Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Squashruller med ost og tomat.

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Tilbehør, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Får I spist nogle squash derude? Selv stornyder vi de lækre grønne basser og jeg har efterhånden eksperimenteret med at komme squash i alt fra hjemmebagte boller og lasagne til flødebagte kartofler og sågar en portion tzatziki – sammen med lidt revet agurk, selvfølgelig. Nu mangler jeg efterhånden bare at bage en kage med squash og jeg har faktisk også allerede en ide, som rumsterer i baghovedet, men indtil nu er det altså blevet ved tanken. Måske jeg skulle overveje at gøre tanke til handling her i løbet af weekenden?

Til gengæld fik jeg forleden dag ført en anden af mine “squash-ideer” ud i livet og det blev til disse her enormt lækre, vegetariske squashruller, fyldt med det skønneste ostefyld og overhældt med god tomatsauce og lidt mere ost. Ost er godt.

Som med de fleste andre af mine vegetarretter, så serverede jeg i første omgang squashrullerne som tilbehør til en hovedret, men de mætter faktisk ret godt og fylder også pænt på tallerkenen, så jeg er ret sikker på, at jeg en anden gang sagtens vil kunne servere squashrullerne som en decideret hovedret.

Lidt af ostefyldet løber ud af rullerne under gratineringen og danner en lækker “sauce” i bunden af fadet og lige præcis den sauce, kunne jeg sagtens forestille mig, at suge op med lidt godt brød. Hvis der så yderligere serveres en lækker salat, eller måske lidt god pasta, ved siden af – ost, pasta, basilikum og tomat går ligesom bare op i en højere enhed – så har man en både lækker og mættende ret, som forhåbentlig kan få de fleste vegetarer til at klappe i hænderne. Personligt ville jeg i hvert fald ikke have problemer med at blive mæt og derudover så ser rullerne altså bare så fine ud, når de ligger der i fadet og er pyntet med lidt frisk basilikum og man spiser som bekendt også med øjnene.

5 fra 1 stemme

Squashruller med ost og tomat

Trække- og bagetid50 minutter
Samlet tid1 time 15 minutter
Antal: 4 pers (tilbehør)

Ingredienser

  • 2 mellemstore squash (auberginer kan også bruges)
  • 2 spsk olie
  • 2 dl hytteost
  • 2 tsk basilikum
  • 50 gr friskrevet parmesan
  • 2 dl tomatsauce
  • 100 gr revet ost
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skær top og bund af squashen og skær dem i skiver på langs á ca 1 cm tykkelse.
  • Drys skiverne med salt og lad dem trække i ca. 30 minutter, så vandet trækkes ud.
  • Dup squashskiverne med køkkenrulle og pensl dem med olie. Placer skiverne på en bageplade med bagepapir.
  • Bag squashskiverne ved 190 °C (varmluft) i ca 10-15 minutter, indtil de er møre.
  • Kom hytteost, basilikum og parmesan i en skål og rør det sammen. Smag til med salt og peber
  • Fordel osteblandingen på de bagte squashskiver og rul dem sammen på langs. Placer rullerne i et ildfast fad.
  • Fordel tomatsaucen ovenpå squashrullerne og drys med revet ost på toppen.
  • Gratiner ved 200 °C (varmluft) i ca 10 minutter, indtil osten er gylden.
  • Server som tilbehør eller selvstændig hovedret med brød og salat til.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Retten er ikke fryseegnet.

 

Se også – 

 

Squash i fad med kødsauce

 

Squashfrikadeller

 
 
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Polichronis
7 år siden

Hej Anne Kathrine,
det ser usandsynlig godt ud. Selvom jeg elsker hytteost har jeg faktisk aldrig lavet noget tilberedt. Det er mere saadan til sandwich og oven paa paalaeg. Jeg skal helt sikkert lave denne ret imorgen, da vi lige har “hoestet” en kaempe spand af baade tomater og squash. Ja tak ogsaa til kageopskrift!!!
God aften
Rikke