Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

20 lækre opskrifter til vinterferien.

2 kommentarer
Inspiration

Vi befinder os midt i skolernes vinterferie og uanset om man er rejst på vinterferie, er taget i sommerhus eller nyder en uges ferie derhjemme – eller måske bare et par velfortjente fridage – så kan sådan et par dage betyde, at der er ekstra tid til at skrue op for hyggen, samværet og måske et fælles køkkenprojekt eller to.

Herunder har jeg samlet forskellige opskrifter, tips og ideer til masser af lækre vinterferiehits og der er lidt for enhver smag – hjemmehygge med spil og snacks, madpakker til en tur ud af huset, fastelavn, langsom morgenmad og selvfølgelig et par varme drikke at lune sig på, når man har været udendørs og fået røde kinder og kolde næser.

Et hyggeligt lille projekt er at lave portion hjemmelavede kartoffelchips. Chipsene skal i mikrobølgeovnen, så der skal hverken jongleres med rygende varm olie eller frituregryder og resultatet er virkelig lækkert. I stedet for at nøjes med salt, kan man evt drysse forskellige slags krydderier over de hjemmelavede chips, fx sød chilipulver, hvidløgspulver eller bbq krydderi og dermed lave sine egne favoritchips.

Har man været ude en hel dag, kan man sagtens få brug for at få varmen igen og  med denne her varme krydrede æbledrik er man garanteret varmen helt ud i tæerne. Drikken er alkoholfri og derfor oplagt til børnene, men hvis de voksne har lyst, kan der tilsættes lidt rom.

De bananchips, som man køber, er faktisk temmelig usunde – de er stegt i olie og fulde af sukker. Desuden har de en lidt underlig “bismag”, men det kan godt være, det bare er mig, der synes det. De her hjemmelavede banachips er jeg til gengæld fuldstændig vild med og så er de super nemme at lave – der skal blot bruges en banan og en ovn.

Kulde, sne og vinterferie hænger uløseligt sammen med varm kakao i store kopper og gerne med en ordentlig klat flødeskum og skumfiduser. Jeg synes selv, at jeg har fundet de vise sten, når det kommer til varm kakao, for jeg er begyndt at lave mit eget instant kakaopulver, som blandt andet indeholder kakaopulver, chokolade og sukker og som blot skal røres ud i varm mælk. På den måde kan jeg lave en kop varm kakao på få minutter, der smager som den gammeldags version i gryde, men med et minimum af arbejdsindsats.

God tid og fridage betyder langsom morgenmad – i hvert fald herhjemme hos os, men jeg er sikker på, at vi ikke er de eneste, der sidder lidt længere over morgenmaden i weekenden og når vi har fri. Til gengæld behøver det jo ikke at tage meget længere tid at tilberede morgenmaden og derfor er jeg noget så glad for denne her opskrift på koldthævede morgenmadsboller. Dejen skal blot røres sammen om aftenen, hvilket tager under 5 minutter, og hæve i køleskabet natten over. Om morgenen er det så bare at tage en ske og sætte dejen i boller på en bageplade og bage dem og så er der ellers lækre, nybagte boller til morgenmaden.

Skal der lidt mere end bare nybagte boller på morgenbordet, så sæt evt. en lækker brunchtærte med spejlæg, skinke og pølser i ovnen. Klassisk morgenmad på en forrygende lækker og lidt anderledes måde. Husk ketchup ved siden af.

Endelig kan man kaste sig ud i pandekager til morgenmaden og det behøver bestemt ikke blive på den usunde og dessertagtige måde. Eksempelvis kan jeg anbefale disse her morgenmadspandekager med gulerod og havregryn, men jeg har lavet flere forskellige slags morgenmadspandekager og morgenmadsvafler – de ligger alle sammen lige her i min morgenmadskategori.

