En kikærtegryde er en skøn, vegetarisk gryderet, som er dejlig krydret og fyldt med velsmag og grøntsager. Helt perfekt, hvis man har indført en eller flere kødfrie dage, eller bare gerne vil have lidt ekstra grønt til sine måltider. Og ret oplagt hvis man får besøg af en vegetar eller selv er vegetar, selvfølgelig. Herhjemme er vi godt nok ikke vegetarer. Og vi har heller ikke som sådan “regler” for, hvor mange kødfrie dage vi skal have om ugen. Men jeg er vokset op med ikke at spise særlig meget kød. Og det har jeg taget med mig, efter jeg er blevet voksen.
Se også – Auberginelasagne med tomat I Vegetarburger I Grøntsagslasagne
Nem opskrift på vegetarisk kikærtegryde.
En kikærtegryde er supernem at lave, og den kan jo varieres på alle mulige måder. Vi spiser som regel retten i en skål med et stykke godt brød til. Fx hjemmebagte naanbrød, der passer perfekt til den indisk-inspirerede ret. Men der er massevis af lækre muligheder for variationer af kikærtegryden, og jeg har samlet mine tips under opskriften.
Kikærtegryde
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 stk løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (finthakkede)
- 2 ds kikærter (ca 400 gr pr stk)
- 500 gr kartofler (skrællede og skåret i mundrette tern)
- 2 ds hakkede tomater
- 2 tsk karry
- 2 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk chilipulver (eller efter smag)
- 5 dl grøntsagsbouillon (evt vand + 1 bouillonterning)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm olien i en stor gryde og sauter løg og hvidløg heri, indtil løgene bliver klare.
- Dræn kikærterne for væde og skyl dem godt. Kom kikærter, kartofler, hakkede tomater og krydderier i gryden.
- Tilsæt bouillon og lad retten simre under låg i 45-60 minutter til konsistensen er lækker og cremet.
- Smag til med salt og peber.
- Server kikærtegryden med brød, en klat creme fraiche og evt. koriander eller friskhakket persille.
- Bliver der rester, kan de sagtens gemmes på køl i et par dage. Gryderetten kan desuden fryses.
Lækre variationer.
Jeg laver som regel en helt simple udgave af kikærtegryden, men der er masser af muligheder for variationer, hvis man har lyst til det. Blandt andet kan man uden problemer tilsætte endnu flere grøntsager. De både smager og mætter rigtig godt. Fx kan nævnes peberfrugt eller squash i små tern og det samme med gulerødder, pastinakker, selleri og lignende rodfrugter. Det er også lækkert at komme friske babyspinatblade i gryden.
Vi spiser som regel kikærtegryden som selvstændig hovedret med en kølig klat creme fraiche og et drys persille på toppen. Lidt grofthakkede, saltede cashewnødder eller peanuts er også lækkert, hvis der skal ekstra knas til. Men man kan også udelade lidt af vandet i opskriften og i stedet tilsætte en dåse kokosmælk. Det giver en god smag og en dejlig cremet konsistens til retten. Og så kan man i stedet servere den med kogte ris.
Endelig kan man gøre gryderetten lidt tyndere, så den nærmest bliver som en tyk suppe, som kan spises med ske. Det kan fx gøres ved, at man tilsætter ekstra væde i form af bouillon eller hakkede tomater. Eller også kan man droppe at lade gryderetten simre i helt så lang tid som angivet i opskriften. Men den lange tilberedning bidrager altså med masser af velsmag i en ret, hvor der ikke er fylde og umamismag fra kød. Så jeg vil anbefale, at man bruger lidt ekstra væde.
Den cremede konsistens udebliver. Retten har nu simret i 60 minutter, men retten er som en suppe. Kartoffelsorten? Det er som om, de ikke koger “ud”, men er meget faste i konsistensen. En dejlig kartoffelsort I betragtning af, at vi er i januar, men ikke god til opskriften. Har taget låget af og koger nu væsken ind. Lykkes det ikke må vi få suppe.
Tanja – Det skyldes helt sikkert kartoflerne, som du selv er inde på. Jeg har også indimellem oplevet, at jeg måtte tage låget af gryden og lade retten koge ind, men uanset hvad, så er kikærtegryden helt sikkert også lækker som suppe. Vi spiser den indimellem med ske og så tilsætter jeg lidt ekstra væde 🙂
Ja, den var rigtig lækker som suppe og et klart hit hos hele familien. Og du skal have stor ros for at inkludere vegetariske eller kødminimalistiske retter, for det er rart at føle sig let i maven efter et mættende måltid og skønt, når vi nu gerne vil læne os op ad de de nye kostråd.
Og så blev væden opsuget af kartoflerne, så resterne dagen efter var gaffel-egnet.
Tanja – Dejligt at høre, at mine opskrifter kan være med til at inspirere, og at det lykkedes alligevel, selvom kikærtegryden og ikke mindst kartoflerne drillede lidt i første omgang 🙂