Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Spicy oksekød og hvidkål i fad.

40 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Hverdagsmad, Oksekød, Opskrifter, Sund mad
Gå direkte til opskriften

Som jeg var inde på i sidste uge, så er kål i højsæson lige nu. Det betyder, at det er både lækker og billig mad. Og lige når det kommer til hvidkål, så er en af mine hofretter altså spicy oksekød og hvidkål i fad.  Det er en ret, som jeg har kendt til i hele mit liv. Som barn fik vi ofte krydret oksekød med kål og grønsager, når vi fik pandekager med fyld. Og udover at det smager fantastisk, så er det også en rigtig god måde at få spist en masse af sæsonens grønsager på.

Se også – Hvidkålsrouletter I Spicy oksekød med spidskål I Farseret blomkål

Spicy oksekød og hvidkål i fad – nem opskrift.

Hovedkomponenterne består som udgangspunkt af hakket oksekød, hvidkål (man kan også bruge spidskål), løg og gulerødder. Kød og grønsager sauteres i en gryde og smages til med forskellige krydderier. Der er dog ingen faste regler for, hvad man kan tilsætte af grønsager. Og krydderierne udvælges alt efter hvad blandingen skal bruges til. Der er nemlig virkelig mange muligheder for at variere sådan en omgang oksekød med hvidkål.

Man kan servere fadet som selvstændig hovedret. Måske med lidt brød eller lækre ovnristede kartofler ved siden af og en klat kølig creme fraiche på toppen, hvis man har lavet det lidt stærkt. Man kan også tilføje en portion (eller rest) kogte ris til retten, hvis den skal mætte yderligere. Selvom jeg næsten kan garantere, at de fleste bliver mætte ovenpå alle de grove grønsager. Man kan jo nærmest ikke sparke sig frem for kostfibre. Skal fadet serveres for sig selv, kan jeg i øvrigt anbefale at drysse lidt revet ost på toppen de sidste 15 minutter af bagetiden. Bare lige så det når at smelte og blive lækkert gyldent. Det smager noget så dejligt.

Det krydrede oksekød og hvidkål kan sagtens laves færdigt i gryden. Det gør jeg ca. halvdelen af gangene. Men det smager virkelig godt at komme hele herligheden i et fad og sætte det i ovnen. Dermed får grønsagerne lov til at karamellisere ganske let og får en skøn, bagt smag. Fadet passer sig selv i ovnen. Man skal bare lige vende lidt rundt med en ske et par gange undervejs. Så det er jo ikke fordi, at der er specielt meget arbejde i det. Og har man alligevel gang i en portion ristede kartofler som tilbehør, så er det jo oplagt at lade de 2 ting stå i ovnen samtidig.

4,24 fra 39 stemmer

Spicy oksekød og hvidkål i fad.

Samlet tid1 time
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 450 gr hakket oksekød
  • ½-1 hvidkålshoved (kan erstattes af spidskål)
  • 3 gulerødder (groftrevne)
  • 2 rødløg (hakkede)
  • 3 tsk paprika
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk mild chilipulver
  • 1 dl vand eller bouillon
  • salt og peber
  • persille til servering

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en stor gryde og sauter hvidløget heri.
  • Tilsæt oksekødet og brun det grundigt.
  • Kasser stokken fra hvidkålen og snit kålen i tynde strimler.
  • Tilsæt hvidkål til oksekødet. Kom herefter revet gulerod og rødløg i gryden og vend godt rundt.
  • Smag til med paprika, spidskommen, chilipulver, salt og peber. 
  • Vend oksekød og kål ud i et ildfast fad, hæld 1 dl vand eller bouillon ved og sæt fadet i ovnen i ca. 45 minutter ved 175 °C (ikke varmluft). Vend rundt i fadet et par gange undervejs, så overfladen ikke bliver tør.
  • Drys evt. med friskhakket persille og server med ristede kartofler eller brug nogle af de mange muligheder, som nævnes ovenfor.

