Thousand island dressing var, uden sammenligning, min favoritdressing igennem hele min barndom. På salater, i hjemmelavede burgere, til rejecocktails, tunmousse og avocado med rejer. Og jeg har ikke været ret gammel, da jeg lærte, at lave min egen “lyserøde dressing”, som jeg kaldte den dengang. Dog i en simplere version med creme fraiche, ketchup og paprika. Og selvom der sidenhen er kommet hundredevis af lækre alternativer til, så er der altså noget ved den klassiske thousand island dressing, der stadig holder 100 %
Se også – Tunmousse med laks og rejer I Rejer med avocado I Rejecocktail
Nem opskrift på thousand island dressing.
Jeg tror, at thousand island og den klassiske creme fraiche dressing hører til blandt danskernes absolutte favorit dressinger. Og jeg indrømmer da også gerne, at vi har en flaske af hver stående stående i køleskabet igennem hele sommeren. For der går en hel del dressing til sommerens mange, skønne salater, og nogle gange er det altså bare nemmere, hvis man lige kan gribe flasken i køleskabet.
Men man bør også unde sig selv at lave en hjemmelavet thousand island dressing engang imellem. Det smager forrygende godt og så er det faktisk ret nemt. Desuden er dressingen lavet på den slags ingredienser, som man som regel har stående i køleskabet i forvejen. Og så er den jo bare oplagt til alt lige fra burgere til pil-selv-rejer.
Tip! Se også tips til variationer af dressingen under opskriften.
Thousand island dressing
Ingredienser
- 4 spsk creme fraiche
- 1 spsk mayonnaise
- 1 spsk ketchup
- 1 spsk sød chilisauce
- 1 spsk finthakket, syltet drueagurk eller cornichon (kan udelades)
- ½ tsk paprika
- 2 spsk citronsaft (eller 1 tsk hvidvinseddike)
- evt et nip sukker
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Kom creme fraiche i en skål.
- Tilsæt mayonnaise, ketchup, sød chilisauce, syltet drueagurk og paprika og rør sammen til en dressing.
- Smag til med citronsaft, evt. et nip sukker, salt og peber.
- Lad dressingen trække på køl indtil servering.
- Thousand island dressing kan holde sig i køleskabet i en uges tid, hvis det opbevares tildækket. Dressingen er ikke fryseegnet.
Skønne alternativer.
Det kan være svært at angive den perfekte opskrift på en thousand island dressing. For det er jo helt op til den enkeltes smag og behag, hvor sød, syrlig eller skarp dressingen skal være. Derfor vil jeg også opfordre til, at man giver sig tid til at smage dressingen godt til og bliver ved, indtil smagen sidder lige i skabet.
Jeg bruger en base af creme fraiche og supplerer med en smule mayonnaise. Men vil man gerne have en fyldigere dressing, så kan man bruge halvt creme fraiche og halvt mayonnaise. Derudover bruger jeg ketchup og sød chilisauce, som bidrager med fylde og sødme. Derfor smager jeg sjældent til med sukker til sidst, men dette er jo også individuelt.
Endelig er jeg af den overbevisning, at der SKAL være finthakkede, syltede drueagurker, cornichoner, pickles eller lignende i en thousand island, hvis den skal være helt rigtig. Hvem husker ikke de småbitte, grønne tern af syltet agurk i de færdigkøbte thousand island dressing varianter fra supermarkedet?
Dog kan man sagtens udelade finthakket, syltet agurk, hvis man ikke bryder sig om “klumper” i dressingen. Og det er selvfølgelig også lidt fjollet at anskaffe sig et helt glas syltede drueagurker eller cornichoner, hvis man kun bruger ½ agurk. Evt. kan man så i stedet erstatte med 1 spsk sød relish med pickles eller lignende.
Hvor meget vil du lave til 70 personer? Til buffet hovedret
Mette – Jeg vil beregne 1/4-1/2 dl pr. person. Det kommer lidt an på, om dressingen skal bruges ovenpå salat (1/4 dl), eller om den skal bruges som “sauce” (1/2 dl). Og selvfølgelig også om der er andre former for dressing/sauce 🙂