Rabarberne er for alvor ved at vokse sig store i haven og jeg nyder at bruge løs af dem og lave lækre kager, muffins, kompotter, og marmelade. Jeg er vild med kombinationen af sød kage og syrlige rabarber og derfor bager jeg selvfølgelig også en del lækre sager med rabarber. Men af en eller anden grund har jeg ikke tidligere prøvet at lave en rigtig god, gammeldags rabarbertærte med et flettet låg på toppen. Sådan en tærte som jeg husker fra min barndom, der som regel blev serveret med årstidens frugt, men som måske sidenhen er gået lidt i glemmebogen? Jeg ved det ikke, men jeg har i hvert fald ikke fået serveret en frugttærte med flettet låg i flere år.

Selve tærten er uhyre simpel, og består ret beset blot af en mørdej der udrulles og lægges i bunden af en tærteform. Overskudsdejen skæres af og gemmes til gitterlåget på toppen, som er med til at give tærten det fine og lidt hyggelige udseende. Jeg synes i hvert fald, at der er noget enormt hyggeligt og “Bedstemor And – agtigt” over en tærte med flettet låg.

>> Se også min bedste opskrift på en klassisk, amerikansk apple pie lige her. 

Jeg hentede en ordentligt stak rabarber i haven, som jeg skar i mindre stykker og vendte sammen med sukker, kartoffelmel, vanilje og kanel. I realiteten kan man bruge lige præcis den slags frugt og bær, som man bedst kan lide, men det er lidt vigtigt, at man husker kartoffelmelet, hvis man bruger meget vandholdige frugter, som fx jordbær. Kartoffelmelet “jævner” saften fra frugten, som frigives under bagningen. På den måde får man fine tærtestykker med sprød mørdej og mør frugt i en lækker frugtsauce, fremfor blød dej med alt for meget vand, som er sivet ud under bagningen og har gjort det hele vådt.

Rabarbertærten fik vi for øvrigt  til dessert i fredags, hvor vi spiste sammen med mine forældre. Her under coronaen har vi fået den dejligste fredags-tradition med at spise en god middag sammen, hvorefter vi ser “Fællessang – hver for sig” på DR1. Det hyggeligste program med skønne, danske sange og dygtige kunstnere. Og det kan heldigvis lade sig gøre, fordi både vi og mine forældre har levet rimeligt isoleret og kontrolleret i de sidste mange uger. Tærten serverede jeg med creme fraiche (til mig) og en god, italiensk vaniljeis til mine forældre og Morten, hvilket var et hit. Men jeg er sikker på, at en klat flødeskum også sagtens vil kunne bruges, hvis man er mere til den slags.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Rabarbertærte

Hvile- og bagetid1 t 20 min
Samlet tid1 t 50 min
Antal: 6 stk
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • 250 gr hvedemel (+ lidt til udrulning)
  • 100 gr koldt smør
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 4-5 spsk vand

Rabarberfyld

  • 400 gr rabarberstilke
  • 100 gr sukker
  • spsk kartoffelmel
  • 2 tsk vaniljesukker (eller 1 tsk vaniljepulver)
  • 1 tsk stødt kanel (kan udelades)
  • sammenpisket æg og 1 spsk sukker til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom melet i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt salt, sukker og vand og saml hurtigt dejen med fingrene. Virker dejen meget tør, så tilsæt en smule mere vand.
  • Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Lad dejen hvile på køl i ca 30 minutter.
  • Den afkølede dej rulles ud til en stor cirkel (ca 3-4 mm tykkelse) på et meldrysset bord.
  • Beklæd en letsmurt tærteform (ca 20 cm i diameter) med dejen. Skær kanterne til med en kniv og saml overskudsdejen til en kugle. Prik tærtebunden jævnt med en gaffel.
  • Skær rabarberne i skiver á ca 2 cm. Kom dem i en skål og tilsæt sukker, kartoffelmel, vaniljesukker og kanel. Vend godt rundt og hæld så rabarberfyldet i tærtebunden.
  • Rul den overskydende dej tyndt ud og skær dejen 1-1½ cm tykke strimler. Flet strimlerne i et gitter ovenpå rabarberne og skær enderne pænt til.
  • Pensl gitteret med sammenpisket æg og drys evt. med 1 spsk sukker.
  • Bag tærten ved 175 °C (alm ovnfunktion) i 45-50 minutter, indtil overfladen er fint gyldenbrun og rabarberne er møre. Begynder overfladen at blive for mørk, så kan man dække tærten til med et stykke stanniol.
  • Lad tærten afkøle på bageristen og server den lun med creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum.
  • Tærten er bedst, når den er relativt nybagt, men den kan sagtens fryses og blot lunes inden servering.

Noter

Rabarber kan udskiftes med andre former for frugt og bær, fx blommer, jordbær, hindbær, abrikoser, ferskner og lign. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)