Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Macaroni and cheese…

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Hverdagsmad, Lette retter, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Macaroni and cheese får vi ikke så tit, for det er altså en lidt tung servering, men en gang imellem synes jeg egentlig, det er meget hyggeligt, at få serveret en gang pasta i en boblende og rygende varm ostesauce – portionsanrettet og serveret direkte fra ovnen.

Jeg får gerne mac ‘n cheese i hvert fald én gang, når vi er i USA, men det er som sagt en gedigen omgang, så selvom portionerne faktisk ikke er voldsomt store, så kan jeg sjældent spise op alligevel. En god idé er at dele med en anden i selskabet, som så til gengæld bestiller en portion salat, lidt grønsagsstænger eller lign. knas, som modvægt til den fede og cremede pastaret.

Mac ‘n cheese kan vel egentlig bedst betegnes som klassisk, amerikansk husmodermad, men på flere af de caféer og restauranter, som vi har besøgt i New York, har mac ‘n cheese været på menuen som en appetizer eller forret – altså en lille bitte portion, så man ikke får lagt en alt for tung bund inden hovedretten. Flere gange har man endog kunnet bestille et helt lille udvalg af mac ‘n cheese med forskellige slags ost og med og uden kød, grønt eller krydderurter – egentlig en lidt hyggeligt forret efter min mening, altså at sidde og nippe til små skåle med forskellige slags mac ‘n cheese.

Herhjemme spiser vi nu ikke mac ‘n cheese som hverken forret eller hovedret men nærmest som en mellemting. Man kan nærmest vist sige, at det får lov til at spille samme rolle på tallerkenen som et stykke kød eller fisk ville gøre og denne her gang blev det derfor spist med en stor portion blandet salat og et par lækre, kogte majskolber til. Uhhh, det var gode sager og i bund og grund en ret okay kombination.

Jeg drysser gerne lidt chiliflager og en smule krydderurter, denne gang lidt oregano, på min mac ‘n cheese, lige inden servering – det bidrager med lidt bid og kant til den bløde og cremede ret. Man kan også drysse lidt raps over herlighederne, inden de sættes i ovnen, hvis man ønsker lidt mere crunch – det giver en lækker og sprød overflade.

Ingen bedømmelser

Macaroni and cheese.

Bagetid20 minutter
Samlet tid35 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 400 gr pasta (gerne små suppehorn eller lign.)
  • 30 gr smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 3 dl mælk
  • 250 gr revet cheddarost
  • evt. rasp
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Kog pastaen efter anvisning på pakken og lad den afdryppe.
  • Smelt smørret i en gryde og rør hvedemel ud i smørret.
  • Tilsæt mælk og pisk grundigt til en klumpfri sauce.
  • Bring gryden i kog og lad saucen koge et par minutter, til den tykner.
  • Kom revet ost i saucen og rør rundt, så osten smelter.
  • Vend kogt pasta i saucen og smag til med salt og peber.
  • Fordel blandingen i et ildfast fad eller små portionsforme. Drys evt. overfladen med rasp, hvis der ønskes en sprød skorpe.
  • Gratiner fadet ved 180 °C (varmluft) i ca 20 minutter, til overfladen er gylden.
  • Server mac and cheese som hovedret eller fyldigt tilbehør.
  • Evt. rester kan gemmes i 2-3 dage på køl. Retten kan desuden fryses.
Note. Mac ‘n cheese kan tilsættes kød i form af kold kylling i mindre stykke, sprødstegt bacon i tern, skinke eller lign. Desuden kan grøntsager i form af ærter, peberfrugt, små cherrytomater, broccolibuketter mm. tilsættes.
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
jannie jørgensen
4 år siden

hvis man ville servere det som tilbehør til kød hvilken kød ville du så servere til sammen med evt frisk salat?