Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Lasagne med kylling og grønsager.

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Fjerkræ, Hovedretter, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta
Gå direkte til opskriften

Lasagne er det ultimative weekendhit her i huset – uanset om den bliver serveret fredag aften, som en dejlig optakt til weekenden, lørdag aften med tilhørende rødvin eller søndag som sådan en slags hygge- og comfort food. Vi elsker ganske enkelt en god lasagne og jeg har da også efterhånden lavet en hel del forskellige slags, fx spinatlasagne, tomatlasagne, mexicansk lasagne og så selvfølgelig den klassiske lasagne med bolognaise, for nu bare at nævne nogle stykker. Gad vide om det var en idé, engang at lave et indlæg med opskrifter på samtlige mine lasagner? Der er efterhånden ved at være mange.

Når menuen står på kyllingelasagne, plejer der at være tale om denne her fantastisk udgave med kyllingebryst, bechamel og spinat eller denne her med pulled chicken og hytteost, men for nylig forsøgte jeg mig med en lasagne med hakket kylling og det blev endnu et hit. Smagsmæssigt er der måske ikke den store forskel på en klassisk lasagne og en kyllingelasagne, for saucen er jo ret godt smagt til med tomat og krydderier, men jeg synes alligevel, at det hakkede kyllingekød bidrog med en fin smag og ikke mindst en lækker konsistens. Der er ligesom lidt mere bid i hakket kylling end i hakket oksekød, hvilket jeg synes er virkelig lækkert.

Der er masser af grønsager i kødsaucen, hvilket der for det meste er, når jeg laver den slags, fordi det er en oplagt mulighed for at få tyndet lidt ud i grønsagsskuffen. Som sædvanlig skal opskriften udelukkende opfattes som inspiration, for de fleste grønsager kan bruges og der er ingen grund til at fare ud og købe gulerødder og peberfrugter, hvis man i stedet har squash og bladselleri liggende i køleskabet, for nu bare at tage et eksempel.

Jeg bruger stort set altid bechamelsauce i mine lasagner og en hjemmelavet bechamelsauce er absolut ikke speciel svær at lave, men kniber det alligevel med tid, lyst og lejlighed, så kan en brik færdiglavet mornaysauce sagtens bruges. Vi spiste lasagnen med en stor portion blandet salat med hjemmelavet creme fraiche til og det kan jeg kun anbefale – selvom der er godt med grønsager i kødsaucen, er det rart med lidt frisk og grønt knas ved siden af. Har man børn, som er lettere grønsagsskeptiske, så kan man sagtens droppe salaten og i stedet servere grønsager i stave ved siden af, evt med creme fraiche dressing som dip i stedet. Jeg er sikker på, at det nok skal blive et hit.

4,60 fra 5 stemmer

Lasagne med kylling og grøntsager

Bagetid30 minutter
Samlet tid1 time
Antal: 4 personer

Ingredienser

Kødsauce

  • 1 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 400 gr hakket kylling
  • 100 gr gulerødder (skrællede og revne)
  • 1 peberfrugt (hakket)
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk tørret oregano (eller basilikum)
  • 2 spsk tomatpuré
  • 2 spsk hvedemel (kan udelades)
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 dl vand
  • 1 ds majs
  • 1 tsk sukker
  • salt og peber

Bechamelsauce

  • 25 gr smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 4 dl mælk
  • 0,5 tsk revet muskatnød
  • salt og peber

Desuden

  • 50 gr revet ost
  • 16 lasagneplader

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en gryde og sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt kyllingekød og brun kødet godt. 
  • Kom revet gulerod og peberfrugt i gryden og sauter et par minutter. Tilsæt herefter paprika, oregano, tomatpuré og hvedemel.
  • Til sidst tilsættes hakkede tomater, vand og majs og gryden bringes i kog. Lad kødsaucen simre i ca. 10 minutter. Smag herefter til med sukker, salt og peber.

Bechamelsauce

  • Smelt smørret i en gryde og rør mel ud i smørret. Tilsæt mælk og pisk godt, så saucen ikke klumper. 
  • Bring gryden i kog og lad saucen koge i et par minutter, så saucen tykner. Smag til med revet muskatnød, salt og peber.
  • Fordel lidt bechamelsauce i bunden af et ildfast fad og placer 3-4 lasagneplader ovenpå saucen. Forsæt med kødsauce, bechamel og lasagneplader til det hele er brugt. Slut af med bechamelsauce og drys med revet ost på toppen. 
  • Bag lasagnen ved 190 °C (varmluft) i ca 25-30 minutter, til den er gylden. Lad gerne lasagne hvile i 5-10 minutter inden udskæring. Så får den tid til at samle sig, og kan bedre skæres i pæne stykker.
  • Server lasagnen med salat og evt. brød.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Lasagnen kan desuden fryses.

Noter til opskriften. 

 
Det hakkede kyllingekød kan selvfølgelig erstattes af hakket oksekød, hvis man foretrækker en helt traditionel lasagne a la bolognaise. 
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Susanne
4 år siden

Tak for mange lækre opskrifter :o).
På min pakke med lasagneplader står der, at de skal forkoges et par minutter. Hvilket gør, at jeg holder mig langt væk fra hjemmelavet lasagne, simpelthen fordi det er for besværligt.
Forkoger du dine eller kan man springe over?