Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Maskeret blomkål med skinke.

0 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Hverdagsmad, Lette retter, Opskrifter, Svinekød
Gå direkte til opskriften
Opskrift maskeret blomkål med skinke, anrettet på et fad med dressing, hårdkogte æg, skinke og salat

De fleste kender vist maskeret blomkål med rejer. Den klassiske sommer-ret fra Karolines køkken, som har været et hit i generationer. Her har jeg taget udgangspunkt i den klassiske opskrift, men har i stedet lavet maskeret blomkål med skinke og creme fraiche dressing. Og den variant er altså mindst lige så god som den oprindelige. Nem og lækker sommermad, og så kan dem, der ikke bryder sig om fisk, jo pludselig også være med.

Opskrift på maskeret blomkål med skinke.

Jeg har brugt en god, italiensk prosciutto til den her maskerede blomkål med skinke. Du kan selvfølgelig bruge andre slags skinke, men jeg vil anbefale, at du går efter en god skinke. Der er jo ikke så meget kød i retten, når det divideres ud på 4 personer, og så kan man lige så godt gå efter det bedste.

Jeg var længe i tvivl om, hvorvidt jeg skulle anrette maskeret blomkål med skinke med en creme fraiche dressing eller en thousand island dressing. Jeg valgte til sidst at gå med creme fraiche dressingen, som er fyldt med friskhakket purløg. Men jeg er ikke i tvivl om, at en thousand island dressing også havde været god, så det skal bestemt prøves næste gang. Og en næste gang bliver der helt sikkert, for det er da længe siden, vi har fået så lækker en ret til aftensmad. Let og lækker sommermad, når det er allerbedst, og så er maskeret blomkål jo bare altid godt. Uanset om det er med rejer eller skinke.

Tip! Se også mine bedste tips til maskeret blomkål med skinke under opskriften.

Opskrift maskeret blomkål med skinke, anrettet på et fad med dressing, hårdkogte æg, skinke og salat
5 fra 7 stemmer

Maskeret blomkål med skinke

Samlet tid20 minutter
Antal: 4 personer
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 1 stk blomkål (kogt og afkølet)
  • 100 gr salatblade
  • 200 gr ærter
  • 1 ds majs (ca. 150 gr)
  • 0,5 stk agurk (skåret i tern)
  • 150 gr små tomater (halverede)
  • 200 gr kogt skinke (fx prosciutto)
  • 4 stk æg (hårdkogte)

Creme fraiche dressing

  • 2,5 dl creme fraiche
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 bdt purløg
  • 1 tsk sukker
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Placer det kogte, afkølede blomkål på et fad og anret salat, ærter, majs, agurk og tomater rundt omkring.
  • Skær skinken i strimler og placer skinken ovenpå salaten. Hold lidt skinke tilbage til pynt.
  • Pil æggene og del dem i kvarte. Placer æggene rundt om blomkålshovedet.
  • Kom creme fraiche, citronsaft og friskhakket purløg i en skål og rør det sammen til en dressing. Smag til med sukker, salt og peber.
  • Hæld ca. halvdelen af dressingen over blomkålshovedet. Resten af dressingen serveres i en skål ved siden af.
  • Pynt toppen af blomkålshovedet med det sidste skinke og et drys hakket puløg.
  • Server det maskeret blomkål med lunt flute.
  • Maskeret blomkål er bedst, samme dag som det er lavet, men evt, rester kan gemmes på køl til dagen efter. Retten er ikke fryseegnet.
 

Noter til opskriften. 

Tilføj evt. 1-2 tsk grov eller almindelig sennep til dressingen, hvis den skal have lidt ekstra smag. I stedet for hjemmelavet creme fraiche dressing kan du bruge en færdigkøbt.

Tips til opskriften.

Jeg har brugt god, italiensk, kogt skinke (prosciutto) til den her opskrift på maskeret blomkål med skinke. Men du kan sagtens bruge en anden slags kogt skinke. Faktisk kan du også bruge lufttørret skinke som serrano eller parma, hvis du er mere til det. Har du et stykke skinke eller hamburgerryg til overs fra aftensmaden, så er det jo oplagt, at skære det i tern eller strimler og bruge det.

Jeg har brugt salat, ærter, majs, agurk og tomat sammen med blomkålen. Men du bruger selvfølgelig bare de salatgrøntsager, som I bedst kan lide, og der er i realiteten ikke noget, der er forkert. Skal der lidt ekstra fylde til, så kan du også bruge fintstrimlet spidskål i bunden i stedet for salatblade.

Maskeret blomkål med skinke smager bedst, samme dag som det er lavet. Men bliver der rester, så kan det sagtens gemmes på køl til dagen efter. Ved du på forhånd, at du får rester, så kan du evt. vælge at servere al dressingen i en skål ved siden af, i stedet for at hælde halvdelen over blomkålshovedet. På den måde bliver resterne ikke så “snaskede”.

Kan I lide sennep – eller bare et strejf af sennep – så tilføj gerne 1-2 tsk grov sennep efter smag til dressingen. En grov sennep både smager godt og ser fin ud med de små “prikker” af sennepskorn, men en fin sennep kan sagtens bruges. Vær også OBS på, at sennep sagtens kan bruges som smagsgiver, selvom I måske ikke bryder jer om ren sennep. Morten kan fx ikke fordrage sennep. Men han kan godt lide en smule som smagsgiver i dressinger, saucer og lignende.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer