Jeg elsker græsk mad. Især om sommeren, hvor solen og varmen får mig til at mindes dejlige ferier i Grækenland. Og nemmest går det selvfølgelig, når minderne samtidig får følgeskab af nogle lækre, græske madretter. Fx en lækker moussaka, en græsk salat eller en portion saftige, græske kødboller.
Græsk kødboller opskrift.
Nøjagtig ligesom der findes et væld af forskellige opskrifter på frikadeller, så findes der også en masse måder at lave græske kødboller på. Og der er som sådan ikke nogle opskrifter, som er rigtige eller forkerte. De kan laves på hakket lammekød eller oksekød, og jeg bruger som regel oksekød. Ikke fordi at vi ikke kan lide lam, men nogle gange er det bare lidt nemmere, finde finde hakket oksekød i butikkerne, hvis det skal være lidt nemt.
Se også – Græsk kartoffelsalat I Græske kartofler I Græsk pastitsio
Tilbehør til kødboller.
Derudover smages de græske frikadeller også til med et væld af lækre krydderier. Om sommeren bruger jeg gerne friskhakkede krydderurter fra krukkerne i haven, men resten af året kan jeg nu fint nøjes med de tørrede udgaver. Jeg serverer græske kødboller med en lækker, græsk salat eller en græsk kartoffelsalat. Dertil tzatziki til at dyppe i og måske nogle græske fladbrød eller hjemmebagte pitabrød. Et pitabrød fyldt med græske kødboller, græsk salat og tzatziki er en himmerigs mundfuld.
Tip! Se mine bedste tips til variationer under opskriften.
Græske kødboller
Ingredienser
- 450 gr hakket oksekød
- 1 stk æg
- 0,5 dl mælk
- 3 spsk hvedemel
- 1 stk løg (revet)
- 2 fed hvidløg (pressede)
- 2 tsk tørret oregano
- 2 tsk stødt spidskommen
- 0,5 tsk tørrede chiliflager
- 0,25 tsk stødt kanel (kan udelades)
- 2 spsk olie (til stegning)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Kom hakket oksekød i en skål. Tilsæt æg, mælk, hvedemel, løg, hvidløg og krydderier og rør det hele sammen til en lind fars.
- Form farsen til ca 20 kødboller på størrelse med valnødder.
- Opvarm olien på en stegepande.
- Steg kødbollerne på panden til de har en fin stegeskorpe og er gennemstegte, men stadig saftige. Ryst panden jævnligt, så kødbollerne forbliver runde.
- Server kødbollerne med tzatziki, græsk salat og evt. fladbrød eller pita.
- Evt. rester kan opbevares på køl i 2-3 dage. Kødbollerne kan desuden fryses.
Inspiration til variationer.
Græsk (og mellemøstlig) mad indeholder en del varme krydderier, som vi i Danmark måske mest forbinder med bagværk og kager. Deriblandt stødt kanel. Og for at få den helt rigtige smag i de græske kødboller har jeg tilsat en smule stødt kanel. Man skal ikke være bange for, at kødbollerne kommer til at smage som kanelsnegle, men bliver det alligevel en smule for specielt med kanel, så udelad det.
Græske kødboller kan både laves på hakket oksekød og hakket lammekød. Det er helt op til den enkelte, hvilken variant man foretrækker. Og hvilken slags kød man kan skaffe, selvfølgelig.
Skal der lidt ekstra smag til kødbollerne, så overvej at tilsætte friskhakket persille og smuldret feta/salatost til farsen. De tørrede chiliflager kan desuden erstattes af finthakket, frisk chili, hvis kødbollerne kan sparke lidt fra sig.