Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pastasalat med avocadocreme.

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Lette retter, Madpakkehits, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta, Salater - Alle mine bedste salater
Gå direkte til opskriften
Nem opskrift på pastasalat med avocado creme og bacon i tern - perfekt tilbehør eller let hovedret

Selvom Morten og jeg holder sommerferie i New York, så skal I da ikke snydes for den her lækre pastasalat med avocadocreme, som jeg lavede til aftensmad i sidste uge, men ikke nåede at dele, inden vi rejste. Normalt bruger jeg jo en creme fraiche baseret dressing i mine pastasalater. Men da der lå et par godt, modne avocadoer i frugtskålen, så var det jo oplagt at lave pastasalat med avocado dressing.

Nem opskrift på pastasalat med avocadocreme.

Jeg har tidligere lavet kartoffelsalat med avocadocreme, som blev et kæmpe hit herhjemme. Derfor var det jo oplagt at tage udgangspunkt i den opskrift endnu engang. Derudover holdt jeg mig egentlig bare til de klassiske ‘pastasalat-grøntsager’ som ærter, majs, rødløg og peberfrugt. Jeg bruger ofte rødløg (eller forårsløg) i pastasalater, da jeg synes, det giver en god sødme og let skarphed. Men er der mindre børn, der skal spise med, så kan løg jo sagtens udelades.

Jeg er sikker på, at både squash i tern, bladselleri, broccolibuketter, blomkålsbuketter, radiser og mange andre grøntsager ville have fungeret rigtig fint i salaten. Men jeg var ved at tømme køleskabet til vores ferie, da jeg lavede salaten. Så det virkede lidt tåbeligt at fare ud og købe en masse forskellige grøntsager. Jeg er dog ikke i tvivl om, at salaten vil smage skønt med mange flere forskellige slags grønsager. Det gælder jo bare om at bruge det, som man kan lide, eller har liggende i grønsagsskuffen i forvejen.

Tip! Se også mine bedste tips til pastasalat med avocadocreme under opskriften.

Nem opskrift på pastasalat med avocado creme og bacon i tern - perfekt tilbehør eller let hovedret
4,75 fra 8 stemmer

Pastasalat med avocadocreme

Samlet tid30 minutter
Antal: 4 personer
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 100 gr bacon i tern
  • 250 gr pasta (fx skruer eller penne)
  • 200 gr ærter
  • 1 ds majs (ca 275 gr)
  • 1 stk peberfrugt (hakket)
  • 1 stk rødløg (finthakket)

Avocado creme

  • 2 stk avocado (gerne godt modne)
  • 1 dl creme fraiche
  • 3 spsk citronsaft
  • 0,5 tsk tørrede chiliflager (kan udelades)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Steg bacontern brune og sprøde på en pande. Læg baconstykkerne på et stykke køkkenrulle og stil dem til side.
  • Kog pastaen efter anvisning på pakken. Overhæld den herefter med koldt vand og lad den afdryppe. 
  • Kom pasta, ærter, majs, peberfrugt og rødløg i en skål. 

Avocado creme

  • Halver avocadoerne, fjern stenene og skrab indmaden ned i en skål. 
  • Tilsæt creme fraiche og citronsaft og blend til en glat avocadocreme med en stavblender.Smag cremen til med chiliflager, salt og peber.
  • Vend avocadocremen i pastasalaten og fordel baconstykkerne på toppen.
  • Server evt. pastasalaten med brød.
  • Evt. rester kan gemmes 1-2 dage på køl. Dog vil dressingen miste lidt af den grønne. Salaten er ikke fryseegnet.
 

Noter til opskriften. 

 
Har du ikke en stavblender, så kan avocadocremen laves i en minihakker eller food processor i stedet for. Du kan også mose avocadoerne med en gaffel, hvis du ønsker en lidt grovere og mere ‘rustik’ avocadocreme. 

Tips til opskriften.

Normalt anbefaler jeg ikke, at man gemmer salater med avocado. Primært fordi avocadoen bliver brun og trist at se på efter noget tid. Men vi kunne ikke spise al pastasalaten, hvilket gav mulighed for at “teste” den over tid. Og den blev heldigvis hverken tør eller brun, selvom dressingen selvfølgelig ikke var helt så grøn, som da den var frisklavet. Så får du rester, så pak dem i en lufttæt bøtte, og så kan de faktisk godt holde til dagen efter.

Se også Grøn pastasalat | Guacamole | Pastasalat med kylling og karry

Jeg kan godt lide, at dressingen er helt glat og cremet. Derfor blender jeg den med en stavblender. Alternativt kan du bruge en minihakker eller en food processor, hvis du skal lave en større portion. Vil du gerne have en lidt grovere avocadocreme, så kan du nøjes med at mose avocadoerne med en gaffel. Det smager også godt, og giver en lidt mere “rustik” pastasalat.

Jeg topper salaten med sprøde bacontern, men disse kan selvfølgelig udelades eller erstattes. Sprødstegt (eller bagt) serranoskinke eller parmaskinke er fx også lækkert. Det samme gælder et drys ristede saltede græskarkerner, saltmandler eller cashewnødder eller en håndfuld rodfrugtchips, hvis salaten skal være kødfri.

Har du en rest tilberedt kylling til overs fra aftensmaden, så er det lækkert at vende det i pastasalaten. Det samme gælder rejer eller varmrøget laks, der plukkes i mindre stykker og forsigtigt vendes i salaten eller anrettes ovenpå, så det ikke går i stykker.

2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Hanne Larsen
8 år siden

jeg har svært ved at tilmelde mig jeres hjemmeside

Maden i mit liv.
8 år siden

Hanne – Hvordan har du prøvet at tilmelde dig? Er du på facebook, kan du også bare trykke “synes godt om” på bloggens facebookside – den hedder madenimitliv – så dukker det automatisk op på din egen facebookside, hver gang jeg har lagt nyt op på bloggen 🙂

Mange hilsner fra

Anne-Kathrine