Skønne serveringer med krydret oksekød og hvidkål

Man kan også bruge det krydrede oksekød og hvidkål som fyld i en gang pandekager. Enten hjemmelavede madpandekager eller færdigkøbte tortillapandekager, som lægges i et fad, drysses med ost og gratineres i ovnen. Tortillaerne kan serveres med creme fraiche, salsa (måske hjemmelavet salsa) og guacamole. Og så er det lækkert med en salat med fintstrimlet iceberg, majs, tomater, agurk, peberfrugt og lignende ved siden af. Sådan lidt a la tex mex.

Endelig kan man droppe spidskommen og paprika i stedet tilsætte karry og soya og bruge fyldet i hjemmelavede forårsruller. Kan man ikke skaffe forårsrulledej, så kan man sagtens bruge helt almindelig filodej. Det findes på frost i de fleste større supermarkeder. Bruger man filodej, så kan de hjemmelavede forårsruller for resten nemt bages gyldne og sprøde i ovnen. På den måde behøver man heller ikke stå og jonglere med frituregryde og varm olie.

Subscribe
Notify of
40 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Lise Marie Madsen
7 år siden

Virkelig en lækker ret!
Selv ungerne på 4,6,10,12 er vilde med det
krydderi sammensætning passer perfekt, også til børn.

Maden i mit liv.
7 år siden

Lise Marie – Det glæder mig, at retten har været sådan en succes hos hele familien – lyder som en god måde at få ungerne til at spise masser af grove grønsager på 🙂

Connie Madsen
7 år siden

Super LÆKKER ret. Alle i familien er helt vilde med den, så kan VARMT anbefales til alle andre, at prøve. ????

Maden i mit liv.
7 år siden

Connie – Det glæder mig, at I kunne bruge opskriften og at det blev så stor en succes. Jeg har planer om, også snart at lave en portion med karry og grønsager 😀

Karin Hyldgaard
7 år siden

Prøvet og godkendt. Og det i et hjem med 2 der elsker kød – meget kød. Kommer helt klart på menuen igen. Smagte super.

Maden i mit liv.
7 år siden

Karin – Det lyder godt 🙂 Det er nemlig en ret, hvor der kan skæres gevaldigt ned på kødet og op for grønsagerne, uden at kødelskerne sidder og rynker på næsen 😀

Ingelise Jensen
6 år siden

Også et hit her! Retten rækker nemlig laaangt til 5 voksne, hvis man putter nok hvidkål i.Chili-sauce er også fin som tilbehør 😉

Maden i mit liv.
6 år siden

Ingelise – Nemlig – rigeligt hvidkål (eller spidskål) er også et hit herhjemme 😀

Elsebeth
6 år siden

Heldigvis kommer jeg af en familie, der er helt vild med grøntsager. I stedet for klassiske hvidkålsrouletter snitter jeg hvidkål, svitser let, krydrer, hælder væde ved, laver en fordybning i midten og lægger frikadellefars i hullet. Når kål og kød er mørt, laver jeg muskatsovs af væden. Resultatet bliver i smag som rouletter. På samme måde laver jeg brunkål enten med flæskefars, eller jeg får slagteren til at save et par gode ben midt over, så de er til at brune og lægge ned i den brunede kål.
Døjer man med at få spist et helt hvidkål, er det dejligt at koge hvidkål i både og servere dem sammen med kartofler og gulerødder + frikadeller. Hvert forår laver jeg et lager af ramsløgssmør-ruller, som jeg fryser i skiver – sådan en skive kryddersmør/en klat smør gør det fint ud for sovs.
Godt nytår til dig, din mand og Viggo!

Maden i mit liv.
6 år siden
Svar  Elsebeth

Elsebeth – Mange tak for din nytårshilsen og dine gode opskrifter/tips med kål. Jeg har ikke fået brunkål siden jeg var barn – mindes ikke, at jeg var specielt vild med det, men jeg har besluttet mig for, at det skal prøves her i løbet af vinteren. Det bliver så med en lille hamburgerryg og måske en medister, da jeg er ret overbevist om, at det var konsistensen på det kogte, fede flæsk, som jeg især havde det svært med som barn.

