Vi spiser en del pastasalat hjemme hos os. Ikke mindst om sommeren, hvor pastasalat med grønt er helt genialt tilbehør til grillmaden eller som let og lækker hovedret. Sådan en skålfuld fyldt med sprøde sommergrøntsager er da bare noget af det lækreste. Også i madpakken eller i picnickurven, hvor pastasalat er dejligt nemt at tage med, fordi den bare skal hældes i en stor bøtte med låg. Vi har i hvert fald ofte pastasalat med på tur om sommeren, fx når vi tager på stranden.
Se også alle mine bedste opskrifter på pastasalat lige her.
Nem opskrift på pastasalat med grønt.
Denne her pastasalat, som er lavet med masser af sprøde grøntsager og en lækker olie-eddikedressing, er oprindeligt min mors. Det er i hvert fald den pastasalat, som jeg er vokset op med. Og selvom jeg sidenhen har lavet pastasalat i alverdens udgaver, og også er ret glad for de cremede af slagsen, så vender jeg altid tilbage til denne her pastasalat.
Tip! Se også tips til lækre variationer af pastasalaten under opskriften.
Pastasalat med grønt
Ingredienser
- 300 gr pasta (fx konkylier)
- 1 bdt grønne asparges
- 1 stk peberfrugt (hakket)
- 1 stk rødløg (hakket)
- 200 gr bælgede edamamebønner
- 200 gr ærter
- 1 ds majs
- 0,5 bdt persille (kan udelades)
Dressing
- 5 spsk olivenolie
- 2 spsk hvidvinseddike
- 1 spsk sød sennep (kan erstattes af ekstra sukker/honning)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Kog pastaen i rigeligt, saltet vand efter anvisning på pakken. Hæld herefter pastaen i en sigte, overhæld med koldt vand og lad den afdryppe.
- Knæk den nederste, træede del af de grønne asparges og skær dem herefter i mundrette stykker.
- Kom asparges, peberfrugt, rødløg, edamamebønner, ærter, majs og pasta i en stor skål og vend det sammen med friskhakket persille.
- Rør olivenolie, eddike og sennep sammen i en skål og smag til med sukker, salt og peber. Dressingen skal være sød-syrlig.
- Vend dressingen i salaten og rør godt rundt så den fordeles.
- Lad gerne salaten trække inden servering, så dressingen når at give smag til pasta og grønsager.
Skønne variationer.
Pastasalaten er uden kød. Den er oprindeligt tænkt som tilbehør og fungerer også glimrende som kødfri hovedret. Men man kan sagtens tilsætte kød, fx stegt bacon i tern og stegt kyllingebryst til sin pastasalat, hvis man synes. Og når det kommer til grøntsagerne, er der selvfølgelig helt frit valg. Opskriften skal kun ses som en vejledning og man bruger bare de grøntsager, som man bedst kan lide, eller alligevel har liggende i køleskabet.
Jeg er ret glad for ærter og majs. Desuden hører der altså, efter min mening, ærter og majs til en rigtig pastasalat. Derudover bruger jeg edamamebønner, som har en skøn smag og som vi er ret glade for. Bønnerne findes på frost i stort set alle supermarkeder og skal blot optøs. Husk at købe de bælgede! Endelig har jeg tilsat peberfrugt og rødløg og så havde vi et bundt grønne asparges liggende i køleskabet, som også røg med i puljen.
Den bedste olie-eddike dressing.
Dressingen laves lidt på gefühl for smag og behag er jo forskellig. Jeg er vild med sennep og Morten bryder sig ikke så meget om sennep, så herhjemme bruger vi en del sød sennep. Den søde sennep smager ikke nær så kraftigt som almindelig sennep. Faktisk er Morten også begyndt at spise den i hotdogs og som dyppelse til pølser mm. Derfor – bryder man sig ikke som sennep, så prøv lige at give sød sennep en chance.
I den her opskrift skal sennep nu primært ses som en smagsgiver til dressing og pastasalat. Og kan man slet ikke forlige sig med tanken om sennep, så kan den sagtens udelades. Erstat evt med lidt honning for at give en smule sødme til dressingen eller brug lidt ekstra sukker og smag så til. Dressingen skal være både sød og syrlig og gerne med et lille bitte strejf af sennep. Medmindre man har udeladt sennep, selvfølgelig.
Hej
300 g pasta, går udfra det er rå mængde du angiver, eller ?
Hilsen Mette
Mette – Ja, det er det. Som jeg også skriver i opskriften, så skal du starte med at koge pastaen 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
Tusind tak for en fremragende, pasta salat med grønt og vinaigrette ,
hilsen bo.
Bo – Tusind tak – dejligt at høre 😀
hælder du kogene vand over edamamebønnerne? jeg har planer om at lave 32 portioner til vores 10 års bryllupsfest, og skal lave pastasalaten dagen før.. men bønnerne kan vist ikke hode så længe efter optøning, så jeg overvejer at komme dem frostne i så de tør op deri.. men da kan man jo ikke hvis de skal blancheres først.^_^’ har du nogle forslag? håber meget på hurtigt svar.
hilsen tanja
Tanja – Hvis edamamebønner er frosne, og jeg skal bruge dem indenfor kort tid, så hælder jeg kogende vand over. Men ellers lader jeg bare bønnerne optø og kommer dem i salaten. Jeg tænker umiddelbart at du både kan komme dem frosne i salaten eller lade dem optø inden du blander det hele – forskellen burde ikke være den store 😀