Når der er tid til langsom morgenmad, er der selvfølgelig også tid til at hygge lidt mere over frokosten og jeg kan anbefale hjemmelavede pålægssalater i stedet for de købte varianter, som mere eller mindre udelukkende består af mayonnaise og et minimum af fyld. Pålægssalaterne kan for øvrigt også anbefales i madpakkerne, hvis man skal på tur eller ud og køre langt. Køb nogle gode boller, eller bag selv nogle lækre frokostboller – de her rugbrødsboller er nemme at lave, smager dejligt og mætter godt. Fyld bollerne med salat, tomat og agurk og en lækker, hjemmelavet hønsesalat eller en hjemmelavet tunsalat.

Et alternativ til sandwiches er en lækker pastasalat, fx denne her cremede pastasalat med kylling, karry og bacon, som sagtens kan pakkes i mindre bokse og tages med på tur. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme de helt klassiske madpakkefavoritter som fx en ordentlig stakfuld lette og luftige pølsehorn eller pizzasnegle med ost og tomat.

På fridage er det hyggeligt at gå i køkkenet sammen og bage en kage og de her lækre og sprøde chocolate chip cookies er super nemme at lave. Desuden er de oplagte at tage med, så hvis turen går i sommerhus, i svømmehallen eller måske bare til en veninde til hyggesnak og kaffe, så smid nogle stykker i en boks eller pose og ta’ dem med under armen. Det samme med en portion snaskede kanelsnegle, som fylder hele huset med duft. Endelig kan jeg anbefale at bage en lækker skærekage, som kan deles ud til mange. Jeg har lavet et indlæg her med 15 skønne skærekager – lige til at bage og tage med. Måske også en mulighed, hvis man ikke holder ferie i denne her uge og derfor gerne vil forkæle kollegaerne lidt.

Vi kan dårligt sige vinterferie uden også at sige Fastelavn. Fastelavn nærmer sig med stormskridt og adskillige fastelavnsfester løber af stablen i løbet af de næste par dage. Med fastelavn lige om hjørnet er det oplagt at forkæle familie og venner med store og bløde fastelavnsboller med creme og marcipan.

Man kan selvfølgelig også gå “all in” og lave en portion store fløde-fastelavnsboller med forskellige slags lækkert fyld. Et super hyggeligt projekt, hvor man for alvor kan slippe sin indre “Pynte-Sidse” løs.

Står menuen på fast food og “snask” i ferien, så prøv at lave det selv. Jeg synes personligt, at det er sjovt at kopiere diverse fast food restauranter og i stedet lave mine egne versioner, fx de her hjemmelavede chili cheese tops, som smager så meget bedre end dem man køber. Og så er det faktisk ret nemt.

Man kunne også kaste sig over en portion hjemmelavede chicken tenders eller kyllinge nuggets, som de også kaldes. Super nem og lækker opskrift, som ikke har set skyggen af kyllingeskind, brusk og afskær, men i stedet består af knasende sprøde stykker kyllingebryst. Man skal ikke engang bruge en frituregryde, for stykkerne steges på panden eller i ovnen.

Vintertid = simreretter og gode gryderetter, men selvom simreretterne ofte er simple, så skal gryden stå på komfuret i lang tid og derfor er det måske lige netop i vinterferien, at man har tid til den slags. Prøv fx en lækker portion langtidssimret gullash, som serveres med kartoffelmos ved siden af. Absolut en “simre-favorit” her i huset.

>> Se også alle mine opskrifter på gode gryderetter til efterår og vinter lige her. 

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anja Bregndahl Rasmussen
5 år siden

Fantastisk skønne, lækre bløde og enormt velsmagende fastelavnsboller med creme og marcipan 💕💕💕💕😋😋😋😋😋

Im in heaven, shiitt de er mega gode.
Skulle spise fastelavnsboller med familien og det var 1.forsøg, så jeg bagte dobbelt portion, heldigt, for måtte hjem efter plade nr 2💞💞💞🤣🤣🤣🤣
De er totalt smagstestetaf hele familien.

Tusinde tak for den gode opskrift 😃

Fra nu af er det kun denne opskrift der bliver brugt 💜💜