Pasta med kebab og svampe. Måske en lidt spøjs kombination, da lige præcis pasta og kebab kommer fra 2 helt forskellige køkkener. Men ikke desto mindre vildt lækkert og et af de eksperimenter, som jeg især har høstet ros for herhjemme på det seneste. Det er nemlig slet ikke nogen dårlig idé, at bruge krydrede kebabstykker i en cremet pastaret.
Nem opskrift på pasta med kebab.
Den her pasta med kebab og svampe kan være klar på ca 20 minutter. Og det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at der bruges færdiglavet kebab. Du er naturligvis velkommen til at lave din egen, hjemmelavede kebab, men så må jeg være ærlig og sige, at jeg synes, det vil være synd at bruge den i en pastaret. En hjemmelavet kebab skal nydes i pitabrød eller fladbrød med salat, dressing, chili og hvidløg. Bare min mening.
Se også – Pasta med skinke og ærter I Spaghetti Carbonara I Pasta med pesto
Jeg har brugt oksekebab til retten, da jeg synes, det passer perfekt sammen med løg og champignons. Lidt som en lækker pastaret med oksekød og svampe på en italiensk restaurant. Er du mere til kebab med lam eller kylling, så er jeg sikker på, at det også vil være et hit. Og grøntsagerne er du jo også selv herre over. Jeg er fx sikker på, at retten kan laves i en forrygende sommerudgave med kyllingekebab, squash og peberfrugter. Og så måske en sjat hvidvin i saucen. Mulighederne er mange, og jeg glæder mig allerede til at eksperimentere videre.
Tip! Se også mine bedste tips til pasta med kebab under opskriften.
Pasta med kebab og svampe
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 stk løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 200 gr champignons (skåret i skiver)
- 300 gr oksekebab (lam eller kylling kan også bruges)
- 400 gr pasta
- 300 gr flødeost naturel (eller med smag)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm olien på en pande og sauter løg og hvidløg til de bliver klare.
- Tilsæt champignons og steg dem indtil væden fra svampene er fordampet.
- Tilsæt kebab og steg i 3-5 minutter til kødet har stegeskorpe. Tilsæt evt. mere olie, hvis kødet sidder fast i panden.
- Kog pastaen efter anvisning på pakken.
- Kom flødeost på panden og lad det smelte. Tilsæt ca 2-2½ dl kogevand fra pastaen til panden og rør rundt. Lad det herefter koge ind til en cremet sauce.
- Smag saucen til med salt og peber.
- Hæld vandet fra pastaen og lad den afdryppe. Kom herefter pastaen tilbage i den varme gryde sammen med indholdet fra panden og vend det sammen.
- Pynt evt. med et drys hakket persille inden servering.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Retten er ikke fryseegnet.
Noter til opskriften.
Jeg har brugt oksekebab til denne opskrift, men du kan snildt bruge kebab af lam eller kylling i stedet for. Bruger du frossen kebab, så anbefaler jeg, at du lader den optø, inden du laver retten.Tips til opskriften.
Jeg har brugt oksekebab til den her opskrift, men du kan sagtens bruge kebab med lam eller kylling i stedet for, hvis du foretrækker det. Bruger du kebab fra frost, så anbefaler jeg, at du lader den optø, inden du laver retten.
I stedet for flødeost naturel, kan du bruge en flødeost med smag, der passer til de øvrige smage i retten. Fx en flødeost med hvidløg eller krydderurter. Du kan også bruge fløde i stedet for flødeost. Vær OBS på, at det kan tage lidt længere tid for fløden, at koge ind til en cremet sauce, ligesom det ikke er sikkert, at der skal bruges helt så meget kogevand fra pastaen.
Det tager i sagens natur lidt længere tid at koge tørret pasta end frisk pasta. Dog passer pastaen sig selv i gryden, og det burde derfor ikke have den store indflydelse på rettens samlede tilberedningstid, hvorvidt du bruger tørret eller frisk pasta.
Jeg bruger gerne brune champignons til denne opskrift, men du kan sagtens bruge hvide champignons eller eksperimentere med andre former for svampe. Især i svampesæsonen er det oplagt og superlækkert at bruge andre slags svampe, fx Karl Johan og kantareller. Jeg anbefaler, at du bruger kyllingekebab, hvis du bruger kantareller. Denne type kebab ofte er lidt mindre krydret, så alt fokus ikke ryger fra de milde svampe.
Velsmagende, nemt, hurtigt! Vi brugte flødeost med krydderurter, passede super til oksekebaben 😊
Tine – Det lyder dejligt – tusind tak for din tilbagemelding på opskriften 😀