Pastitsio med oksekød.

8 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Oksekød, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Pastitsio er Grækenlands svar på lasagnen. Dvs. et lækkert fad med pasta, krydret kødsauce og bechamelsauce lagt i lag og bagt i ovnen. Comfort food når det er allerbedst og en rigtigt familie-livret. Fantastisk aftensmad til både hverdag og weekend. Gerne med en græsk salat med masser af feta og gode oliven til.

Se også – Græsk farsbrød I Moussaka I Græsk kartoffelsalat I Tzatziki

Pastitsio opskrift.

Præcis ligesom der findes et væld af opskrifter, når det kommer til den klassiske lasagne, så findes der også en masse forskellige opskrifter på pastitsio. Og det er svært at finde en opskrift på pastitsio, som er helt “rigtig”, for enhver græsk husmor har formentlig sin egen.

En af de væsentligste forskelle på lasagne og pastitsio er krydringen. Hvor man i Italien som regel bruger oregano og basilikum, når kødsaucen skal tilsmages, så bruger man i Grækenland allehånde, nellike og kanel. Måske ikke nødvendigvis alle krydderierne på én gang, men man kan jo prøve sig lidt frem.

Jeg har skelet til de forskellige former for pastitsio, som jeg har fået serveret i Grækenland, og efterfølgende udviklet nedenstående opskrift, som er den vi allerbedst kan lide herhjemme. Og den er helt perfekt til vores smag.

Tip! Se mine øvrige tips til at lave en lækker pastitsio under opskriften.

4.58 fra 7 stemmer

Pastitsio (græsk lasagne)

Koge- og bagetid1 t
Samlet tid1 t 30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

Kødsauce

  • 2 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (finthakkede)
  • 450 gr hakket oksekød (kan erstattes af hakket lam eller kalv/flæsk)
  • 2 spsk tomatpure
  • 1 ds hakkede tomater
  • dl tør hvidvin eller rødvin (kan erstattes af vand)
  • 1 kanelstang (kan erstattes af ½ tsk stødt kanel)
  • 2 tsk tørret oregano (kan erstattes af timian)
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 1 nip sukker
  • salt og peber

Bechamelsauce

  • 30 gr smør
  • 5 spsk hvedemel
  • 5 dl mælk
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 75 gr revet pecorino eller parmesanost
  • 1 æg
  • salt og peber

Desuden

  • 400 gr macaroni eller bucatini pasta (der kan også bruges penne eller lign)

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en gryde og sauter løg og hvidløg heri, indtil de bliver klare.
  • Tilsæt hakket oksekød og brun kødet godt.
  • Tilsæt tomatpure, hakkede tomater, vin og krydderier til gryden og lad kødsaucen simre ved svag varme uden låg i ca 30 minutter, indtil den er tyk og cremet.
  • Fjern kanelstangen fra saucen og kassér den. Smag til med sukker, salt og peber.

Bechamelsauce.

  • Smelt smørret i en gryde og rør mel ud i smørret.
  • Tilsæt mælk og pisk grundigt, så der ikke dannes klumper.
  • Bring gryden i kog og lad den koge i et par minutter, så saucen tykner.
  • Tilsæt revet muskatnød og pecorino/parmesan og smag til med salt og peber.
  • Lad saucen afkøle i ca 15 minutter. Pisk herefter ægget i saucen.
  • Kog macaroni eller pasta efter anvisning på pakken.
  • Afdryp macaronien i en sigte. Hæld herefter macaronien i et ildfast fad. Er det svært at fordele macaronien jævnt så klip lidt i pastaen med en saks – så bliver det nemmere.
  • Fordel kødsaucen ovenpå macaronien og slut med bechamelsaucen på toppen.
  • Bag fadet ved 200 °C (varmluft) i ca 30 minutter, indtil overfladen er fint gylden.
  • Lad gerne retten trække i 5-10 minutter, inden den udskæres. Så får den tid til at samle sig og bliver mere skærefast.
  • Bliver der rester, så kan pastitsio gemmes på køl i 2-3 dage og genopvarmes. Den kan desuden fryses.

 

Se også – 

 

Græsk salat

 

Græsk tzatziki

Tips til opskriften.

I de fleste opskrifter på pastitsio (og i mange andre græske gryderetter) indgår kanel. Jeg synes personligt, at det lillebitte strejf af kanel giver en skøn dybde og en god smag til maden. Men synes man, at der bliver lidt for meget risengrød og julestemning over maden, så udelader man bare kanel. Alternativt kan det erstattes med lidt stødt nellike eller allehånde.

Til en original græsk pastitsio bruges græske macaroni, og de kan i sagens natur være lidt vanskelige at skaffe. Det samme gælder almindelige macaroni, som også efterhånden er blevet et sjældent syn. I bund og grund kan en hvilken som helst pasta bruges til pastitsio. Jeg anbefaler dog en pasta med hul i, som kan suge den gode sauce til sig. Fx penne eller bucatini, som blandt andet kan købes i Føtex og Bilka.

8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mia
4 måneder siden

Hvornår skal æg’et bruges?

Nu har jeg kigget opskriften igennem et hav af gange og kan ikke lure hvornår ægget skal i 🤣

Mia
4 måneder siden

Tusind tak. 🙂 Er det for at få tykkelse i bechamel?

Og tusind tak for en fantastisk madblog jeg bruger den hver uge som inspiration og ideer til ugens madplan👏💚

Rejs Dig Lykkelig
4 måneder siden

Tak for den lækre opskrift! 🙂

Sveske
2 måneder siden

velbekomme siger jeg bare, fantastisk ret vi er vilde med den her hjemme. jeg kommer fint revet gulerødder i, kanel og rødvin gøre bare noget i retten. tak for den skønne ret..

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)