Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pasta med oksekød i fløde-tomatsauce.

4 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Oksekød, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta
Gå direkte til opskriften

For nylig købte jeg en større omgang rødt oksekød hos vores slagter. Og da vi selvfølgelig ikke kunne spise det hele på én gang, skulle der trylles lidt. Jeg kunne jo næsten ikke nænne bare at bruge det lækre kød til en omgang biksemad. Jeg endte derfor med at bruge kødet til en lækker portion pasta med oksekød i en fløde-tomatsauce med løg, hvidløg og peberfrugt. En ret som vel i bund og grund godt kan sammenlignes lidt med den pasta med oksefilet i fløde-tomatsauce, som man kan få på en del italienske restauranter.

Pasta med oksekød i fløde-tomatsauce.

Kødet blev skåret i tynde strimler og lynstegt i gryden sammen med løg og hvidløg. Og man kan selvfølgelig bruge alle mulige former for oksekød i strimler, fx et par små bøffer eller en rest, hvis man har skåret lækre, røde bøffer ud af et helt stykke kød. Almindelige “wokstrimler” er også helt perfekte. Og selvfølgelig kan oksekødet udskiftes med både kylling, kalkun og svinekød. Man kan også helt udelade kød og i stedet laver en lækker vegetarpasta med cremet fløde-tomatsauce. Men så ville jeg nok tilsætte lidt ekstra grønsager til saucen.

Jeg rører næsten altid en smule hvedemel i gryden, når jeg laver saucer a la denne her. Det er verdens nemmeste måde at jævne en ret på. Og så slipper man også for at stå og piske en meljævning eller maizena i gryden til sidst. Det er dog ikke et must, at saucen jævnes. Og hvis man ikke har noget imod, at den er lidt flydende, så kan man bare udelade hvedemelet i opskriften.

Man kan for øvrigt bruge en pakke flødeost/friskost til at jævne med i stedet for fløde. Enten en naturel flødesot eller en ost med smag af krydderurter, chili eller soltørrede tomater. Og er man til blåskimmelost, så smager det forrygende at tilsætte lidt gorgonzola, eller anden god og cremet blåskimmelost til saucen. Den skal blot røres i gryden og have lov til at smelte, inden hele herligheden blandes med friskkogt pasta.

Andre gode pastaretter – Spaghetti carbonara I One pot pasta med kylling og bacon I Pasta med flødeost, bacon og ærter. 

4,50 fra 6 stemmer

Pasta med oksekød i tomat-flødesauce

Samlet tid30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 1 løg (hakket)
  • 1 peberfrugt (hakket)
  • 400 gr mørt oksekød i strimler
  • 2 spsk hvedemel
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk tørret oregano (eller tørret basilikum)
  • ½ tsk chilipulver
  • 2 spsk tomatkoncentrat
  • 1 ds hakkede tomater
  • dl fløde (eller 200 gr flødeost naturel)
  • 2 dl mælk
  • 1 nip sukker
  • salt og peber
  • 400 gr pastaskruer eller penne

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en gryde og sauter hvidløg og løg heri. Tilsæt peberfrugt og sauter 1-2 minutter.
  • Kom oksekød i gryden og brun kødet.
  • Tilsæt herefter hvedemel, paprika, oregano/basilikum, chilipulver og tomatkoncentrat til gryden og rør godt rundt.
  • Kom hakkede tomater, fløde og mælk i gryden, rør rundt og bring gryden i kog.
  • Lad retten koge i et par minutter, så den tykner let. Smag til med sukker, salt og peber.
  • Kog pastaen efter anvisning på pakken, lad den afdryppe og bland den i saucen.
  • Server evt med revet ost og friskhakket basililum på toppen.
Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Katrine Hansen
7 år siden

Hvilken slags pasta har du brugt i denne ret? Synes ikke jeg kan finde noget pasta med den form som på billedet

Maden i mit liv.
7 år siden

Katrine – Det er ligesom en slags spiraler og de har dem i de fleste supermarkeder. I hvert fald har jeg både købt dem i Rema, Bilka og Føtex 😀

maibritt Jørgensen
6 år siden

hej.kan man bruge små maccaroni? altså suppehorn?

Maden i mit liv.
6 år siden

Maibritt – Det kan du sikkert godt – vær dog opmærksom på, at de måske ikke skal have helt så lang tid, før de er møre 🙂