Jeg er inde i en periode, hvor jeg har lyst til græsk-inspireret mad. På det seneste har vi derfor både fået græske kødboller og græske kartofler. Og i dag har jeg lavet græsk pastasalat med feta og oliven. Salaten er inspireret af den klassiske, græske salat med tomater, agurk, peberfrugt, rødløg, feta og oliven, og den smager helt forrygende godt. Pastaen tilfører lidt ekstra fyldte og mæthed til salaten, som bestemt klæder den. Og så er jeg bare kæmpe fan af pastasalater.
Se også – Pastasalat med fetacreme I Pastasalat med pikantost I Pastasalat med grønt
Græsk pastasalat opskrift.
Jeg tror faktisk ikke, at der findes noget, der hedder en græsk pastasalat. I hvert fald ikke i Grækenland. Og den her pastasalat er formentlig mere græsk-inspireret, end den er græsk, men pyt nu med det. Den smager virkelig godt, og er superlækker som tilbehør til sommerens grillretter eller som selvstændig hovedret. Evt. med et rigtig godt stykke brød til.
Overvej også at lave en ekstra stor portion græsk pastasalat, og spis så resterne til frokost dagen efter. Herhjemme er pastasalat et rigtigt madpakkehit, så jeg sørger altid for at lave en rigtig stor skålfuld.
Tip! Se også mine bedste tips til variationer og “byg-selv” salater under opskriften!
Græsk pastasalat
Ingredienser
- 400 gr pasta (skruer eller penne)
- 1 agurk
- 200 gr små tomater
- 1 peberfrugt
- 1 rødløg
- 50 gr oliven
Dressing
- 2 spsk sød sennep
- 3 spsk citronsaft
- 5 spsk olivenolie
- salt og peber
Desuden
- 1 bdt persille (hakket)
- 50 gr feta/salatost
Fremgangsmåde
- Kog pastaen efter anvisning på pakken. Overhæld herefter med koldt vand og lad pastaen afdryppe.
- Del agurken på langs og skrab evt. kernerne ud med en teske. Skær herefter agurken i skiver.
- Halver cherrytomaterne, skær peberfrugten i strimler og løget i tynde både.
- Kom pasta, agurk, tomater, peberfrugt, rødløg og oliven i en skål.
- Kom sennep og citronsaft i en skål. Tilsæt olien i en tynd stråle under omrøring og rør til en cremet dressing.
- Smag dressingen til med salt og peber og vend den i pastasalaten sammen med friskhakket persille.
- Til sidst smuldres feta på toppen af pastasalaten.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Pastasalaten er ikke fryseegnet.
Lækre variationer af græsk pastasalat.
Jeg har brugt almindelig, hvid pasta til den her græske pastasalat, men der kan sagtens bruges fuldkornspasta i stedet for, hvis man ønsker lidt ekstra mæthed og kostfibre. Alternative pastavarianter som fx bønne- og linsepasta kan også bruges.
Jeg har lavet en klassisk olie-eddike dressing af sød sennep, citronsaft og olie til pastasalaten. Bryder man sig ikke om sennep, så kan det udelades, selvom mængden er så lille, at de færreste opdager senneppen. I stedet kan man mikse olie og citronsaft og smage til med lidt honning, salt og peber, inden dressingen vendes sammen med pastasalaten.
Saml-selv salater.
Som altid er mængderne i ovenstående opskrift kun er vejledende, og det står enhver frit for selv at justere. Ønskes lidt ekstra grønt, så skru ned for mængden af pasta (eller brug lidt flere grøntsager) og omvendt. Overvej også at lave græsk pastasalat som en “saml selv” salat, hvor de forskellige ting bare sættes frem i skåle på spisebordet. På den måde kan den enkelte selv “bygge” sin salat og få lige præcis den salat, som ønskes. Byg-selv salater er et stort hit i børnefamilier, hvor det indimellem kan være lidt svært, at tilfredsstille alle.
Pastasalat med ekstra fylde.
Skal der lidt ekstra fylde til salaten, så overvej at tilsætte kikærter eller bønner. Fx butterbeans, kidneybønner eller almindelige, hvide bønner. Man kan enten udbløde og koge sine kikærter og bønner selv, eller man kan købe en dåse, hvis det skal gå hurtigt. Både kikærter og bønner kan dog fryses, så overvej at udbløde og koge en stor grydefyld og frys den så ned i passende portioner. Så er det nemt lige at fiske en pose ud af fryseren og tø den op.