Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Små kartoffelpizzaer…

0 kommentarer
Ideer til studentermad, Madpakkehits, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Snacks, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Vi fejrer altid nytårsaften som en form for “sammenskudsgilde”, hvor jeg som regel står for snacks til nytårstalen, dessert og kransekage. Og i år var ingen undtagelse. Jeg havde derfor fremtryllet et par gamle kendinge som de her indbagte hvidløgsrejer med butterdej og de helt uundværlige dadler med baconsvøb, som jeg må indrømme, at jeg laver (og spiser) i rå mængden henover julen og i løbet af vinteren. Men jeg syntes også, at der skulle noget nyt til og det blev til de her fine, små kartoffelpizzaer i snack størrelse. Desuden fik vi lidt saltede nødder og kølig hvidvin og det var en helt perfekt måde at tage hul på årets sidste aften på.

De små kartoffelpizzaer med ost og rosmarin adskiller sig jo på ingen måde fra en klassisk kartoffelpizza hvad fyldet angår. Og eftersom kartoffelpizzaer hører til blandt mine absolutte favoritter, så skulle de små pizzaer selvfølgelig være med kartofler. Men man kan jo sagtens bruge andre former for fyld. Pepperoni – gerne mini pepperoni – og pizzaer med skinke og ost er jo oplagte, men ellers er det næsten kun fantasien, der sætter grænser og man kan bruge stort set alle former for pizzatopping til de små pizzaer.

Pizzaerne er desuden supernemme at lave og kan være klar på ca 20 minutter inkl. bagning. I hvert fald hvis man gør som mig, og køber en rulle færdiglavet pizzadej fra supermarkedets køledisk, og udstikker den i små, runde pizzabunde. Men en hjemmelavet pizzabund er selvfølgelig altid nummer et.

>> Se også min bedste opskrift på skønne, sprøde pizzabunde lige her. 

De små kartoffelpizzaer kan uden problemer forberedes og bages i god tid. Så skal de blot lunes et par minutter i en varm ovn lige inden servering. Faktisk kan man også lave pizzaerne og stille dem klar på en bageplade med bagepapir, så de bare skal bages inden servering, men lige når det kommer til pizzaer med rå kartofler, er det ikke en mulighed. Rå kartoffel reagerer med ilten i luften ligesom æbler, pærer og bananer, som bliver brune og knap så lækre at se på. Og modsat æbler og pærer, kan man jo ikke dryppe sin kartoffelpizza med citron- eller appelsinsaft. Derfor må man nødvendigvis bage sine pizzaer færdige, og nøjes med at lune dem inden servering, hvis man vælger at fylde dem med kartofler.

Pizzaerne forsvandt som dug for solen nytårsaften og jeg må indrømme, at jeg også allerede har bagt dem igen her i starten af januar, for de er altså gået hen og blevet et kæmpe hit. De er perfekte som en lille velkomstsnack/appetizer til en gæstemiddag eller bare til en hyggelig aften, hvor man har lyst til at gøre lidt ekstra ud af det uden besvær. De små kartoffelpizzaer er desuden skønne på en buffet og endelig så er de jo oplagte at komme i madpakken til såvel store som små.

5 fra 1 stemme

Kartoffelpizzaer (små)

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Bagetid10 minutter
Samlet tid20 minutter
Antal: 20 stk

Ingredienser

  • 1 rulle fersk pizzadej (fuldkornsdej eller almindelig)
  • 1 stor kartoffel (eller 2 mindre)
  • 2 spsk olivenolie
  • 100 gr revet ost (fx mozzarella)
  • 2 spsk tørret eller friskhakket rosmarin
  • salt

Fremgangsmåde

  • Rul pizzadejen ud og udstik ca 20 runde minipizzabunde med en udstikker eller et glas med en skarp kant. Jeg brugte en udstikker på 6 cm i diameter.
  • Læg de små pizzabunde på en bageplade beklædt med et stykke bagepapir.
  • Skrub eller skræl kartoflen og høvl den i tynde skiver med en kartoffelskræller.
  • Læg kartoffelskiverne på pizzabundende, pensl eller spray med lidt olivenolie og drys med salt.
  • Fordel osten på pizzaerne og slut med et drys tørret eller friskhakket rosmarin på toppen.
  • Bag pizzaerne ved 200 °C (varmluft) i ca 10 minutter, til bundende er gennembagte, kartoflerne møre og toppen gylden.
  • Server de små kartoffelpizzaer varme eller lune, evt med et drys frisk rosmarin på toppen.
  • De kan evt. bages i forvejen og fryses - så skal de blot optøs og lunes inden servering.
I stedet for kartoffelpizzaer kan man selvfølgelig lave mini pizzaer med pepperoni (gerne mini pepperoni), skinke eller lignende. 
Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer