Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Mac and cheese – pasta med ostesauce.

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Hverdagsmad, Lette retter, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta, Vegetar
Gå direkte til opskriften
Opskrift mac and cheese gratineret med rasp i et ildfast fad med en sort ske

Mac and cheese – eller pasta med ostesauce, hvis det skal være på dansk. En klassiker fra især USA og England, men den lækre pastaret med cremet ostesauce smager jo godt, så den har også fået lov til at komme ind i mit køkken herhjemme. Gerne serveret med en ordentlig portion grøn salat. For selvom mac and cheese er lækkert, så ligger det også en god, solid bund.

Nem opskrift på mac and cheese.

Det er på ingen måde svært at lave mac and cheese. Og det er vel også derfor, det i sin tid blev en klassisk hverdagsret hos engelske og amerikanske mødre, når det skulle gå hurtigt.

Men faktisk var det som om, at mac and cheese fik en form for opblomstring for nogle år siden, hvor en del restauranter pludselig tog retten til sig. Vi har i hvert fald besøgt flere restauranter i New York, hvor vi er stødt på mac and cheese. Enten som appetizer eller forret og under alle omstændigheder en lille bitte portion, så man ikke får spist for meget inden hovedretten. Jeg har endda oplevet et menukort med et helt lille udvalg af forskellige slags mac and cheese. Så kunne man bestille lidt af hvert og prøvesmage de forskellige slags.

Herhjemme spiser vi nu mest mac and cheese som hovedret og comfort food af den bedste slags. Og gerne med en bunke salat eller grøntsager til, så der stadig er lidt balance i måltidet.

Tip! Se også mine bedste tips til mac and cheese under opskriften.

Opskrift mac and cheese gratineret med rasp i et ildfast fad med en sort ske
1 fra 5 stemmer

Mad and cheese

Bagetid15 minutter
Samlet tid30 minutter
Antal: 4 personer
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 400 gr pasta (fx skruer)
  • 50 gr smør
  • 5 spsk hvedemel
  • 5 dl mælk
  • 150 gr revet cheddar
  • 0,5 tsk tørrede chiliflager (kan udelades)
  • 3 spsk rasp (jeg bruger panko rasp)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Kog pastaen efter anvisning på pakken og lad den afdryppe. Fordel herefter pastaen i et ildfast fad.
  • Smelt smørret i en gryde. Rør hvedemel i gryden, tilsæt mælk og pisk grundigt, så der ikke dannes klumper. Lad saucen koge et par minutter, til den tykner.
  • Tag gryden af varmen og tilsæt chiliflager og revet cheddar. Rør rundt så osten smelter. Smag til med salt og peber. 
  • Hæld saucen over pastaen i fadet og vend det hele sammen. Drys med rasp på toppen.
  • Gratinér fadet midt i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca 10-15 minutter, indtil overfladen er fint gylden.
  • Servér evt med brød og salat.
  • Evt. rester kan gemmes i 2-3 dage på køl. Retten kan desuden fryses.

 

Noter til opskriften.

 
Mac and cheese kan sagtens tilsættes kød i form af kold kylling plukket i mundrette stykker eller sprødstegt bacon. Der kan desuden tilsættes grøntsager sammen med pastaen i fadet. Fx ærter, peberfrugt i tern, små broccolibuketter mm. 

Se også – Klassisk lasagne | Spaghetti carbonara | Spaghetti cacio e pepe

Tips til opskriften.

Jeg bruger cheddarost til min mac and cheese, men du kan sagtens bruge andre slags revet ost. Dog anbefaler jeg at bruge en ost, der smager af lidt. Personligt synes jeg eksempelvis, at revet mozzarella har en lidt for mild smag. Jeg supplerer desuden med lidt tørrede chiliflager, men dette kan ligeledes udelades.

Du kan sagtens supplere mac and cheese med grøntsager, hvis det bliver lidt for “meget” kun med pasta og ostesauce. Grøntsagerne skal bare fordeles i fadet sammen med pastaen, inden saucen hældes over. Jeg kan fx anbefale majs, ærter, peberfugt i tern, letdampede broccolibuketter og squash i små tern.

Det er ikke nødvendigt at drysse rasp over fadet, inden det sættes i ovnen og gratineres. Men raspen giver en lækker, sprød overflade, og det er altså ualmindeligt lækkert. Jeg bruger gerne pankorasp, som bliver ekstra sprødt, men almindeligt rasp kan også bruges. Og det kan som sagt også udelades, hvis ikke du har rasp.

Der er ikke nogen “regler” for, hvilken form for pasta, der skal bruges til mac and cheese. Men det er godt at bruge en variant, som kan suge lidt til sig og holde på saucen, fx skruer eller spiraler. Faktisk kan du også lave mac and cheese af en rest kogt pasta, så gem evt. dine pastarester i en bøtte i fryseren. Når du har nok (ca. 600-700 gram kogt pasta), så tør du det op og laver mac and cheese.

2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
jannie jørgensen
5 år siden

hvis man ville servere det som tilbehør til kød hvilken kød ville du så servere til sammen med evt frisk salat?