Siden jeg var lille, har jeg været vild med stegte poussiner, som i bund og grund blot er unge kyllinger, der slagtes, når de vejer omkring 500 gr. Smagen adskiller sig således ikke væsentligt fra kylling, men fordi poussinerne ikke er så store, får man serveret 1 stk pr. person, og det har jeg altid syntes, var en smule hyggeligt. Forestil Jer lige begejstringen hos et par børn, som hver især får serveret deres helt egen “mini kylling” 🙂
Imidlertid får vi ikke poussiner så ofte. Faktisk er det mere end 10 år siden, jeg sidst har lavet poussiner og det skyldes ganske enkelt, at jeg sjældent ser dem i butikkerne og så er de gledet lidt ud i glemslen. Men forleden spottede jeg pludselig en stor portion frosne majspoussiner i Føtex, så måske har jeg bare ikke været opmærksom. Under alle omstændigheder måtte jeg selvfølgelig have et par stykker med hjem og de blev tilberedt på den allermest enkle måde, nemlig i et fad i ovnen på en bund af rodfrugter med frisk rosmarin.
>> Se også min opskrift på lækker, helstegt kylling i fad med hasselback kartofler lige her.
Poussiner kan både tilberedes i ovnen og i en gryde. Det er klart, at en grydestegning giver en fantastisk sauce, fordi poussinerne afgiver masser af smag, saft og kraft under tilberedningen. Men nu kan jeg også godt lide, at servere poussiner (og fjerkræ generelt) med sprødstegt skind, og det er der ikke meget af ovenpå en grydestegning. Jeg valgte derfor at stege poussinerne i ovnen og nøjedes med at servere dem med den skysauce, som fugle og rodfrugter dannede i bunden af fadet undervejs.
Faktisk kan man også bruge skysaucen fra fadet til en “rigtig” sauce, hvis man har lyst. Man skal bare si skyen over i en gryde, jævne den og smage til med lidt fløde, ribsgelé eller sukker, salt og peber og måske lige justere farven med saucekulør. Det kræver dog, at man er en smule opmærksom undervejs, for der skal være sky nok i bunden af fadet til, at man kan lave en sauce. Begynder bunden af fadet at “udtørre”, så må man tilsætte lidt (hønse)bouillon eller vand undervejs.
Endelig er der jo den mulighed, at man laver en helt anden form for sauce til de små, nuttede kyllinger. En kold dressing fx, eller en hjemmelavet favoritsauce, som i bund og grund er en krydret paprikasauce. Man kan også brune poussinerne i smør i en gryde, inden de lægges i fadet med rodfrugter og steges møre i ovnen og de brunede smørrester i gryden kan så bruges som base for en sauce med portvin, hvidvin eller en god rødvinssauce. Og er man ovre i den genre, så er det jo oplagt, at servere fuglene på rigtig “efterårs-maner” med hasselback kartofler og en god waldorfsalat.
>> Se min bedste opskrift på lækker waldorfsalat med druer og valnødder lige her.
Uanset hvad man har lyst til eller finder på, så kan jeg kun opfordre til, at man køber poussiner, hvis man på støder på dem i butikkerne, hos slagteren eller måske i den lokale gårdbutik. Det er virkelig en delikatesse og de er altså ret nemme at lave og helt perfekte til en hyggelig weekendmiddag.
Poussiner med rodfrugter
Ingredienser
- 1 stk poussin pr. pers. (1 poussin vejer ca 400 gr)
- 2 spsk blødt smør
- 1,2 kg blandede rodfrugter (fx kartofler, rødbeder, pastinakker, gulerødder, søde kartofler, selleri, løg og persillerødder)
- 2 spsk olie
- frisk eller tørret rosmarin
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Rengør poussinerne let, fjern evt. rester af fjer og blod og dup dem tørre med køkkenrulle.
- Krydr fuglene med salt og peber, både indvendigt og udvendigt og pensl dem med blødt eller smeltet smør.
- Rengør eller skræl rodfrugterne og skær dem i grove stykker/tern.
- Kom rodfrugterne i en frysepose og hæld olie, salt og peber ved. Ryst posen grundigt, så det hele fordeles godt.
- Fordel rodfrugterne i et ildfast fad og læg poussinerne ovenpå. Drys med frisk eller tørret rosmarin.
- Sæt fadet i ovnen ved 180 °C (varmluft) i ca 45 minutter, indtil rodfrugterne er møre og poussinerne er gennemstegte. Tjek evt. ved at stikke spidsen af en skarp kniv eller en kødnål i brystet/låret på en poussin. Kødsaften, som pipler ud, skal være klar og ikke rød.
- Server 1 poussin pr. pers. sammen med rodfrugter og den lækre stegesky, som har samlet sig i bunden af fadet.