Tranebærkompot – tilbehør til kalkun.

0 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Opskrifter, Syltning, Tilbehør
Gå direkte til opskriften
Opskrift tranebærkompot i en skål på et bord pyntet med grankviste og friske tranebær

Man kan ikke sige amerikansk julekalkun uden at sige tranebærkompot. Eller “cranberry sauce”. Den lækre sød-syrlige kompot er lige så uundværlig til stegt kalkun, som tyttebærsyltetøj er til svenskernes kødboller. Og ribsgelé til vores forlorne hare. Men faktisk kan man snildt spise tranebærkompot til både juleand og flæskesteg og en lang række af vinterens øvrige retter. Og det er virkelig nemt at lave.

Se også – Langtidsstegt kalkun med tilbehør

Nem opskrift på tranebærkompot.

Man kan ikke spise friske tranebær. Eller jo, det kan man godt, men de er virkelig sure. Og det er faktisk derfor, at det er så nemt at lave tranebærkompot. Det naturlige pektin-indhold i bærrene er nemlig medvirkende til, at kompotten stivner helt uden brug af geleringsmidler. Man kan med andre ord bare komme tranebær og sukker i en gryde, koge det op og køle det af. Og så har man en fin kompot.

Tidligere kunne det være lidt vanskeligt at finde tranebær i butikkerne. Men efterhånden som det er blevet populært at spise kalkunsteg til jul, og ikke mindst at lave en rigtig, amerikansk Thanksgiving kalkun med hele tilbehøret, er de blevet mere almindelige. De ligger som regel med de øvrige bær i køledisken i supermarkedets grøntafdeling.

Opskrift tranebærkompot i en skål på et bord pyntet med grankviste og friske tranebær
2.34 fra 3 stemmer

Tranebærkompot

15 min
Antal: 3 dl

Ingredienser

  • 250 gr friske tranebær
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 4 spsk sukker

Fremgangsmåde

  • Kom tranebær, revet appelsinskal, appelsinsaft og sukker i en gryde.
  • Bring gryden i kog ved jævn varme, indtil bærrene brister.
  • Rør rundt, så bærrene moses ud og jævner kompotten.
  • Smag kompotten til og tilsæt evt. lidt ekstra sukker, hvis det er nødvendigt.
  • Hæld tranebærkompotten i en skål og afkøl den.
  • Tranebærkompot kan sagtens holde sig 1-2 uger på køl. Skal den holde længere, så hæld den på et skoldet og evt. atamon-skyllet glas. Den er ikke fryseegnet.

 

Se også – 

 

Langtidsstegt kalkun

 

Halve æbler med gelé

 
 

Tips til opskriften.

Jeg synes, at det smager fantastisk med fintrevet appelsinskal og appelsinsaft i tranebærkompotten. Men man kan sagtens nøjes med saften, hvis man kun har en appelsin, som ikke er usprøjtet eller økologisk. Faktisk kan man også nøjes med en smule vand i bunden af gryden, hvis man heller ikke har en appelsin.

Se også – Brunede kartofler I Brun sauce I Rødkål

Mange af os spiser ribegelé eller halve æbler med gelé til den langtidsstegte andesteg og flæskestegen juleaften. Men prøv evt. at servere tranebærkompot som det sød-syrlige element i stedet for. Derudover er en klat tranebærkompot virkelig lækkert til de gode, klassiske vinterretter som fx, forloren hare, gammeldags oksesteg, vildtkød og vildtgryde, gullash med kartoffelmos og bøf stroganoff. For nu bare at nævne et par eksempler. Gerne suppleret med en lækker waldorfsalat eller broccolisalat.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)