Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Tyrkisk pide med oksekød.

9 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Hverdagsmad, Oksekød, Opskrifter, Tærte - opskrifter på tærter
Gå direkte til opskriften

I dag skal det handle om en superlækker, tyrkisk pide med oksekød, som jeg lavede til aftensmad for nylig og serverede med blandet salat og hjemmelavet creme fraiche dressing med masser af hvidløg og friskhakkede krydderurter. Nem og lækker hverdagsmad, som er sådan en lidt sjov kombination af pizza og en halvåben calzone. Og så er den friskbagte pide altså bare helt uimodståelig, så den kan nemt gå hen og blive en ny familiefavorit.

>> Se også min bedste opskrift på hjemmelavet pizzadej til tynde og sprøde pizzaer lige her. 

Pide er tyrkernes svar på en pizza og præcis som med pizzaer, så kan en pide fyldes med alt imellem himmel og jord. Der er som sådan ikke noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan virkelig anbefale en pide med oksekødsfyld, feta og hvidløg eller ost og krydret pølse (fx sucuk eller pepperoni). Derudover er det virkelig lækkert med masser af friskhakket persille, som ikke bare pynter, men også smager rigtig dejligt til det krydrede fyld. Hvis man synes, kan man også slå et æg ud i hver pide og lade det stege med i ovnen, så det bliver til et spejlæg. Det ser både fint ud og smager skønt.

Selve dejen til pide er ret nem og lige ud ad landevejen at lave og den består af vand (og måske lidt mælk), gær, salt, sukker, olie og hvedemel. Det er det hele og dejen kan enten samles i hænderne eller ved hjælp af en køkkenmaskine. Når dejen er færdighævet, skal den rulles ud til tynde ovaler, som pensles med æg og samles om fyldet, så det kommer til at ligne små både eller kanoer. Det afhænger vist lidt af øjnene der ser. Dejen kan hæves efter anvisning i opskriften herunder, men har man været ude i ekstra god tid, så kan man også lade dejen hæve ved stuetemperatur i ca 1 time og derefter slå den ned og lade den hæve yderligere 2-3 par timer på køl. Det bestemmer man jo selv.

Jeg siger ikke, at nedenstående opskrift på nogen måde er original eller klassisk, for det er min viden omkring tyrkisk mad slet ikke omfattende nok til. Men denne her pide smager dejligt og på en grå og regnfuld dag er det jo helt fantastisk, at man kan trylle lidt sommerferiestemning og hyggelige ferieminder frem på tallerkenen, bare ved at gå en tur i køkkenet. Pide er desuden et hit som en lille appetizer til gæster og helt uimodståelig som pre-dinner snack på terrassen om sommeren, imens man venter på, at grillen skal blive varm og kødet stegt.

4,67 fra 15 stemmer

Pide med oksekød

Hæve- og bagetid1 time 15 minutter
Samlet tid1 time 45 minutter
Antal: 4 stk

Ingredienser

  • 1,5 dl vand (lillefingervarmt)
  • 25 gr gær
  • 1 tsk salt (jeg bruger groft salt)
  • 1 tsk sukker
  • 250 gr hvedemel (samt lidt til udrulning)
  • 2 spsk olie

Oksekødsfyld

  • 1 spsk olie
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 1 stk løg (hakket)
  • 400 gr hakket oksekød
  • 1 ds hakkede tomater
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 2 spsk sød chilisauce
  • salt og peber

Desuden

  • 150 gr revet ost
  • 1 stk æg (til pensling)
  • 25 gr smør (smeltet)
  • 1 stk rødløg
  • 1 bdt persille

Fremgangsmåde

  • Hæld vandet i en skål og opløs gæren heri.
  • Tilsæt salt, sukker, hvedemel og olie og ælt til en blank og smidig dej.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.

Oksekødsfyld

  • Opvarm olien i en stor gryde og sauter hvidløg og løg heri, til de bliver klare.
  • Tilsæt oksekød og brun det godt. Tilsæt herefter hakkede tomater, paprika, spidskommen og chilisauce.
  • Lad kødsaucen simre i ca 10 minutter. Smag herefter til med salt og peber.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 4 lige store stykker. Rul hvert stykke ud til en oval/rektangel på ca 10 x 20 cm.
  • Flyt dejstykkerne over på 2 bageplader beklædt med bagepapir og pensl kanterne på dejen med sammenpisket æg.
  • Fordel oksekødsfyldet på midten af hvert dejstykke og drys med revet ost på toppen.
  • Fold dejkanterne op om fyldet og luk til i enderne ved at knibe dejen sammen, så det kommer til at ligne en lille båd. Pensl til sidst med sammenpisket æg.
  • Bag ved 225 °C (varmluft) i 12-15 minutter, indtil dejen er gennembagt.
  • Pensl hver enkelt pide med lidt smeltet smør og server dem varme, evt. med rødløg i tynde både og friskhakket persille på toppen.
  • Pide er bedst friskbagte, men de kan spises kolde. De kan desuden fryses.
Pide kan fyldes med alt muligt og man behøver bestemt ikke bruge oksekød. En anden mulighed kunne være fetaost med persille og hvidløg eller ost og pepperoni. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Subscribe
Notify of
9 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Ilse
4 år siden

Uhm…..det skal helt sikkert prøves 😋 Vil dog lige spørge om du tror man kan udskifte lidt af melet med en grovere type?

Ilse
4 år siden

Tak for svar og en god huskeregel👍

Kristina
3 år siden

5 stars
Jeg skal lave dem senere og glæder mig helt vildt 🤩 Men skal der slet ikke æg i dejen?

Helle
3 år siden

5 stars
De røg direkte ind på favoritlisten herhjemme, og skal helt sikkkert snart på bordet igen.
Rigtig lækker dej – både at arbejde med og servere.

Mette
1 år siden

Hvilken chilisauce bruger du til denne opskrift?