Rigtig godt nytår til dig og dine fra os allesammen 😀

Anders Rasmussen
3 år siden

4 stars
Har lige lavet denne fantastiske ret til aftensmad… Det fungere også rigtig godt med dobbelt så meget kød.. 😀

jette Sørensen
3 år siden

hej når jeg laver brunkål bruger jeg et stykke nakkekam, det er ikke så fedt som brystflæsk, samtidig bruger jeg brunfarin / mørk sirup. Dvs. brun kød på alle sider, derefter brun hvidkål grundigt, herefter farin/sirup over kålen så kødet i gryden, evt. lidt væske(vand) salt og peber koges i ca. 1 – 1 1/2 time serveres med sennep og et godt brød.

Jeg kan se at det er en gammel kommentar jeg har svaret på, men det er første gang jeg er på din side

Belinda Wellendorph
2 år siden

Jeg elsker brunkål. Men her er det et flerdagsprojekt, eller i hvert fald et heldagsprojekt, hvor stegeben kommes ned i kålen og får lov at ‘koge’ med i mange timer. Det sammen med oksehaler eller lign. Det gør at du får noget kød som er fantastisk mørt og lækkert og ikke det her blæverkød som vi fik som børn.

Maja
6 år siden

Retten ser vildt lækker ud og skal helt klart prøves! Jeg “døjer” desværre bare med en mand, som har traumer efter for meget råkost som barn ? nogen gode ideer til erstatning af gulerødder? ?

Maden i mit liv.
6 år siden
Svar  Maja

Maja – Hvad med at bruge hvide gulerødder i stedet? De er ikke så synlige og så smager han dem måske slet ikke 😀 Jeg køber blandt andet hvide, lilla og gule gulerødder i løsvægt i Rema 1000. Og ellers kan du bare udelade dem eller erstatte med flere af de andre grønsager, måske peberfrugt 😀

Katrine
5 år siden

Jeg bruger altid frosne ærter i min opskrift, der minder meget om denne. Fine ærter fra frost er bedst. Den lidt søde smag passer rigtig godt til ktydderierne, og så er det jo dejlig nemt:)

Regina Kjærbæk
5 år siden

Hej
Ved du kalorietallet i retten?

Kh Regina

Allan Rosendal Martinsen
2 år siden

Kan den evt bare laves færdig i gryden,jeg bruger støbejersgryde og tænker resultatet vil blive det samme eller hvad.

Angelica Kristiansen
4 år siden

Kan man fryse resten af retten. Jeg har meget fars. Vi får ikke spist det hele i dag. Knus Angelica

Andreas Seeger
4 år siden

Det her er min yndlingsret når jeg skal tabe lidt vægt, den er simpelthen suveræn!

Tove Lasota
3 år siden

Smager også dejlig hvis man tilsætter revet ost de sidste min i ovnen

Bodil
3 år siden

5 stars
Den er bare god. Har den igang lige nu og glæder mig til jeg skal spise. Det er anden gang jeg laver det. Kommer det ikke i ovnen, laver det færdigt i gryden.

Carsten Vium Jørgensen
3 år siden

5 stars
2,5 kilo forsvandt som dug for solen..

Jean Eckert
2 år siden

5 stars
Jeg elsker den her.
Total comfort-food. Og så er det en fantastisk måde at få bunkevis af grønt i husets teens.

Morten
2 år siden

Er vild med retten bruger sprøde æblestykker til den også som toppings til det for at give det lidt sødme og syrlighed

Peder
8 måneder siden

Glæder mig til at afprøve retten.
Kan den fryses? Overvejer nemlig at lave en større portion 🤔

Jørgen Remod
3 måneder siden

Hvad med at skrive antal ca. gram for de enkelte grøntsager (hvidkål har meget forskellige størrelser