De fleste af os kender vist til nachos. Sprøde majschips med masser af smeltet ost serveret med salsa, guacamole og creme fraiche. En rigtig café klassiker, som er noget så hyggelig at dele. Nachos er en mexicansk/amerikansk opfindelse, og har som sådan ikke noget med Grækenland at gøre. Men ikke desto mindre er de her græske nachos et fantastisk lækkert alternativ til originalen. En nem lille forret eller snack, fx til et glas vin på terrassen en lun sommerdag. Helt perfekt til gæster eller bare lidt selvforkælelse sammen med familien.
Se også – Græsk salat I Hjemmelavede tortillachips I Gucamole
Græske nachos opskrift.
Jeg laver de græsk-inspirerede nachos af almindelige tortillachips, som toppes med en fintsnittet, græsk salat med feta og oliven. Retten er dog uden den smeltede ost, som man ellers forbinder med nachos.
I stedet spiser vi de græske nachos ved at “skovle” salaten op på de små tortillachips, og i grunden er der vel tale om en lidt avanceret form for chips og dip. Faktisk kan man uden problemer anrette toppingen i en skål for sig selv og i stedet “skovle” den op med lune pitabrød eller fladbrød skåret i små trekanter. Det smager også godt.
Vil man gerne have ekstra snaskede nachos, så kan man lave dem på klassisk vis ved at fordele revet ost ovenpå tortillachipsene og smelte det hele i ovnen eller mikroovnen. Til sidst fordeles den græske topping fordeles øverst.
Tip! Se også tips til græske nachos under opskriften.
Nachos (græske)
Ingredienser
- 200 gr tortillachips med salt
- 200 gr cherrytomater
- ½ agurk
- ½ peberfrugt
- 1 rødløg
- 100 gr feta eller salatost
- 1 dl græsk yoghurt (eller creme fraiche)
- oliven (kan udelades)
- evt. friskhakket persille
Fremgangsmåde
- Bred tortillachips ud på et fad. De kan evt. først lunes let i ovnen eller mikroovnen.
- Klargør grøntsagerne - skær tomaterne i halve eller kvarte. Skær agurk og peberfrugt i små tern. Skræl løget og hak det fint.
- Fordel grøntsagerne ovenpå tortillachipsene og smuldr fetaen ovenpå.
- Fordel græsk yoghurt i små klatter og pynt med oliven og evt. friskhakket persille på toppen
- Server straks. Chipsene bliver bløde pga fugt fra grøntsagerne, hvis de græske nachos får lov til at stå alt for længe.
Tips til opskriften.
- Skal de græske nachos serveres for gæster, kan man sagtens lave toppingen i forvejen. Det er dog bedst at vente med at samle det hele til lige inden servering, da de sprøde chips godt kan blive lidt bløde pga fugten fra bl.a. agurk og tomater, hvis de står for længe.
- Skal de græske nachos være ekstra snaskede, så kom en masse revet ost på toppen og giv dem 3-5 minutter i mikrobølgeovnen, indtil osten er smeltet. Herefter fordeles grøntsager, feta, yoghurt og oliven på toppen.
- I stedet for at lave nachos, kan man anrette den finthakkede græske salat i en skål (evt på en bund af græsk yoghurt) som en dip. Dippen “skovles” op med tortillachips eller lune pitabrød skåret i trekanter.