 1½ cm tykkelse.
- Læg kartoffelskiverne på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem med olivenolie og drys med salt.
- Bag kartoflerne ved 200 °C (varmluft) i 30-40 minutter, indtil de er gennemtilberedte og møre i midten.
- Imens blandes revet ost, tomater og friskhakket basilikum i en skål og smages til med salt og peber.
- Tag kartoflerne ud af ovnen og fordel ostefyldet på toppen af kartoffelskiverne. Stil dem tilbage i ovnen og bag dem i yderligere 10 minutter ved 200 °C (varmluft) indtil osten er smeltet og toppen er gylden.
- Pynt evt. med lidt ekstra basilikum og server.