Enchiladas med kylling er mexicansk comfort food, når det er allerbedst. Bløde tortillapandekager med krydret kyllingefyld i en lækker tomatsauce med smeltet ost på toppen. Mums. Og så bare lige en portion ris og/eller en lækker salat og masser af hjemmelavet guacamole, creme fraiche og salsa til. Så bliver det ikke meget bedre. Helt oplagt til en lille texmex fest eller bare en hyggelig hverdag derhjemme.

Se også – Guacamole I Quesadillas med ost I Hjemmelavede tortillachips

Nem opskrift på enchiladas med kylling.

Herhjemme er vi vilde med mexicansk mad, og det er jævnligt på menuen. Heldigvis er mexicansk mad jo ofte ret nemt at lave, og selvom en ægte, mexicansk bedstemor nok ville lave sine tortillapandekager selv, så må jeg indrømme, at jeg gerne køber de bløde pandekager færdiglavede i supermarkedet.

Selv fyldet til enchiladas laver jeg til gengæld fra bunden, og det er altså virkelig nemt. Især hvis man har en rest tilberedt kylling til overs – fx fra en helstegt kylling. Men ellers tager det jo ikke mere end 10-15 minutter at koge eller stege et par kyllingebryster på panden. Og jeg vil vove den påstand, at de fleste kan have et fad enchiladas med kylling klar til at sætte i ovnen på ca 30 minutter.

Tip! Se også mine bedste tips + lækre variationer under opskriften.

Opskrift enchiladas med kylling
Print opskrift Pin opskrift
4.5 fra 2 stemmer

Enchiladas med kylling

Bagetid20 min
Samlet tid50 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 400 gr kyllingebryst (stegt eller kogt)
  • 2 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakket)
  • 2 ds hakkede tomater
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 2 tsk oregano eller basilikum
  • ½ tsk chilipulver (kan erstattes af frisk chili eller chiliflager)
  • 1 ds kidneybønner (skyllede og afdryppede)
  • 1 ds majs
  • salt og peber

Desuden

  • 8 store tortillapandekager (eller 12 små tortillapandekager)
  • 150 gr revet cheddarost
  • 2 avocadoer
  • evt. hakket persille eller koriander til pynt

Fremgangsmåde

  • Pluk det stegte eller kogte kyllingekød fra hinanden i mundrette stykker og stil det til side.
  • Opvarm olien i en gryde og sauter løg og hvidløg heri, indtil de bliver klare.
  • Tilsæt hakkede tomater, stødt spidskommen, oregano og chili og lad tomatsaucen simre i ca 5 minutter.
  • Smag til med salt og peber og evt. et nip sukker, hvis saucen skal afrundes yderligere.
  • Hæld ca halvdelen af tomatsaucen i en skål og stil den til side.
  • Tilsæt det plukkede kyllingekød, kidneybønner og majs til den resterende tomatsauce i gryden og vend det hele sammen. Hold evt lidt majs tilbage til pynt.
  • Lad fyldet koge igennem i et par minutter og smag til med salt og peber. Måske også lidt mere chili, hvis man bryder sig om det.

Samling af enchiladaer

  • Fordel halvdelen af den rene tomatsauce i bunden af et ildfast fad.
  • Fordel kyllingefyldet og halvdelen af cheddarosten på tortillapandekagerne. Rul pandekagerne sammen og læg dem med lukningen nedad i tomatsaucen i fadet.
  • Hæld resten af tomatsaucen ovenpå pandekagerne i fadet og drys med resten af cheddarosten.
  • Gratiner enchiladaerne i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 15-20 minutter, indtil osten er smeltet.
  • Halver avocadoerne, fjern sten og skræl og skær avocadokødet i små tern.
  • Pynt enchiladaerne med avocado i tern, resten af majsene og et drys friskhakket persille eller koriander.
  • Server med ris og salat og evt. creme fraiche og salsa.
  • Evt. rester kan holde sig i 3-4 dage på køl og genopvarmes inden servering. Retten kan desuden fryses.

Noter

 

Se også – 

 

Mexicansk lasagne

 

Taco tærte med oksekød

 

Tips til opskriften.

  • Bryder man sig ikke om bønner, så kan disse sagtens udelades eller erstattes. Der kan eksempelvis bruges udblødte kikærter eller bælgede edamamebønner i stedet for.
  • Skal det gå ekstra hurtigt, så kan man bruge færdigkøbt tomatsauce på glas. Smag evt. saucen til med ekstra krydderier. Der kan også bruges færdiglavet tacosauce på glas.
  • Man kan bruge lige præcis den slags tortillapandekager, som man allerbedst kan lide til opskriften. Det gælder både hvedetortillaer og grove tortillaer, majstortillaer, glutenfri osv osv.
  • Jeg kan virkelig anbefale, at man river sin cheddarost selv. De poser med færdigrevet ost, som man køber i butikkerne, er tilsæt mel/kartoffelmel for at osten ikke skal klistre sammen i posen. Men det bevirker også, at osten ikke bliver helt så lækker og cremet, når den smelter.

Lækre variationer.

Jeg koger som regel et par kyllingebryster i letsaltet vand, når jeg laver enchiladas med kylling. Men har man rester fra en helstegt kylling eller pulled chicken, så er jeg det jo helt oplagt at bruge det. Enchiladas kan desuden lige så fint laves med oksekød, hvis man foretrækker det i stedet for kylling. Både hakket oksekød og strimler af oksekød, der sauteres i olien sammen med løg og hvidløg.

Faktisk kan man også lave lækre, vegetariske enchiladas ved at bruge en god grøntsagssauce. Jeg kan virkelig anbefale at man tager udgangspunkt i denne her grøntsagssauce, som jeg bruger til min kødfrie grøntsagslasagne, og så supplerer med kidneybønner, majs, spidskommen og chili efter smag.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)