Nøddesteg med sprød butterdej.

7 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Julemad og juleopskrifter, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Opskrifter, Vegetar
Gå direkte til opskriften
Opskrift nøddesteg indbagt med butterdej på en skiferplade med frisk timian

En nøddesteg (eller nøddepostej) med butterdej og grøntsagsfyld af bl.a champignons, gulerødder og hasselnødder er et virkelig skønt alternativ til eksempelvis indbagt mørbrad, forloren hare, oksesteg og lignende. Både for vegetarer men sandelig også for os andre, der gerne vil spise kødfrit indimellem. Og så er en lækker nøddesteg jo bare oplagt at servere for vegetarer i juletiden i stedet for flæskesteg eller and. Den kan så fint serveres med hvide og brunede kartofler og rødkål eller rødkålssalat.

Sprød nøddesteg opskrift.

Noget af det vigtigste, når man laver kødfrie retter, er at huske på smagen. Når man fjerner kødet, fjerner man nemlig også en del af grundsmagen umami. Og den skal man så forsøge at få tilsat igen. Det kunne eksempelvis være igennem ost, svampe eller nødder.

Derudover kan jeg godt lide, at der er forskellige teksturer i maden. Hvilket går så fint op i den her nøddesteg med sprødbagt butterdej, stegt grøntsagsfyld og knas fra hasselnødderne. Men selvfølgelig kan man udelade butterdejen. Det har jeg beskrevet nærmere under opskriften, hvor jeg også kommer med forslag til lækre variationer af nøddesteg.

Tip! Se mine bedste tips til nøddesteg + lækre variationer under opskriften.

Opskrift nøddesteg indbagt med butterdej på en skiferplade med frisk timian
4.73 fra 11 stemmer

Nøddesteg

Bagetid45 min
Samlet tid1 t 30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 dl ris
  • 2 spsk olie
  • 2 løg (hakkede)
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 2 tsk timian
  • 2 gulerødder (groftrevne)
  • 200 gr champignons (hakkede)
  • 100 gr flødeost naturel eller med smag (kan erstattes af 1 dl fløde eller mælk)
  • 100 gr hasselnødder (grofthakkede)
  • 1 æg
  • salt og peber

Desuden

  • 1 rulle fersk butterdej
  • æg til pensling

Fremgangsmåde

  • Kog risene efter anvisning på pakken og stil dem til side.
  • Opvarm olien i en gryde og sauter løg, hvidløg og timian heri.
  • Tilsæt revet gulerod og champignons og sauter i ca 5 minutter, indtil væden er fordampet fra champignonsene.
  • Tilsæt flødeost og rør rundt så osten smelter og fordeles.
  • Tag gryden af varmen, vend hakkede nødder og kogte ris i blandingen og smag til med salt og peber.
  • Til sidst røres ægget ud i nødde-champignonsfyldet.
  • Rul butterdejen ud og placer nødde-champignonsfyldet som et aflangt farsbrød i en stribe på midten.
  • Fold enderne af butterdejen op omkring fyldet og derefter først den ene langside og så den anden langside, så fyldet lukkes inde. Pensl med sammenpisket æg.
  • Løft nøddestegen over på en bageplade beklædt med bagepapir og "vip" den rundt ved hjælp af bagepapiret, så lukningen af butterdejen vender nedad.
  • Pensl herefter oversiden af butterdejen med sammenpisket æg.
  • Bag nøddestegen ved 180 °C (varmluft) i ca 45 minutter, indtil den butterdejen er sprød og fint gyldenbrun på toppen.
  • Skær den varme eller lune nøddesteg i skiver og server med salat eller grøntsager, kartofler og evt. en sauce eller dressing.
  • Evt. rester af nøddesteg kan gemmes på køl i 3-4 dage og spises kold eller varm. Den rå steg kan fryses og optøs, pensles med æg og bages inden servering.

 

Se også – 

 

Grøntsagslasagne

 

Vegetarburger

 

Tips til opskriften.

  • Jeg synes, at champignons eller portobello giver en god smag og en lækker og fyldig struktur til grøntsagsfyldet. Vil man ikke bruge svampe, så kan man i stedet bruge revet aubergine. Det har nogenlunde den samme struktur. Aubergine smager desuden ikke af ret meget, og suger derfor smag til sig fra de øvrige ingredienser.
  • Hasselnødderne kan erstattes af valnødder, pecannødder, mandler og lignende. Og man kan selvfølgelig også bruge en blanding.
  • Vil man ikke indpakke nøddestegen i butterdej, så kan det sagtens udelades. Så former man bare grøntsagsfyldet til et brød, og lægger det i et ildfast fad foret med bagepapir. Bag brødet i ovnen ved 180°C i 30-45 minutter, indtil overfladen er gylden, og brødet er fast i konsistensen.
  • I stedet for at lave en hel nøddesteg, kan grøntsagsfyldet formes til små frikadeller, som steges gyldne i lidt smør eller olie på en stegepande. Det er også oplagt at bruge resten af fyldet til frikadeller, hvis man har fået lavet en lidt for stor portion ift. mængden af butterdej.

Se også – Grøntsagslasagne I Kikærtegryde I Selleribøffer

Vegansk nøddesteg.

Ovenstående opskrift er ikke vegansk, idet der indgår både flødeost (eller fløde/mælk) og æg. Man kan dog gøre den vegansk med relativt få ændringer.

Flødeosten erstattes af et vegansk mælkeprodukt, fx soja”fløde” eller havre”fløde”. Ægget i grøntsagsfyldet kan erstattes af hørfrø. Hørfrø udrørt i vand fungerer ofte som alternativ til æg i det veganske køkken, fordi konsistensen bliver “sej” og “slimet” som en æggehvide, og har samme “samlende” effekt i fx en fars. Det er bare at udrøre 1 spsk hørfrø i en skål med 3 spsk vand og lade det stå i ca 30 minutter, så er der en portion svarende til 1 æg klar til brug.

Det sammenpiskede æg til pensling af butterdejen, ville jeg nok bare droppe. Dejen bliver muligvis ikke helt så blank, men den bliver stadig fint sprød. Og apropos butterdej, så findes der faktisk vegansk butterdej. De fleste af de billigere former for butterdej, som man kan købe i supermarkederne, har nemlig aldrig set skyggen af smør. De er som regel lavet med margarine, og dermed veganske.

7 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Helle
1 måned siden

Mon man kan bruge “farsen” til kåldolmere? Evt bruge rødkål I stedet for hvidkål, så man ikke bliver snydt?

Christel
1 måned siden

Den er bare SÅ lækker – tak for en super opskrift. Jeg gav den lidt extra spice i form a curry paste og lidt chili peber. Brugte basmati ris stegt/ kogt med løg, hvidløg, kardemomme og cloves a la en pilaf.

Tina
21 dage siden

Er det 2 dl færdigkogt ris eller 2 dl rå ris, der så koges? 2 dl rå ris giver jo en del flere dl når de er færdigkogt

Laila
6 dage siden

Kan jeg fryse den-? Altså med den optøede butterdej omkring-?

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)