Der går litervis af kolde drikke i sommervarmen. Og udover masser af vand med citronskiver og isterninger, så drikker vi også kandevis af hjemmelavet iste med citron. Isteen laver jeg lige ud ad landevejen på kold, afkølet te med citronskiver og en lille smule sukker. Jeg har for alvor for øjnene op for den læskende iste på vores ferier i USA, hvor iste slet og ret består af kold te med isterninger. Ikke at de ikke har mere avancerede varianter på flaske og dåse, men bestiller man et glas iste på en diner eller restaurant, så vil man som regel få serveret et glas med kold te, isterninger og et sugerør.
Selvom jeg er rigtig glad for te, så må jeg dog indrømme, at den variant er lige en kende for trist til mig. Jeg beder derfor som regel om at få et par citronskiver i min te og så tilsætter jeg selv en smule sukker. Men så er isteen også en skøn tørstslukker på en varm sommerdag.
Andre lækre, hjemmelavede drikke >> Rabarbersaft I Hyldeblomstsaft I Iste med fersken
Hjemmelavet iste med citron.
Det er ikke spor svært at lave sin egen iste og når man laver sine egne varianter, så er man helt selv herre over smagen. Det gælder såvel sødme som tevariant. Jeg bruger usprøjtede citroner til min iste, og medmindre man er mere end almindeligt glad for sprøjtegifte, så anbefaler jeg helt klar økologiske eller usprøjtede citroner. Alternativt kan man lade være med at komme citronskiver i teen og nøjes med et presse saften af 2-3 citroner. På den måde kommer skallen ikke i forbindelse med teen. Dog kan jeg godt lide den lille bitte snert af bitterhed, som citronskallen tilfører.
Hjemmelavet iste med variationer.
Bryder man sig ikke om iste med citron, eller vil man bare gerne prøve andre smagsvarianter, så findes der et væld af muligheder. Til en start kan man selvfølgelig bruge en anden slags te. Det er fx lækkert at erstatte sort te med hvid eller grøn te. Man kan også prøve at lege lidt med de forskellige smagsvarianter indenfor te og eksempelvis kombinere en myntete med citron, eller hvad man nu kan finde på. Derudover kan man søde sin te med honning i stedet for sukker, eller man kan koge en hjemmelavet vaniljesirup på sukker og vand i forholdet 2:1 og tilsætte korn af en vaniljestang eller 2 tsk vaniljepulver.
Derudover kan man tilsætte smag til sin iste i form af frugter, bær og krydderurter som mynte, citronmelisse eller citronverbena for nu blot at nævne et par eksempler. I stedet for citronskiver kan man bruge appelsiner skåret i skiver. Det er også lækkert, at lave hjemmelavet iste med ananas, mango, fersken eller nektarinsmag ved at blande teen med frugt skåret i mindre stykker. Man kan også lave te med jordbær eller hindbærsmag, ved at overhælde bærrene (brug evt. frosne bær) med den kogende varme te og lade teen trække et par timer.
Iste med citron
Ingredienser
- 2 spsk løs sort te, fx earl grey eller te med citron (1-2 tebreve kan også bruges)
- 1½ liter vand
- 2 usprøjtede citroner
- 4-5 spsk sukker (eller efter smag)
Fremgangsmåde
- Bring vandet i kog og bryg en kande te.
- Pres saften af den ene citron og skær den anden citron i tynde skiver.
- Kom citronsaft- og skiver i en kande og hæld den varme te over. Husk at bruge en kande, som kan tåle varme.
- Kom sukker i kanden og rør rundt til det er opløst.
- Sæt kanden med iste på køl, indtil den er kold.
- Server den afkølede te med isterninger og evt. sugerør.
super lækker smag og dejlig nem at lave
Oliver – Tusind tak – hvor er det bare dejligt at høre 😀