Mad i fad er i høj kurs herhjemme hos os og derfor kan det ikke komme som nogen overraskelse, at vi begge var vilde med denne her kartoffel-lasagne med god, italiensk skinke og mozzarellaost, som vi fik til aftensmad for nylig. Mage til let og lækker aftensmad skal man lede længe efter og kombinationen af de møre kartofler, den cremede æggemasse og masser af boblende, varm ost på toppen var et sikkert middags-hit. Vi fik en lækker, blandet salat ved siden af, men salaten kan selvfølgelig udskiftes med andre former for grønt eller helt droppes, hvis ikke lige man føler for det. Man kan også tænke grønsagerne ind i retten og eksempelvis udskifte nogle af kartoflerne med rodfrugter i skiver, tilføje forårsløg eller porrer eller hvad ved jeg. Mulighederne er med andre ord mange.
Jeg vælger stort set altid at give kartoflerne et opkog, når de skal bruges til retter a la denne her, flødestuvede kartofler, oksekød i fad med kartoffel-låg eller noget helt fjerde, for der er ikke noget mere trist, end at sidde med en hel portion kartofler som knaser, når de i virkeligheden skulle have været dejlig møre og have suget masser af smag til sig. Alternativt kan man dække fadet med folie – så osten ikke bliver alt for mørk – og give fadet lidt længere tid i ovnen. Dermed skulle kartoflerne kunne nå at blive helt færdige, men man kan også sagtens bruge kolde, kogte kartofler som skæres i skiver, hvis man alligevel har en rest liggende i køleskabet.
Bryder man sig ikke om skinke, kan den sagtens udelades – det giver en super lækker vegetar-kartoffel-lasagne, men i det tilfælde ville jeg nok skrue lidt op for mængden af ost og desuden bruge en, som tilføjer lidt mere smag, fx en cheddar. Derudover ville jeg nok også tilføje lidt rosmarin, chili, paprika eller andre krydderier til æggemassen, men det kan man jo gøre, uanset om man bruger skinke eller ej. Skinken kan selvfølgelig også udskiftes med kylling, eksempelvis kan jeg anbefale at man bruger en portion pulled chicken, ligesom hakket, letkrydret oksekød også er lækkert.
Vi spiste en lækker, blandet salat ved siden af lasagnen, for jeg havde lidt forskellige salatgrønsager liggende, som skulle bruges, men salaten kan selvfølgelig udskiftes med andre former for grønt eller helt droppes, hvis ikke man føler for det. Man kan også tænke grønsagerne ind i retten og eksempelvis udskifte nogle af kartoflerne med rodfrugter i skiver, tilføje forårsløg eller porrer eller hvad ved jeg. Mulighederne er med andre ord mange og denne her lækkerbisken er i hvert fald kommet for at blive i vores køkken.
Kartoffellasagne med skinke og mozzarella.
Ingredienser
- 1000 gr kartofler
- 400 gr kogt skinke
- 100 gr revet mozzarellaost
- 2 æg
- 1 dl creme fraiche
- 2 tomater (skåret i tynde skiver)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skræl kartoflerne, skær dem i skiver og giv dem et opkog i letsaltet vand, til de er lige netop møre. Hæld vandet fra kartoflerne og placer 1/4 af kartoffelskiverne i bunden af et ildfast fad. Fordel 1/4 af skinken og herefter 1/4 af osten ovenpå kartoffelskiverne. Gentag med kartoffelskiver, skinke og ost til der ikke er mere, men gem den sidste portion ost. Pisk æggene sammen med creme fraiche, salt og peber og hæld blandingen over fadet. Fordel tomaterne på toppen og drys det sidste af osten over. Bag lasagnen ved 200 grader varmluft i ca 30 minutter, til toppen er gylden og lasagnen er gennembagt. Drys evt. med hakket persille og server med salat.
Er spændt på resultatet, skal netop til at kaste mig over opskriften?
Christina – Håber du bliver glad for resultatet 😀
Hvor køber du lækker italiensk skinke?? Syns det er meget svært at finde god og lækker skinke?
Rikke – Man kan købe noget lækker, silkeskåret italiensk skinke i de fleste supermarkeder – det ligger i køledisken sammen med tyndtskåret chorizo og lignende tapas-specialiteter – det skal ikke være lufttørret skinke, bare almindelig. Og ellers så prøv en delikatesse forretning, hvor de ofte har gode, italienske skinker. Eller brug en lækker, tyndtskåret hamburgerryg – det kan sagtens gøre det ud for skinke 😀
Dejlig nem ret.👍 Har prøvet den et par gange nu. 👍😋 Sidst kom jeg også porrer i tynde skiver og sennep i. Ikke dårligt
Kirsten – Mums, det lyder også lækkert. Tak for tippet 😀
Hej er begyndt at bruge frosne kartoffelskiver til alt i ovnen, de bliver møre hvergang, når jeg laver flødekartofler, blander jeg det om morgenen, så kartoflerne tør op, suger bedst, hvis de er optøede, bruger 1 pose frosne kartoffelskiver, 1 dåse hakkede tomater med hvidløg hælder derefter en 1/2 l piskefløde over, skal have ca 30 min på 200 g.
Tak for alle dine lækre opskrifter og god ferie.Mange hilsener Ann
Ann – Tusind tak for dit gode råd med frosne kartoffelskiver, som jeg hermed giver videre til bloggens læsere 😀
Hvor stort et fad bruger du? Jeg synes ikke jeg kan få æggemaasen til at dække det hele..
Susan – Jeg bruger et af de store, ildfaste fade fra Le Creuset – det er vel ca 20 x 30 cm eller deromkring. Det er ikke meningen, at æggemassen som sådan skal “dække” kartoflerne – det skal bare piskes sammen og hældes over fadet og så lægger det sig omkring kartoflerne og smelter sammen med osten, når fadet sættes i ovnen. Men vil man gerne have ekstra meget “snask”, så kan man selvfølgelig sagtens lave en dobbelt portion æggemasse 😀
Skal prøves i morgen. Tusind tak for opskriften!
Thomas – Velbekomme – dejligt at høre 😀
Uh, har lige sat et fad med kartofler i ovnen, er meget spændt på om mine kære kræsne unger, synes godt om det.😊 Lyder ihvertfald meget lækkert, fandt dog heller ikke god skinke….. Men bare det billige i strimler. Hvis det er et hit, vælger jeg serano eller andet næste gang👍😉
Lotte – Uhh, jeg håber, at det bliver en succes. Indimellem kan det være lidt besværligt, at finde en god skinke, men erfaringen har lært mig, at de har en god, italiensk prosciutto i skiver i de fleste supermarkeder. Også de helt små supermarkeder 😀
Det bliver en af de opskrifter, jeg gemmer..
Det smagte SÅ godt. Familien var også begejstret. Endnu en lækker ret fra Maden i mit liv
Margit – Hvor er det altså bare dejligt at høre 😀