Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Millionbøf i fad med kartoffelmos.

0 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Hverdagsmad, Oksekød, Opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift millionbøf i fad pyntet med timian

Millionbøf i fad er en form for dansk udgave af den klassiske, engelske shepherd’s- eller cottage pie. Og den består i al sin enkelthed af en grydefuld millionbøf, der hældes i et fad, dækkes med kartoffelmos og bages i ovnen, indtil mosen er fint gylden på toppen. Vaskeægte comfort food og superlækker aftensmad, der vækker begejstring hos både store og små.

Millionbøf i fad – nem restemad.

Millionbøf i fad er selvfølgelig helt oplagt som restemad. Også så man ikke føler, at man spiser det samme flere dage i træk. Så næste gang den står på millionbøf og kartoffelmos, så sørg for at lave ekstra.

Når familien har spist, og køkkenet skal ryddes, er det blot at vende resterne af millionbøffen over i et fad og fordele resterne af kartoffelmosen ovenpå. Dæk fadet til og stil det på køl. Og dagen efter skal fadet bare i ovnen, indtil kødsaucen i bunden er gennemvarm og kartoffelmosen gylden. Nemmere kan det næsten ikke blive.

Tip! Se mine bedste tips til millionbøf i fad under opskriften.

4,50 fra 10 stemmer

Millionbøf i fad

Bagetid30 minutter
Samlet tid1 time
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 spsk olie
  • 2 stk løg (hakkede)
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 400 gr hakket oksekød
  • 2 spsk hvedemel
  • 2 tsk tørret timian
  • 3 stk laurbærblade
  • 3 dl oksebouillon (evt. vand + bouillonterning)
  • saucekulør (kan udelades)

Kartoffelmos

  • 1000 gr kartofler
  • 2 dl mælk
  • 50 gr smør
  • 2 stk æg (kan udelades)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en gryde og sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt hakket oksekød og brun kødet.
  • Rør hvedemel og timian i gryden. Tilsæt herefter laurbærblade og bouillon og bring gryden i kog.
  • Lad millionbøffen simre under låg i 10-15 minutter. Rør rundt et par gange.
  • Tilsæt evt. kulør til millionbøffen og smag til med salt og peber.

Kartoffelmos

  • Skræl kartoflerne, skær dem i mindre tern og kom dem i en gryde. Hæld vand på til kartoflerne er lige netop dækkede (ingen salt). Lad kartoflerne koge under låg i ca. 15-20 minutter, til de er møre.
  • Hæld vandet fra kartoflerne og mos kartoflerne med et kartoffelmosjern, et piskeris eller en el-mikser på laveste hastighed. Tilsæt mælken lidt ad gangen til konsistensen er passende. Vend smør i mosen og smag til med salt og peber. 
  • Fordel millionbøffen i et ildfast fad. Pisk kartoffelmosen sammen med æg og fordel mosen i et jævnt lag ovenpå millionbøffen.
  • Bag fadet ved 200 °C (varmluft) i ca 30 minutter, til overfladen er gylden.
  • Server med dampede grøntsager og evt. asier eller syltede agurker.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage på køl. Retten kan desuden fryses.

 

Noter til opskriften. 

 
Du kan selvfølgelig også bruge en rest kartoffelmos (og millionbøf) til retten, i stedet for at lave det fra bunden. Vær opmærksom på, at bagetiden formentlig skal forlænges, hvis der bruges køleskabskolde rester. Tjek at retten er gennemvarm inden servering. 
 
 
 
 
 

 

 

Tips til opskriften.

  • Det kan tage lidt tid at opvarme millionbøf i fad, hvis den har stået på køl natten over og kødsauce og kartoffelmos er blevet koldskabskolde. Og det kan være svært at angive en hel præcis tilberedningstid. Tjek derfor altid, at retten er gennemvarm i midten inden servering.
  • Vil man spare tilberedningstid, og har man ikke allerede samlet retten i fadet, så kan man med fordel varme millionbøffen i gryden, inden den kommes i fadet og kartoffelmosen fordeles ovenpå. Når kødsaucen er varm i forvejen, er det blot at tage fadet ud, når kartoffelmosen er gylden.
  • Jeg rører gerne 1-2 æg i mosen, inden den fordeles ovenpå millionbøffen i fadet. På den måde hæver kartoffelmosen fint op i ovnen og bliver lækker og luftig. Æggene kan dog sagtens udelades.

Se også – Klassisk millionbøf I Millionboller i karry I Brændende kærlighed

Lækre variationer af millionbøf i fad.

Det er ikke kun millionbøf, man kan tilberede i et fad med kartoffelmos som låg. Det samme gælder en rest kødsauce til spaghetti eller en rest gullash. Eller hvad med bøf stroganoff, mørbradgryde og lignende gryderetter, som typisk serveres med kartoffelmos? Det smager så godt og er en skøn måde at spise rester på.

Kødsauce med ekstra grøntsager.

Ovenstående er en helt plain opskrift på millionbøf. Og hvis man synes, så klæder det bestemt retten at tilsætte lidt mere grønt. Det kunne fx være rodfrugter i form af revet gulerod, pastinakker, persillerødder, selleri eller rødbeder. Majs og ærter, eller bladselleri, peberfrugt, squash, forårsløg og lignende skåret i små tern eller tynde skiver er også lækkert. Og endelig kan man selvfølgelig servere dampet grønt som tilbehør til fadet.

Pimp kartoffelmosen.

Derudover kan en klassisk kartoffelmos selvfølgelig også tilsættes diverse former for rodfrugter og grøntsager. De skal blot koges med sammen med kartoflerne, inden det hele moses sammen. Vær dog OBS på at bruge en overvægt af kartofler. Ellers kan det gå ud over konsistensen på mosen, som bliver tung og “våd”. Stivelsen fra kartoflerne er helt nødvendig for at lave en god kartoffelmos.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer