Jeg er vild med sprøde kartofler, og der findes efterhånden et hav af forskellige kartoffelopskrifter her på Madenimitliv. Men den her opskrift på sesamkartofler har jeg vist ikke delt med jer tidligere? Kartofler og sesam er måske ikke umiddelbart et oplagt match, men prøv alligevel at give dem en chance. De smager virkelig godt, og kartofler med sesam er noget så vanedannende. Og hører man til typen, der indimellem bruger sesamfrø til bagværk, så er det jo også oplagt at bruge nogle af dem til kartofler. På den måde står de ikke bare i skabet, og bliver for gamle.
Se også – Salt kartofler I Knuste kartofler med timian I Græske kartofler med feta
Lækker opskrift på sesamkartofler.
Sesamkartofler laver jeg hele året. Om sommeren bruger jeg selvfølgelig de små, nye kartofler, og resten af året bruger jeg almindelige kartofler eller bagekartofler. Bruger jeg store vinterkartofler, så plejer jeg at skære dem i grove stykker. Men det ser også rigtig fint ud at skære kartoflerne i stave, og lave ovnfritter med sesam. Laver man sesamfritter, så prøv evt. at lave en lækker chilimayo til. Kombinationen af sesam og chilimayo er SÅ lækkert.
Jeg har smagt kartoflerne i den her opskrift til med paprika og chilipulver, hvilket giver et lækkert lille “spark” og en smule varme i munden. Men selvfølgelig findes der et væld af andre muligheder, og jeg har skrevet lidt mere om de forskellige variationer under opskriften. Det gælder bare om at bruge fantasien.
Tip! Se mine bedste tips til lækre variationer af sesamkartofler under opskriften.
Sesamkartofler
Ingredienser
- 1 kg små kartofler
- 4 spsk olie
- 1 dl sesamfrø
- 2 tsk paprika
- 1 tsk mild chilipulver
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skrub kartoflerne og halvér evt. de største.
- Giv kartoflerne et kort opkog (ca. 5 minutter) i en gryde letsaltet vand.
- Hæld vandet fra kartoflerne og damp dem tørre.
- Hæld kartoflerne ud på et bageplade med bagepapir.
- Fordel olie, sesamfrø, paprika, chilipulver, salt og peber ud over kartoflerne.
- Rod rundt i kartoflerne, så det hele blandes godt.
- Bag kartoflerne ved 190 °C (varmluft) i ca 20-25 minutter, til de er gyldne og sprøde. Ryst evt. bagepladen undervejs, så kartoflerne steges på alle sider.
- Server de sprøde kartofler som tilbehør til kød eller fisk.
- Evt. rester kan opbevares på køl i 2-3 dage og spises kolde eller genopvarmes. Kartoflerne er ikke fryseegnede.
Tips til variationer af kartofler med sesam.
I stedet for paprika og chili kan man bruge andre smagsgivere til sesamkartoflerne. Det kunne være forskellige former for krydderurter, fx timian, basilikum eller oregano og hvidløgspulver eller løgpulver. Skal det være helt simpelt, så kan man også bare krydre kartoflerne med olie, sesam og salt. Helt enkelt og stadigvæk lækkert.
Er man til kombinationen af sødt og salt, så prøv også at blande olie med honning og vende kartoflerne i blandingen. Drys herefter med sesam og salt og peber og bag kartoflerne i ovnen.
Jeg har givet kartoflerne et kort opkog i en grydefuld letsaltet vand, inden jeg har vendt dem med olie, sesam og krydderier. På den måde forkortes bagetiden, og jeg kan nøjes med at bage kartoflerne i 20-25 minutter. Men selvfølgelig kan man også komme de rå kartofler i ovnen. Bruges rå kartofler så regn med en tilberedningstid på 30-45 minutter. Tiden afhænger selvfølgelig af størrelse og sort.
Rodfrugter med sesamfrø.
Prøv også at drysse andre former for grøntsager med sesamfrø. De fleste bagte rodfrugter smager skønt, hvis de bages i ovnen med sesam. Man kan både lave en portion blandede rodfrugter eller holde sig til en enkelt variant, fx gulerødder med sesam. Derudover har jeg lavet sprøde bønnefritter med soja og sesam, som også varmt kan anbefales.