Frisk pasta med stegt laks, flødesauce med citron og en ordentlig bunke friskhakkede krydderurter. Det er ikke bare superlækker aftensmad, det er også noget så nemt at lave. Hverdagsmad som kan være klar på 20-25 minutter. Og selvom man kan spise pasta med laks på alle tider af året, så smager det jo allerbedst om sommeren, når vi kan hente krydderurterne i haven.
Se også – Pasta med tunsauce I Laksetatar I Spinatroulade med laks
Nem opskrift på pasta med laks.
Min opskrift på pasta med laks og flødesauce minder langt hen ad vejen om den klassiske spaghetti carbonara. Jeg har blot erstattet bacon med stegt laks og tilføjet citron for ekstra friskhed. Nogle vil så argumentere for, at der ikke er fløde i en original carbonarasauce, hvilket også er helt korrekt, men det er der altså i min. Og i mange andres. Jeg er nemlig vild med den ekstra lækre og cremede konsistensens, som ostesaucen får, hvis der tilsættes fløde.
En anden mulighed er at lave en pastasauce på flødeost naturel og mælk (eller kogevand fra pastaen). Præcis som til denne her pasta med flødeost og ærter. Flødeosten skal blot smeltes på en pande og tilsættes mælk eller vand, inden den koges let ind. Tilføj gerne citronskal og -saft og smag til med sauce og peber.
Skal saucen være ekstra lækker, så kan man med fordel sautere finthakket løg og hvidløg på panden, inden flødeosten tilsættes. Til sidst vendes saucen sammen med friskkogt pasta, plukket laks og friskhakkede krydderurter som beskrevet i opskriften herunder.
Pasta med laks
Ingredienser
- 2 spsk olie
- 2 stk fersk laksefilet (ca 300 gr)
- 4 æg (evt. past)
- 2,5 dl piskefløde
- 50 gr parmesanost (revet)
- 0,5 usprøjtet citron (revet skal + saft)
- 500 gr spaghetti
- 1 bdt dild
- 1 bdt purløg
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm olien på en stegepande og steg laksefileterne i 2-3 minutter på hver side, indtil de er lige netop gennemstegte.
- Tag laksefileterne af varmen, krydr med salt og peber og stil dem til side.
- Kom æg, fløde, revet parmesan, citronskal og saft, salt og peber i en skål og rør det sammen.
- Kog pastaen i saltet vand efter anvisning på pakken. Hæld vandet fra pastaen og lad den afdryppe. Hæld herefter pastaen tilbage i den varme gryde.
- Rør hurtigt æg- og flødemassen ud i den varme pasta. Varmen fra pastaen får osten til at smelte, så saucen samler sig om pastaen. Vær OBS på at røre godt rundt, så æggene ikke danner scrambled eggs i bunden af den varme gryde.
- Pluk laksen i mundrette stykker og anret dem ovenpå pastaen.
- Hak dild og purløg og drys det øverst på pastaen. Server evt. med brød og salat.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 1-2 dage. Retten er ikke fryseegnet.
Tilberedning af laks.
Jeg bruger som regel ferske laksefileter, som blot steges kort på en pande, når jeg laver denne her ret. Det er først og fremmest både nemt og hurtigt at stege fisken på panden. Og så synes jeg også, at jeg nemmere kan holde øje med, at fisken ikke får for meget, fremfor hvis jeg kommer den i ovnen.
Man kan dog sagtens tilberede sin laks i ovnen eller på grillen, hvis man hellere vil det. Og selvfølgelig kan man også bruge en rest tilberedt laks, som er blevet til overs. Faktisk kan man også bruge røget laks skåret i strimler eller varmrøget laks, som allerede er tilberedt, og blot skal plukkes i grove stykker. Bruges der røget laks, så anbefaler jeg, at man ikke opvarmer den, men blot fordeler den ovenpå den varme pasta og flødesauce.
Hej, der er ingen æg nævnt under ingredienser, men det er der i fremgangsmåden. Skal der æg i eller ej? Mvh Kirsten
Kirsten – Hov, det er min fejl. Jeg havde skrevet æg, men må være kommet til at at slette dem igen 😀 Fejlen er hermed rettet – tak for at gøre mig opmærksom på det 😀
Hvis ikke man kan lide parmesan ost – har du så et godt alternativ. Eller fungerer retten uden ost ? 🙂
Camilla – Det er parmesanosten, som smelter, og dermed får saucen til at tykne og samle sig om pastaen. Men i indlægget til opskriften (teksten lige over opskriften) har jeg lavet en længere beskrivelse af et alternativ til saucen med parmesan, hvor man i stedet bruger flødeost og mælk 😀
Hejsa
Der mangler stadig æg i opskriften i app🤗
Susanne – Jeg har rettet det til, så æggene burde dukke op i løbet af relativt kort tid. De er i hvert fald i min udgave af appen 😀
Tak for mange gode opskrifter.
Retten ser meget spændende ud, men hvilken salat vil du servere til.
Med venlig hilsen
Helle
Helle – Det varierer lidt, hvilken form for salat jeg serverer. I sommerhalvåret er det jo superlækkert med en blandet grønt salat – evt. med lidt friskbælgede ærter, radiser mm. Og vinteren, hvor det ikke er sæson for salatgrøntsager, laver jeg ofte kålsalater med helt fintstrimlet spidskål, avocado, ærter fra frost og evt. lidt saltmandler 🙂
Nu er æggene kommet i opskriften, men er det hele æg? Normalt jeg legerer f.eks. bruger jeg kun æggeblomme ….
Trine – Ja, det er hele æg. Jeg laver næsten altid flødesaucer til pasta med hele æg – så slipper jeg for at have en rest æggehvider stående i køleskabet 🙂 Hvis der kun skal bruges æggeblommer (eller hvider) i en opskrift, så skriver jeg altid hhv. æggeblommer eller æggehvider. Når der bare står æg, så menes der hele æg 🙂
Hej
Jeg synes altid, at jeg får scrambled æg ud af det når jeg rører æggeblanding i noget, selvom jeg rører godt rundt. Hvad gør jeg forkert?
Venlig hilsen Jane Vestrup
Jane – Hmmm, jeg spekulerer på, om du husker at tage gryden af komfuret? Gryden skal ikke så på varmen – det er den varme pasta, som skal sørge for at opvarme saucen og få osten til at smelte og gøre saucen cremet 🙂