Måske har I allerede hørt om dalgona kaffe? Det er en ny form for iskaffe, som kommer fra Sydkorea, og opskriften har bredt sig som en steppebrand på de sociale medier i løbet af de sidste par dage, så det har faktisk været næsten umuligt at komme udenom den. Jeg har i hvert fald set opskriften på den nemme iskaffe så mange gange, at jeg til sidst blev nødt til at prøve at lave den selv. Og det har jeg så gjort adskillige gange siden, for den skønne iskaffe med den tykke kaffecreme på toppen er ikke bare nem at lave, den er også superlækker og ret så vanedannende. Lige nu er det jo heller ikke så nemt at få fingre i lækre iskaffer fra de forskellige kaffebarer pga corona nedlukningen, og så er det jo meget smart, at vi kan lave dem selv i stedet for.
Kort sagt laver man dalgona kaffe ved at komme 2 spsk instant kaffe og 2 spsk sukker i en skål og hælde kogende vand ved. Herefter pisker man med en elmikser i et par minutter, indtil konsistensen er som tyk og cremet æggesnaps eller marengs. Kaffecremen fordeles så på toppen af et glas med mælk og isterninger, som serveres med ske eller sugerør. Og det er faktisk det hele. Meget nemmere end mange af de andre opskrifter på iskaffe der ellers findes og helt perfekt, hvis man ikke har en espressomaskine til rådighed, men gerne vil have lækker, hjemmelavet iskaffe alligevel.
Jeg har nydt kaffen om eftermiddagen i solen på terrassen sammen med et par kapitler i en god bog og det har været helt perfekt med den iskolde kaffe i solskinnet. Nu håber jeg så bare, at det dejlige vejr holder påsken over, så vi kan nyde endnu flere glas iskaffe, men det er der heldigvis noget, der tyder på. Og måske jeg så også skal eksperimentere lidt med forskellige former for iceblends og frappé – både med og uden kaffe.
Dalgona kaffe
Ingredienser
- 4 spsk instant kaffe
- 4 spsk sukker
- 4 spsk kogende vand
- 4-5 dl mælk
- isterninger
Fremgangsmåde
- Kom instant kaffe og sukker i en skål og hæld kogende vand på.
- Pisk herefter massen med en elmikser, til det bliver som en tyk og cremet æggesnaps. Det tager omkring et par minutter.
- Kom mælk og isterninger i 2 glas, top op med kaffecreme og server med ske eller sugerør.
Noter
Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.
Sad lige og søgte videre – Dalgonaen er åbenbart baseret på Phati Hui coffee
Og ikke kun en iskaffe, men kan også laves med varm mælk (hvor frappen så vidt jeg ved slet ikke har mælk hvis den laves som oprindeligt) …
Forskellen på de 2, er at Dogonaen klart har mere instagram-faktor over sig 😀
Annika – Tusind tak for tippet 😀
Jeg er også allerede blevet tippet om at prøve dalgona med varm mælk, med forskellige former for kaffesirup og med en kugle vaniljeis. Der skal afgjort testes forskellige varianter hen over sommeren 😀
Hej hvis i rigtig skal hygge en varm sommeraften, så prøv at tilsætte en skviss Kaluha efter smag, det smager supergodt. Har læst mig til andetsteds at kaffeskummet kan laves på forhånd, supergodt hvis man skal have gæster Tina
Tina – Tusind tak for tippet – det lyder superlækkert med et lille shot i kaffen 😀
Vil du mene, at man kan lave en stor portion dalgona creme og gemme den i køleskabet nogle dag? Så man ikke skal piske nyt dalgona creme hvergang man skal lave en kop?
Elisabeth – Jeg har selv haft succes med at have den stående i nogle timer i køleskabet, men dage ligefrem, det er jeg lidt mere usikker på. Sagen er jo den, at skummet dannes, når man pisker luft ind i instant kaffe, sukker og vand og skummet risikerer at falde sammen, hvis du lader skummet stå flere dage. Men mon ikke du så kan piske skummet op igen med en elmikser? – selvom du dermed nok lige så nemt kunne lave en ny portion 😀