Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Bagte bønner med tomater og feta.

0 kommentarer
Opskrifter, Tilbehør, Vegetar
Gå direkte til opskriften
Opskrift bagte bønner med tomater og feta i en skål med en guldske på et lyserødt bord

Jeg er altid på jagt efter lækkert tilbehør. Både grøntsagstilbehør, men også tilbehør af den mere mættende slags med frø, kerner og bælgfrugter. Og de her bagte bønner med tomater, hvidløg og drys smuldret feta på toppen er mit seneste bud på superlækkert tilbehør. Eller let hovedret, for faktisk kan man også uden problemer spise de bagte bønner med en god salat, dressing og brød til.

Opskrift på bagte bønner med tomater og feta.

Uanset om man spiser de bagte bønner som tilbehør eller hovedret, så er selve tilberedningen virkelig nem og simpel. Bruger du dåsebønner, så er det endnu nemmere, eller i hvert fald hurtigere, for så skal bønnerne ikke udblødes og koges først. Men det er jo på ingen både svært at koge bønner, hvilket jeg har beskrevet nærmere i kapitlet under opskriften.

Se også – Chili hummus I Bagt blomkål I Spidskålssalat

Jeg serverede de bagte bønner med tomater som tilbehør til et par grillmedistre. Derudover fik vi resterne af de her sesamkartofler og lune fladbrød. Og for at det ikke skal være løgn, var der også lige en smule af den her græske pastasalat i køleskabet, som også røg på bordet. Alt godt fra køleskabet og restemad af den bedste slags. Til gengæld blev det hele spist, så vi undgik madspild. Og det er jeg stor fan af. Hvorfor smide mad ud, som jeg har betalt mange penge for?

4 fra 4 stemmer

Bagte bønner med tomater

Bagetid25 minutter
Samlet tid40 minutter
Antal: 4 personer (tilbehør)

Ingredienser

  • 1 ds hvide bønner (eller ca. 250 gr kogte, hvide bønner)
  • 200 gr cherrytomater
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk tomatpuré
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • ½ tsk chilipulver (kan udelades)
  • 100 gr feta/salatost
  • 1 bdt persille (hakket)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Bruges dåsebønner så skyl dem i rigeligt vand og lad dem afdryppe.
  • Kom herefter bønner og cherrytomater i et ildfast fad.
  • Tilsæt hvidløg, olie, tomatkoncentrat, krydderier, salt og peber og vend det hele rundt.
  • Sæt fadet i ovnen ved 190 °C (varmluft) i 20-25 minutter, indtil tomaterne brister. Rør gerne rundt i fadet et par gange undervejs.
  • Inden servering drysses toppen med smuldret feta og friskhakket persille.
  • Server de bagte bønner som tilbehør til kød og fisk eller som selvstændig hovedret med brød, salat og dressing til.
  • Evt. rester kan gemmes i 2-3 dage på køl. Retten er ikke fryseegnet pga. tomaterne.

Kogning af bønner og kikærter.

I stedet for hvide bønner kan der bruges butterbeans, sorte bønner, kidneybønner eller kikærter. Der kan bruges bønner fra dåse, der allerede er udblødte og kogte. Men man kan også bare koge sine egne bønner.

Bønnerne skal udblødes i rigeligt vand i 8-12 timer og herefter koges i saltet vand i 30-45 minutter, indtil de er møre. Husk at kassere det vand, som bønnerne har trukket i, og skyl dem i friskt vand, inden de kommes i gryden og koges. Kogte bønner kan uden problemer fryses. Man kan derfor med fordel koge en stor grydefuld, og fryse bønnerne ned i passende portioner.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer