Det er jo ikke så ofte, at man har lejlighed til at lave lagkager. Det begrænser sig ofte til fødselsdage og særlige lejligheder. Men nu er det sådan, at jeg har en lang liste med opskrifter, som jeg gerne vil prøve. Og madretter, som jeg gerne vil smage. Og den bliver bestemt ikke kortere. Så indimellem må man tage konsekvensen. Og derfor jeg har i dag lavet en lækker rutebilslagkage, som vi har fået til en kop eftermiddagskaffe i haven.

Andre skønne lagkager – Valnøddelagkage fra Svinkløv I Daim islagkage I Sommerlagkage med jordbær 

Rutebilslagkage – den nemmeste lagkage.

For at være helt ærlig, så havde jeg aldrig smagt en lagkage med rutebiler, før jeg lavede denne her. Jeg har hørt virkelig meget om dem, men ikke smagt. Men jeg har ofte hørt lagkagen omtalt som “vildt lækker og meget nem at lave” og sådan noget kan jeg jo ikke sidde overhørig. Jeg var nødt til at smage den berømte lagkage.

Hvor nem lagkagen skal være, afhænger helt af, om man bruger hjemmelavede lagkagebunde, eller køber dem. Ikke fordi det er svært at bage sine egne bunde, og det smager forrygende godt. Men man lægger jo lige en ekstra arbejdsgang til opskriften. Jeg indrømmer blankt, at jeg købte bundene denne gang, men jeg kan kun anbefale, at man bager bundene selv. Det giver altså lige lidt ekstra til kagen.

Rutebilslagkage

Tips til lagkagefyld.

Selve kagen består i al sin enkelthed af flødeskum, som vendes sammen med knuste rutebiler og en smule kakao. Derefter fordeles rutebils-flødeskummet imellem 3 lagkagebunde og så er lagkagen færdig. Mere simpelt kan det næppe blive. Jeg har hørt fra flere, at det smager virkelig godt, hvis man også tilføjer et par bananer i skiver til fyldet. Eller syltede mandariner fra dåse.

Men nu er vi jo i juli måned. Så jeg tænkte, at det ville være superlækkert at bruge friske jordbær som modspil til chokoladen. Derfor købte jeg en bakke danske jordbær, som jeg hakkede groft og fordelte imellem bundene sammen med rutebilscremen, hvilket var et hit. Jeg tænker derfor, at det er helt oplagt med sød-syrlige bær som hindbær, blåbær og jordbær i sommermånederne. Og til efteråret kunne jeg sagtens finde på at lave lagkagen igen og prøve med banan.

Derudover har jeg hørt, at man kan smøre bundene med frugtmos, fx abrikosmos eller æblemos. Det giver også et lækkert og syrligt modspil til den søde creme. Og endelig tænker jeg, at den formentlig heller ikke vil tage skade af et lag god, gammeldags hindbærmarmelade, solbærmarmelade eller appelsinmarmelade. Men det bestemmer man jo selv. Og man laver selvfølgelig bare kagen, som man kan lide den og allerhelst vil have den.

Rutebilslagkage
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Lagkage med rutebiler

Samlet tid30 min
Antal: 10 stykker

Ingredienser

  • 5 dl piskefløde
  • 1 spsk kakaopulver (bage- og drikkekakao)
  • 225 gr rutebiler (1 pakke)
  • 3 kakao lagkagebunde (gerne hjemmebagte lagkagebunde)
  • 1 bk friske jordbær (eller 2 bananer i skiver)
  • evt. hakket chokolade til pynt

Fremgangsmåde

  • Pisk fløden til skum.
  • Kom rutebilerne i en frysepose og knus dem til fint pulver med en kagerulle. Der sker ikke noget ved, at der er et par enkelte, større stykker rutebil tilbage.
  • Kom knuste rutebiler og kakaopulver i flødeskummet og vend rundt så det hele blandes.
  • Nip jordbærrene og skær dem i grove stykker. Husk at gemme et par fine jordbær til pynt.
  • Læg en lagkagebund på et kagefad og fordel et lag rutebils-flødeskum og halvdelen af jordbærrene på bunden. Gentag med den næste bund og slut af med den 3. bund øverst.
  • Smør kagen op med det sidste rutebils-flødeskum, men gem en smule, hvis der skal pyntes med rosetter på toppen af kagen.
  • Drys med revet chokolade på toppen af kagen og pynt med jordbær skåret i kvarte og evt. rosetter sprøjtet ud af det sidste rutebils-flødeskum.
  • Lad gerne kagen trække et par timer på køl inden servering. Kagen kan også laves dagen før og trække på køl natten over, så den rigtigt får tid til at samle sig.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)